Humoristisk nytolkning af erotisk kultklassiker

På forsiden af programmet puster den høje, flotte litterat Paulhan (spillet af Anders Mossling), cigaretrøg ned i ansigtet på O, Anne Desclos ( spillet af Özlem Saglanmak). Hun ser henført? lidende? ud. Så er vi i gang!

Scenen er et pompøst kontor med utallige bøger alle vegne og et stort skrivebord, hvor litteraturkritikeren Jean Paulhan residerer.

Historien, der skal fortælles, er baseret på den sande historie om tilblivelsen af O’s historie, en erotisk roman fra 1954 skrevet af Anne Declos under forfatterpseudonymet Pauline Reage.

Ind af døren kommer den perfekt, som sekretær, klædte Anne, som begynder at læse sin tekst op for sin elsker Paulhan. Den handler om en kvinde, der, detaljeret beskrevet, bliver mishandlet, fremført i et kultiveret sprog. I baggrunden står en meget talende rustning, fortælleren, som til tider får smækket visiret ned, når hendes kommentarer bliver Paulhan for meget. Oplæsningerne fremføres af Anne med stigende intensitet, og undervejs blander bogens illustrator sig ved at slænge sig på skrivebordet draperet med en død kat om halsen, til Paulhans rædsel. Politiet kommer på cykel ind på scenen for at skride ind overfor den forbudte bog.

De epistler, som Anne sendte privat til sin elskede, også for at holde på ham, var kun beregnet på ham, men elskeren og forlæggeren (spillet af Anton Hjejle) så en opsigtsvækkende roman for sig, en skandalesucces, og udgav bogen om O, som kom i mange oplag.

På den hjemlige scene udgav forfatteren og psykoterapeuten Maria Marcus bogen i 1974 »Den frygtelige sandhed« om sit eget livslange bekendtskab med masochisme, udlevet i fantasien og i virkeligheden.

Da hun endelig møder den sorte prins, som forløser hende, får masochismen en mindre rolle i hendes liv. Hun beretter om psykiaternes syn på sadomasochisme, som figurerer under seksuelle afvigelser i WHO’s klassifikation og diagnostiske kriterier ICD10: rituel form for seksualitet, hvori indgår dominans ( sadisme) eller underkastelse(masochisme).

Forfatteren beskriver den vigtige skelnen mellem strukturel undertrykkelse, som den finder sted i verden som f.eks. kvindeundertrykkelse, og den seksuelle masochisme, hvor undertrykkelsen og ydmygelsen opsøges af masochisten.

I historien om O var der mange, der betvivlede, at bogen kunne være skrevet af en kvinde, fordi romanen skildrer mandlige lyster. Her understreger instruktørerne, at det var de to mænd, der opildnede til redigering og udgivelse. Sent i livet gav Anne Declos sig til kende som ophavskvinden. Hun bliver interviewet af kvinden i rustningen, som nu er sprunget ud som journalist, som spørger: Er De feminist? Anne Declos: Ja, selvfølgelig, jeg har aldrig følt mig underlegen overfor mænd. Jeg skrev for at holde på min elskede, og kun til ham.

Både O’s historie og Maria Marcus’ bog illustrerer det skisma, der er mellem kvindefrigørelse og masochisme som seksuelt fænomen. Her er det vigtigt at huske Maria Marcus’ skelnen mellem det strukturelle og det erotiske fænomen. Vi trænger ikke til at komme tilbage til de gamle psykiateres tanker om kvindens og mandens »natur« med mandens dominans og kvindens tendens til passivitet og underkastelse. Vi skal nok have flere forklaringer på banen.

Men det ændrer ikke ved, at et af de store problemer i psykologien er at leve med ambivalensen.

Se forestillingen – der er liv og humor og godt skuespil!