En kirurg klager sig jo ikke ...

»Vi vil få adskillige overlæger at se, som går ned med flaget pga. stress og dårligt arbejdsmiljø. Vi har set det før ved sammenlægninger«.

Er det uundgåeligt?

»Det vil det være«, siger ledende overlæge Leif Berner Hansen, Ortopædkirurgisk Afdeling på Glostrup Hospital.

Overlægen som daglejer

Overlægetitlen indebærer et stort ansvar. Engang havde et sygehus én medicinsk og én kirurgisk overlæge. Nu vrimler det med overlæger, men de færreste har den magt eller de redskaber, som engang fulgte med overlægebetegnelsen. Og det er et fænomen, som vil blive endnu mere udbredt, når den nye regionsstruktur bliver til konkrete afdelingsfusioner på tværs af flere sygehuse.

»Man ser især problemet, når man sammenlægger afdelinger, som har ligget på flere sygehuse, til en stor afdeling, som så har udetjeneste«, siger Leif Berner Hansen, som har været tillidsmand for overlægerne i Københavns Amt og nu er det lokalt på hospitalet i Glostrup.

»Er man ansat på en lille afdeling i provinsen med tre overlæger, kan man selv tilrettelægge arbejdet, man nyder stor respekt, og tingene bliver løst gnidningsfrit. Kommer man i en stor afdeling, hvor arbejdet bliver tilrettelagt i faste rammer, risikerer man som overlæge at have en arbejdstilrettelæggelse, som er fuldstændigt identisk med den, man havde som yngre læge. Det giver frustrationer. Og det giver manglende selvværd i arbejdet, når man føler, at man har stræbt mod et mål og så oplever, at man er slået tilbage til start«.

Mange af de sager om stress, Leif Berner Hansen har haft som tillidsmand for overlæger, udsprang af, at en overlæge »er blevet behandlet som en yngre læge«, som han udtrykker det.

»Det rammer overlæger, som den ene dag arbejder på et sygehus og næste dag skal et andet sted hen og tredje dag på et tredje sygehus. Det har givet utilfredshed hos overlæger, der har følt sig som daglejere. Store afdelinger med lægestab i udetjeneste er et latent potentiale for dårligt arbejdsmiljø og stress«.

Og det bliver næppe et mindre problem med regionsdannelsen?

»Tværtimod. Nu kommer den nye hospitalsplan [i Region Hovedstaden, red.]. Og den giver grund til stor bekymring for overlægernes arbejdsmiljø. Inden for ortopædkirurgien bliver det afdelinger med flere end 100 læger og med meget belastede vagter, som evt. må deles i toholdsdrift for at overholde arbejdsmiljøloven. Og som yderligere stressfaktor, at mange kommer til at flakke fra det ene sygehus til det andet. Mandag arbejder du måske med akut kirurgi, og tirsdag skal du gøre tjeneste på et elektivt center. Det - ikke at have et fast territorium, hvor man er kendt, og har sine faste samarbejdspartnere - er ikke hensigtsmæssigt, hvis man skal undgå stress og skabe et godt arbejdsmiljø«.

Centraliseringens bagside

Hvad kan man gøre for at forebygge det? De fleste læger er jo enige i, at store centre med ekspertise, som er samlet i store enheder, er mere hensigtsmæssigt. Bortset altså lige fra arbejdsmiljøet? Hvad skal man gøre?

»Der er forskellige indfaldsvinkler. Ser man på den faglige udvikling og ekspertise, er stort godt - indtil en vis grænse. Så bliver det for stort. Det er den grænse, som er svær at finde. Den gode afdeling er der, hvor lederen kender hver enkelt medarbejder ved navn og ved nogenlunde, hvad de står for menneskeligt og fagligt.

De yngste læger er mindst udsatte

Leif Berner Hansens afdeling i Glostrup er selv en relativt stor afdeling med 38 læger, der også servicerer hospitalets skadestue.

Af de 38 er tre ikkevagtbærende overlæger, fem er overlæger, som går i vagt med afdelingslægerne; 12 læger er under uddannelse - som turnuslæger, i almen medicin eller anden speciallægeuddannelse; 75 pct. af patienterne er akutte. Med andre ord: En travl afdeling - men er det også en stresset afdeling?

»Når du har med akutte patienter at gøre, bliver hverdagen uforudsigelig - og det er en stressfaktor«, siger ledende overlæge Leif Berner Hansen.

I dag står 12 patienter på operationstavlen som akutte. Men man kan kun nå at operere halvdelen inden for dette døgn. Derfor skal der træffes en række valg om, hvem der må vente.

»At skulle gå op til en akut indlagt patient for at fortælle, at operationen først kan blive i morgen, er i sig selv stressende for de læger, som er i vagt«, forklarer Leif Berner Hansen. »De pårørende rykker for, at fx deres gamle mor med et hoftebrud skal opereres, og de vil vide, hvorfor hun nu skal vente. Det giver bestemt grobund for stress«.

Leif Berner Hansen mener dog ikke, at de yngste læger er så udsatte som de ældre læger.

»Stress og ansvar hænger sammen. Hvis du har ansvaret for et område, en funktion eller en patientbehandling, og du føler, at du enten ikke har forudsætninger eller de rette betingelser for at leve op til ansvaret, er det en stressbelastning. De alleryngste læger har i princippet ikke noget større selvstændigt ansvar. De bliver sat i en funktion; det kan være en skadestue, hvor de skal arbejde fra 8 til 16.30. Det, som kan stresse dem, er at kigge ud i et fyldt venteværelse, hvor folk bliver ved med at rykke for at høre, om de virkelig skal vente tre timer, før lægen kan se på en hudafskrabning, som de selv kunne have klaret hjemme«.

»Vi prøver ...«

Nu er stress jo ikke kun et udtryk for, at man har meget at lave. Det handler også om at føle sig uden kontrol over situationen, utilstrækkelig eller magtesløs?

»Der kan være nogle, som har haft enkeltstående sygedage, fordi de har følt sig stressede. Men det er ikke noget, der har været synligt i afdelingen«.

En kirurg klager sig jo ikke ...

Hvis man alligevel plages af personlige stressproblemer, er det naturligvis i orden at gå ind til Leif Berner Hansen og tale med ham om sine problemer. Men han har faktisk aldrig været udsat for det, siger han.

»En kirurg er jo en, der går med sværdet højt gennem ild og vand, og selv om man brænder fødderne, klager man ikke over smerten. Jeg tror, at mange vil føle det som et nederlag at skulle henvende sig til mig om ikke at kunne klare hverdagens stress eller de mange opgaver, der bliver lagt på en. Sådan er kulturen i øjeblikket. Selv om vi fokuserer på det, har vi en meget udtalt kirurgkultur i afdelingen«.

Selv om folk ikke kan lide at fortælle dig om eventuelle stressproblemer, kan de jo sagtens have problemer med det eller bukke under for det. Har det forekommet?

»Jeg har en meget god fornemmelse af, hvilke læger der yder meget og gør noget ekstraordinært i dagligdagen. Jeg kan godt se, når der lige bliver lagt en arbejdsopgave for meget over på dem, og prøver at aflaste dem, som har meget om ørerne, og som jeg ved, er meget engagerede - for at de ikke skal blive for stressede«.

Leif Berner Hansen vil ikke råbe »ulven kommer!« eller ringe med alarmklokker. Han nærer også en lille skepsis over for en del af det stresspostyr, som fylder medier ne. Omvendt vil han heller ikke sammenligne stressfænomenet med tidligere tiders modediagnoser.

»Når der kommer fokus på noget, vil der altid ske en overreaktion. Lidt, som da psykologer og kriseterapeuter kastede sig over det nye marked for kriseterapi til snart sagt enhver, som har oplevet noget ubehageligt. Den reaktion vil også komme på stressområdet. Men det finder et naturligt leje igen - og det er sundt nok, at man har fokus på det«.