En læge er IKKE bare en læge

Mange læger føler sig i klemme mellem arbejdsgiverne, patienterne og samfundet på en måde, så det direkte påvirker deres trivsel. Resultatet er stress, mangel på tiltro til egne evner, overhyppighed af depressioner, som i værste fald fører til misbrug og selvmordstanker.

Forekomsten af disse tilstande er især dokumenteret i en lang række af artikler i British Medical Journal. Men fænomenet er globalt og afspejler nogle fælles træk i den måde læger fungerer på i samfundet i dag.

I et oplæg til Den Norske Lægeforening hedder det f.eks.: »Det har skjedd en betydelig byråkratisering av legearbeidet, den faglige autonomi er redusert og konkurransen fra andre faggrupper har øket. Det har også skjedd store endringer i patientrollen med stigende forbrukerbevissthet. I tillegg har medienes økende interesse for medisin og helse, trusler om ersatningssøksmål og tilsynsmyndighetenes arbied vært med på å endre legerollen. Den allmenne samfunnsutviklingen med individualisme og kommersialisering avspeiles også i forventningene til helsetjenester i sin alminnelighet og legetjenester i særdeleshet«.

Herhjemme førte den voksende utilfredshed blandt læger til en stor undersøgelse af arbejdsvilkå-rene i 1999:

»Arbejdsmiljøundersøgelsen førte til en intensiv diskussion af lægekultur i Lægeforeningen. Især de yngre læger har oplevet ikke at føle den samme tilfredshed i jobbet som f.eks. praktiserende læger eller andre akademikere. Yngre læ-ger føler især, at de har en meget ringe indflydelse på deres job. De er ikke tilfredse med deres arbejdssituation«, siger Jens Winther Jensen, som medlem af Lægeforeningens Hovedbestyrelse.

Er det udelukkende forhold på arbejdspladsen som påvirker lægernes utilfredshed?

»Tingene hænger sammen. Jeg tror, at man skal opfatte arbejdsmiljø bredere end til blot at handle om det, der foregår på selve arbejdspladsen. Mange læger føler en høj grad af identifikation med deres rolle som læge, også når man ikke lige er på arbejde. Vi bliver også påvirket af det, der foregår i medierne og af ting, vi oplever i ganske almindelig social omgang uden for arbejdstid«, tilføjer Jens Winther Jensen, som selv er yngre læge i Århus.

Andre forventninger

Undersøgelser af fænomenet »unhappy doctors« har vist, at det handler meget om, at lægerne oplever, at deres arbejde er temmelig forskelligt fra det de forventede. I en artikel fra sidste år i BMJ er lægernes utilfredshed langtfra kun et spørgsmål om at forbedre løn og arbejdsvilkår. Det drejer sig snarere om ændrede forventninger rettet mod lægerne fra patienter, regering og arbejdsgivere. Lægerne oplever i stigende grad, at deres autonomi står for skud og at de skal stå til regnskab for deres handlinger. Arbejdsgivere, politikere, »kunder« og andre med aktier i lægernes udøvelse af deres erhverv ønsker kontrol og omkostningsbevidsthed. Det har ført til en stærkt stigende brug af guidelines, protokoller, audit, reguleringer og inspektorordninger. Alt sammen indgreb, som af den enkelte læge kan opleves som anslag mod deres professionalisme. Der sker et markant skift i lægerollen fra at være en autoritet, som tager sig af patienterne på egne faglige præsmisser, til at være en partner.

»Langt de fleste læger vil gerne passe deres arbejde så godt som overhovedet muligt, og jeg tror da også, at de fleste læger ser det som et gode, at lægerollen har forandret sig fra at være en meget autoritativ person til at være mere en partner med patienten, men når man nu gerne vil passe sit job godt og perfekt, og så alligevel kommer til kort og ikke synes, at man slår til i samarbejdet og kommunikationen med patienten, så er det man oplever, at ens arbejde bliver utilfredsstillende. Dertil kommer så det stærke fokus fra både pressen og politikerne på lægernes indsats, og det er også medvirkende til at stille en række krav til lægerne. Det handler om effektivitet og kvalitet. Vores viden om at stille diagnoser og behandle kan vi ikke bruge i de sammenhænge. Det er nogle andre kompetencer, der er brug for, og derfor er der mange læger, som føler, at de løber panden mod en mur, når de oplever, at de bruger det meste af deres tid på at gå til møder om f.eks. kvalitet og akkreditering«, siger Jens Winther Jensen.

Ikke kun penicillin

Men der er vel ingen vej udenom, at samfundet kigger lægerne i kortene, at den sorte boks i lægernes autonomi bliver åbnet, og I skal måles og vejes?

»Det er det der er det vanskelige. Det er jo ingen sag at hjælpe et barn, der har ondt i halsen med en pencillinkur. Der er en lægelig tilfredstillelse i at stille en diagnose og komme med en kur. Men det kan være svært på samme måde at finde den umiddelbare tilfredsstillelse, hvis vi bevæger os op på et plan, der handler om at levere en kvalitet, der sikrer, at vi altid får stillet den rigtige diagnose og kun givet pencillin til den der har brug for det ...

For patienterne betyder det utroligt meget, men tilfredsstillelsen for lægerne kan det være sværere at få øje på«, siger Jens Winther Jensen.

Er det fordi vi er ved at nå til et punkt, hvor det er en patientkultur som styrer vilkårene for jeres arbejde?

»Det er selvfølgelig med udgangspunkt i, at patienterne gerne skulle få en bedre behandling, men det der i virkeligheden ligger bagved er jo ikke kun et udtryk for, at patienterne gerne vil have indsigt i, hvad der foregår. Det handler jo i virkeligheden om, at alle kan få indsigt i, hvad det er der sker. Det er det, der hedder transparens, at man kan se igennem systemet, at man kan se, hvad det er for en kvalitet der leveres hvor.

Det vil patienterne kunne gøre og træffe deres valg på baggrund af. Regeringen kan bruge det som et økonomisk styreredskab, og lægerne vil jo også komme til at se den kvalitet, de kan levere på et nabosygehus på en helt anden måde end vi er vant til i dag. Det vil jo også give et andet samarbejdsklima, at vi pludselig kan se, at der er nogen som er bedre end andre til de her ting. Vi må lære at vænne os til, at de ydelser vi leverer måske kan gøres bedre andre steder, men det kan så føre til, at vi siger til os selv, at vi vil gøre det endnu bedre«, siger Jens Winther Jensen og til-føjer: »I det transparente sundhedsvæsen bliver kvalitetsstandarder det fælles sprog for patienter, administratorer og læger.

Derfor skal vi som læger sørge for at præge udviklingen af den danske model for kvalitetsvurdering, så den kommer til at hvile på de faglige standarder. Til gengæld får vi med total offentlighed om kvaliteten fokus på den faglige kvalitet og ikke på ventelister og budgetter«.

Patienter tager ansvar

Hvad betyder det, at lægen skal gå fra at være en autoritet til at være en partner for patienten?

»Det betyder, at man ud over at have den specielle viden om det, patienten kommer til lægen med, også har nogle egenskaber, der gør, at man er i stand til at snakke med patienten på det niveau patienten har. Dermed bliver pati enten en partner, frem for at lægen sidder på en piedestal og bare fortæller patienten at han skal gøre det ene eller det andet.

Det nye er, at man får forklaret patienterne, hvad der er baggrunden for, at man nu skal opføre sig som lægen siger«.

Kan man som læge stille større krav til patienterne?

»Krav lyder så negativt. Det handler ikke kun om det vi lover som læger, men også om hvad politikerne lover. Vi skal væk fra, at patienternes rolle er en passiv rolle. Vi ser gerne, at patienterne bliver mere aktive og tager et større ansvar for deres eget helbred. Men det vil nok kræve, at vi som læger lægger op til, at vi gør op med forestillingen om, at vi kan klare al sygdom og at der findes medicin mod alting.

Det kræver formentlig også, at vi har mod til at gå ind i en prioriteringsdebat om, hvad der virker og hvad der ikke virker og hvad der er relevant at bruge og faktisk giver udtryk for en holdning, der hedder: I kan ikke bare komme til os og få hvad som helst. Vi bliver nødt til som læger at kommunikere, at vi ikke kan klare alle problemer i verden, og at der også er grænser for ressourcerne«.

Som læger er det jer, der bliver konfronteret med forventningerne?

»Ja og så er vi tilbage ved spørgsmålet om tilfredsheden i arbejdet. Det er jo enormt utilfredstillende at sige nej til en patient eller sige: du kan først blive opereret om ti måneder, når man kan se, at patienten halter og har smerter hver dag«, siger Jens Winther Jensen.

Hvad kan man gøre for at gøre lægerne bedre rustet til at klare de nye forventninger, der er i dag?

Når man efter sine studier skal til at arbejde som læge, oplever de fleste, at det er en kolossal overgang at komme i turnus. Mange oplever, at de slet ikke er uddannet til at varetage den rolle, de nu bliver kastet ud i. Som yngre læge får man hurtigt en masse at gøre med kvalitetsudvikling og ledelse på lavt niveau. Bare det at gå og passe en skadestue har også et ledelseselement. Du bliver fanget i kommunikation med patienterne, og du synes måske ikke, at du har de nødvendige redskaber til at fortælle om dødelige sygdomme og alvorlige diagnoser. Det er nogle af de kompetencer, vi ikke har en tilstrækkelig uddannelse i. Det er der nu ved at blive rettet op på.

Men det vi ellers kan gøre er at påpege de her problemstillinger som lægegruppe på en måde, så det ikke kun handler om, at lægerne er utilfredse med at gå på arbejde. Det handler jo også om, at behandlingen gerne skulle blive bedre, så patienterne bliver mere tilfredse og regeringen får opfyldt sine ønsker om en sundere befolkning. Vi læger skal også lære at være indstillet på, at vores rolle ændres. Vi bør drøfte med hinanden, hvordan lægerollen ændres, og det er vigtigt, at vi som læger ikke sætter os på bagbenene.