Skip to main content

En læge ser rødt!

At praktiserende læger kan overveje militante skridt i kampen mod statens og sygehusejernes anslag er ikke nyt. I januar 1933 skriver Haderslevlægen Bernhard Fischer i Ugeskrift for Læger et langt og harmdirrende indlæg mod … ja, mod hvad?

Lægen var en skikkelse, som ikke var vant til nærgående indblanding fra myndighederne. Her en unavngiven læge med chauffør, ca. 1925. Foto: Lokalhistorisk Arkiv for den tidl. Støvring Kommune
Lægen var en skikkelse, som ikke var vant til nærgående indblanding fra myndighederne. Her en unavngiven læge med chauffør, ca. 1925. Foto: Lokalhistorisk Arkiv for den tidl. Støvring Kommune

Klaus Larsen, kl@dadl.dk

31. aug. 2016
3 min.

Et forslag til en ny lægelov er i 1933 under behandling, og den er mildest talt en skandale, mener Bernhard Fischer, som er praktiserende læge i Haderslev. Han forklarer ikke, hvorfor – det har formentlig været Ugeskriftets læsere bekendt. Men en skandale er den:

»Gang paa Gang har vi Læger i de senere Aar maattet finde os i at blive beskaaret i vor Handlefrihed«, når sygekasserne, sygehusejerne og andre blandede sig. »Og Lægeloven er det sidste Forsøg i denne Retning«.

Allerede fra studentertiden har lægerne »alle som én været besjælet af mange Idealer«, men så er man blevet undertvunget af sygekasser og takstaftaler: »Vi gik frivilligt ind i et Slaveri og opgav vor Frihed«, skummer dr. Fischer.

I gamle dage var honorarstørrelsen »en Fortrolighedssag mellem Patient og Læge«, og lægen var i kraft af sit kald en respekteret person. Men nu er man bundet på hænder og fødder af prisaftaler og akkordaftaler.

Og dagspressen! Man må harmes over »al den skaanselsløse, til dels meningsløse og ofte raa Kritik over Lægestanden«, skriver dr. Fischer. Lægen »kan kun blive bitter i Sind, naar han f. Eks. har læst de mange smagløse, skandaløse og som oftest urigtige Referater over Lægeaffærer i vor Tid, som med Vellyst bliver slugte af et sensationslystent Publikum«.

Dr. Fischer vil ikke gå nærmere ind på de enkelte punkter i den nye Lægelov. Det overlader han til andre. Han vil dog vove den påstand, at folk må tro, »at der indenfor Lægestanden maa herske forfærdelig korrupte Tilstande«, siden det nu ligefrem er påkrævet med en lægelov!

Han henviser til kolleger i praksis, som slår til lyd for, når lægeloven er vedtaget, »at vi deponerede vor Bestalling og arbejdede videre som Kvaksalvere«.

Dr. Fischer tror dog mere på virkningen af, at »vi, som svar paa den sidste Udfordring, omgaaende opsagde vore Overenskomster til den først mulige Termin med Sygekasserne, andre offentlige Institutioner … for ikke nogensinde mere i Fremtiden at give Afkald paa vor Frihed«.

Hvis andre fagforeninger kan opsige overenskomster, kan lægerne vel også? Ikke at dr. Fischer har megen tiltro til, at Lægeforeningen vil mande sig op til en så radikal aktion. Men så lad det da komme til en urafstemning!

Nej, slutter dr. Fischer, alt var bedre, da Sønderjylland var tysk, før genforeningen i 1920: Der var ingen restriktioner, takstforhandlingerne »foregik under de høfligste og venskabeligste former«, voldgiftssager var ukendte.

»Kontrollen af vore Lægeregninger til Sygekasser og andre offentlige Institutioner, samt en stræng hævdelse af Ethiken indenfor vor Stand, udøvede vi selv ved en selvvalgt Kommission af Læger«, skriver dr. Fischer, og: »Selvkritik og Selvopdragelse er inden for vor Stand mere værd, end mange Lovparagraffer i en ny Lægelov«.

Så nu må man enten sige stop og kræve sin fulde frihed tilbage. Eller tage skridtet fuldt ud »og blive fastlønnede pensionsberettigede rene Embedsmænd«.

Dr. Fischer ved godt, hvad han foretrækker:

»Hellere giver jeg Afkald paa en sikker Sygekasseindtægt end paa min Handlefrihed som Læge, saavel som at skulle finde mig i at skulle indrømme Lægmand Evne og Ret til Kritik og Dom over min Lægegerning«.

Ugeskr Læger, nr. 2, 12. januar 1933, pp. 59-61