Fakta og vurdering
Fortællingen starter in medias res, hvor læseren allerede i prologen får beretningen fra et primitivt telt midt i al-Hol-lejren, der ligger i det nordøstlige hjørne af Syrien. Det er mørk nat, men pludselig træder fire hætteklædte og maskerede mænd ind teltet. Med en lyskegle fra en kraftig lommelygte lyser de ubudne gæster rundt i det fyldte telt og udpeger en 16-årig knægt ved navn Hamid. Han bliver henrettet med fire hurtige skud i panden fra et lyddæmpet skydevåben for øjnene af de rædselsslagne forældre.
Så er vi i gang. Den danske læge er på sin 11. mission og gennem årene udsendt af forskellige internationale hjælpeorganisationer til lande i Afrika, Mellemøsten og Asien. Denne gang udsendt af Dansk Røde Kors for en periode på ni måneder. Hun optræder som en jeg-fortæller, hvis ord virker ægte og troværdige. Allerede rejseberetningen om, hvordan hun når frem til al-Hol-lejren, får mange alarmklokker til at ringe hos læseren. Det er et goldt ørkenområde, hvor temperaturen om dagen når 50 grader Celsius. Der blæser en konstant kraftig vind, der får det knastørre ørkensand til at hvirvle rundt og trænge ind alle steder. De rejsende får ører, øjne, næse og mund fyldt med sand, så det knaser mellem tænderne. Det samme sand viser sig senere at indeholde kimen til en farlig parasit, Strongyloides stercoralis, også kaldet dværgtrådormen, der sammen med en heftig kigkoste fremkalder alvorlig hoste hos forfatteren. Den rigtige diagnose stilles på Rigshospitalet i Danmark, hvortil hun bliver sendt for at få en kvalificeret medicinsk udredning.
»En ægte og hjertevarm beretning fra et sted, hvor de fleste vil tage skade af at opholde sig i længere tid«Søren Brix Christensen, praktiserende Læge i Nivå
Tilbage i al-Hol-lejren med sine 57.000 mennesker, som lever under de mest umenneskelige forhold, befinder vi os på et af de farligste steder på jordkloden. Vold og tilfældige drab er hverdag i lejren, der bliver infiltreret af forklædte islamister fra Islamisk Stat. Maria Milland er i kraft af sin lægefaglige uddannelse og sin lange erfaring fra talrige udsendelser i stand til at skabe et intimt og privat behandlingsrum, der virker som kvindernes kortvarige helle langt væk fra teltlejrens rædsler. Læseren bliver vidne til mange tragiske skæbner, f.eks. den ganske unge pige, som efter en skudulykke får fjernet sin livmoder. Hendes værdi som kvinde og ægtefælle er knyttet til evnen til at føde børn. Flere kvinder har været uafbrudt gravide, fra de var 16 år til de er 40 år gamle. En stor og stadig voksende børneflok er den eneste form for rigdom, en kvinde i al-Hol-lejren kan opnå.
Bogen har bud til alle, som interesserer sig for humanitært arbejde. Den er let læselig. Det skal dog bemærkes, at den indeholder mange lægefaglige udtryk og en del sygdomsstatistik. Den er en ægte og hjertevarm beretning fra et sted, hvor de fleste vil tage skade af at opholde sig i længere tid. Maria Milland holder tiden ud og fremstår som et ærligt overskudsmenneske.
