Skip to main content

En lægestand med bredde i sammensætningen

Michael Dall

6. jun. 2006
3 min.

Medierne har i den sidste tid brugt en del sendetid og spalteplads på at fortælle, at der i løbet af få år vil være en stor overvægt af kvinder i sundhedsvæsenet. Det gælder ikke mindst for medicin, hvor over halvdelen af de medicinstuderende i dag er kvinder. Lægeforeningen vil naturligvis ikke beklage, at kvinderne også trækker ind på de bedre lønnede ansættelser i sundhedssektoren. Men når det er sagt, så vil Lægeforeningen gerne diskutere sammensætningen af lægestanden, både når det gælder køn, alder, socialklasse, etnisk oprindelse etc.

Lægeforeningen mener, at lægestandens sammensætning i videst muligt omfang bør afspejle befolkningens sammensætning, fordi en lægestand med så stor en bredde i sammensætningen som muligt vil være bedre i stand til at rumme og forstå alle patienter. Udvælgelsen af studerende til medicinstudiet er omdrejningspunktet. Det er her, det besluttes, hvem der skal udgøre lægestanden mange år frem i tiden.

Optaget til medicin såvel som andre videregående uddannelser er i mange år primært blevet bestemt af karaktergennemsnit. De med de højeste snit kommer ind (kvote 1). Og det er her skævvridningen opstår, fordi det primært er unge (piger) fra de øverste sociale lag, der har karakterer til at påbegynde et medicinstudie. Den del af de studerende, der optages gennem kvote 2, hvor uformelle kompetencer og personlige egenskaber vurderes, bliver stadig mindre og mindre og er nu kun 10% af det samlede optag langt de fleste steder.

En væsentlig årsag til, at vi i Danmark har et »gratis« uddannelsessystem, er, at det skal være muligt for alle at tage en uddannelse. På Syddansk Universitet har man på medicinuddannelsen (på en dispensation fra Videnskabsministeriet) ændret optagelsesproceduren således, at halvdelen af de studerende bliver optaget i kvote 2, hvor de blandt andet testes og kommer til samtale, før de optages. Tallene fra Syddansk Universitet er klare. I gruppen af studerende, der optages via kvote 1, er over halvdelen kvinder og frafaldet er stort (og mest blandt kvinderne). I kvote 2 er der en mere ligelig kønsfordeling og et langt mindre frafald.

Der er ingen forskel mellem kvote 1 og kvote 2, når man ser på eksamenskaraktererne på første års prøve. Hertil kommer, at det er langt vanskeligere for en studerende fra en lav socialklasse at blive optaget på medicin på Københavns eller Aarhus Universitet, end det er for en tilsvarende studerende at blive optaget på medicin på Syddansk Universitet. Syddansk Universitet uddanner således en langt bredere lægegruppe, end de gør i Århus og i København - men med samme kompetenceniveau som de andre universiteter.

Erfaringerne fra Syddansk Universitet viser, at der er al mulig grund til at begynde at udvide optagelseskriterierne til medicinuddannelsen på de andre universiteter. Der er dispensationsmuligheder, og Lægeforeningen vil godt opfordre til, at Videnskabsministeriet åbner for flere forsøg, og at fakulteterne bruger de muligheder, der er til at indhøste erfaringer med optagelse af de studerende, så vi på den baggrund kan få etableret det optagelsessystem, der er funderet på at optage de studerende, der tilsammen skal udgøre en bred og kompetent lægestand til den fremtidige patientbehandling.