En lussing fra Rigsrevisionen

En sen onsdag eftermiddag afsiger Rigsrevisionen endnu en dom: ikke godt nok. Det gør den ofte, men set fra min stol er emnet særlig alvorligt denne gang. Rigsrevisorerne er utilfredse med, at ingen - mere end tre år efter indførelsen af pakkeforløb for kræftpatienter - ved, om de bliver fulgt.

Patienter er blevet lovet behandling i tide. Læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle har brugt tid på at udvikle pakkeforløbene og på at føre dem ud i livet. Milliarder af kroner er investeret i kræftplaner og pakkeforløb. Alligevel ved ingen, i hvilken grad den stort anlagte opgave er lykkedes. Det er helt uacceptabelt.

Intentionen med pakkeforløbene er netop at sikre patienter behandling inden for fagligt fastsatte grænser. Bag dem ligger en erkendelse af, at nogle kræftsygdomme kan udvikle sig fatalt i løbet af ganske kort tid og derfor stiller særlige krav om hurtig behandling.

Rigsrevisionen konkluderer bl.a., at Sundhedsministeriet endnu ikke som lovet i 2008 har etableret en detaljeret overvågning af de forløbstider, der indgår i de såkaldte pakkeforløb for kræft. De såkaldte maksimale ventetider overvåges heller ikke.

Erkendelsen af, at der ikke er tilstrækkeligt styr på overvågningen, er næppe kommet pludseligt hos ministerium og regioner. Der er gået år, og nogle må have haft en snigende fornemmelse af, at der ikke var det fornødne overblik, og burde i det mindste have gjort opmærksom på det.

Regionerne og sundhedsministeriet står ikke kun over for en teknisk udfordring. De skal også lægge sig i selen for at overbevise om, at de er seriøse forvaltere af så vigtig faglig information.

Rigsrevisionen leverede nemlig endnu en lussing i sin beretning. Det fremgår, at Sundhedsministeriet og i nogle tilfælde også regionerne ikke bruger de oplysninger om behandlingsmetoder og -resultater, der ligger i de kliniske databaser. Sundhedsministeriet har ikke opstillet mål for kvaliteten af behandlingen eller patienternes overlevelse og finder altså ingen anledning til at orientere sig om udviklingen i databaserne.

Lægeforeningen vil foreslå, at ministeriet og regionerne nu vælger en ny tilgang til udvikling af et overvågningssystem. Det vil være oplagt at samtænke overvågning af pakkeforløb og den viden, som ligger i de kliniske databaser og Det Nationale Indikatorprojekt (NIP).

NIP er fra første januar blevet en del af Regionernes Kliniske Kvalitetsprogrammer (RKKP), som samler de kliniske databaser. Målet må være at give en samlet oversigt over, om patienten har fået den rette behandling i rette tid.

Måske kan man også tillade sig at håbe på, at en model, som kombinerer data fra NIP og de kliniske databaser med forløbstider, vil betyde, at læger kan bruge mindre tid på at indrapportere og mere på patienterne.