En lykkeligt glemt sygdom

Den 31. august 1970 blev en norsk medicinstuderende ved Københavns Universitet indlagt som den eneste patient på en 15-sengs stue på Blegdamshospitalet – et epidemihospital, som indtil 1974 lå der, hvor Panum-bygningen står i dag.

Nogle dage i forvejen var han kommet hjem fra en rejse til Afghanistan, hvor han havde været indlagt på et hospital i Kabul med blodige diaréer og mistanke om kolera. Efter nogle dage fik han det bedre og blev udskrevet.

Den 26. august var han tilbage i København. Et par dage efter fik han feber, fornyet diarré, opkastninger og mavesmerter, hoste og åndenød. Hos lægen fik han antibiotika, men feberen steg, og han fik udslæt i ansigtet, der bredte sig til resten af kroppen.

Ved indlæggelsen den 31. august var lægerne usikre og mente først, at udslættet tydede på penicillinallergi. Han kom i behandling med alternative antibiotika. Der var også abdominalsmerter, men da der blev fundet Salmonella Typhimurium i blod og afføring, antog man, at dét kunne være forklaringen. For en sikkerheds skyld tog man dog koppeprøver, »Der skal ikke tales for meget om dette«, noterede sygeplejersken i kardex. For Guds skyld ingen panik!

50 millioner årlige tilfælde

Det sidste koppeudbrud i Danmark lå næsten 50 år tilbage, og ingen læger på Blegdamshospitalet havde på dette tidspunkt set et koppetilfælde. Men den 3. september kunne en tilkaldt læge konstatere, at hudsymptomerne i høj grad lignede de koppeangreb, han havde set i udlandet. Nordmanden blev isoleret, og dagen efter viste laboratorieprøverne, at det var kopper. Nu indledtes den enorme opgave med at finde, indkalde og isolere, vaccinere og evt. revaccinere alle, som nordmanden havde haft kontakt med siden tre dage før hududslættet, hospitalspersonalet inklusive. I alt ca. 600 personer i ind- og udland. Flere hundrede blev indlagt på Blegdamshospitalet i isolation.

Efter et langt sygdomsforløb og intensiv behandling døde den unge patient den 21. september. Han blev det sidste koppetilfælde i Danmark.

Samme år, 1970, blev der i hele verden anmeldt cirka 40.000 koppetilfælde. Og antallet af nye tilfælde var stærkt nedadgående, takket være en kampagne, som Verdenssundhedsorganisationen WHO havde skudt i gang med den endelige udryddelse af kopper som endemål.

Alene i det 20. århundrede krævede kopper 300 millioner menneskeliv. Omkring 1950 var der skønsmæssigt 50 millioner årlige tilfælde verden over. Dødeligheden var høj: En tredjedel af de smittede døde. De overlevende var mere eller mindre mærket for livet af vansirende ar og var i nogle tilfælde også efterladt med blindhed eller døvhed.

Koppevirus forekommer i to varianter: Variola minor, som giver et mildere forløb og har en dødelighed på under én procent, og Variola major – den alvorlige, som hver tredje smittet dør af. En behandling findes ikke.

Det var nemt at blive smittet. Variola smitter gennem små dråber fra smittedes ånde, tale, hoste eller nys, men også ved kontakt med væske fra de pustler, der dækker den syges krop, eller med småpartikler fra udtørrede sårskorper, der kan sidde i den syges sengetøj, klæder eller holde sig svævende i luften og inhaleres.

Smittens veje

De første skriftlige kilder om kopper er en egyptisk papyrus, nogle hittitiske lertavler og nogle skrifter på sanskrit fra omkring 1500 f.Kr. Mumien af den egyptiske farao Ramses den 5., som døde i 1157 f. Kr., har koppear.

Sandsynligvis spredte sygdommen sig ad handelsruter fra Asien til Mellemøsten. I 600-tallet bragte muslimske erobrere smitten til Nordafrika. Da de i 710 nåede Andalusien på den iberiske halvø, fik sygdommen fodfæste på det europæiske kontinent. I middelalderen hentede europæiske korsfarere selv sygdommen med hjem fra Det Hellige Land til deres europæiske hjemlande. Koppesygdommen nåede formentlig Danmark i 1200-tallet.

Da portugiserne i 1400-tallet koloniserede dele af Vestafrika, bragte de kopper med sig til Afrika syd for Sahara, og derfra kunne afrikanske og europæiske slavehandlere eksportere smitten til Caribien, Centralamerika og Sydamerika. Her lykkedes spaniernes og portugisernes erobring til overflod. De få hundrede soldater havde aldrig formået at nedkæmpede de krigsvante indfødte – men disse folkeslag var immunologisk naive over for koppevirus. Kopper (og mæslinger) tog formentlig livet af op mod 90 procent af den oprindelige befolkning.

I 1600-tallet bragte europæiske nybyggere koppesmitten til Nordamerika, og i det efterfølgende århundrede udbredte engelske opdagelsesrejsende sygdommen til Australien.

Den britiske hær brugte i 1700-tallet kopper til biologisk krigsførelse mod de nordamerikanske indianere ved at uddele sengetøj fra koppesmittede. Dødeligheden ved de efterfølgende koppeudbrud var ca. 50 procent.

Smitsomme sygdomme rammer hårdest blandt fattige, som bor tæt og under dårlige hygiejniske forhold. Men kopper var en demokratisk sygdom, som på grund af sin virulens smittede både i hytte og på slot, og adskillige fyrster og monarker døde af kopper.

Sejr – efter 200 år

Gennem det meste af historien har behandlingen været baseret på overtro og magi: åreladning, urtemedicin og bøn. Det lysnede først, da man begyndte at inokulere (eller »variolere«) ved at tage pus eller pulveriseret sårskorpe fra patienter med et mildt angreb og gnide dem ind i et snit i huden på raske modtagere (eller lade dem indsnuse pulveret). Det fremkaldte en mild infektion, hvorefter modtageren var immun. Det kunne dog hænde, at den inokulerede døde.

Englænderne var de første europæere, der i 1700-tallet begyndte at inokulere, efter at de havde lært det fra landsmænd, der havde set det i Osmannerriget. Risikoen for at dø var dog med til at holde liv i en folkelig skepsis, som først begyndte at lette, efter at den engelske læge Edward Jenner i 1796 opdagede en vaccine, der med svækket koppevirus udløste et mildt angreb, hvorefter den vaccinerede var lige så immun som de, der havde haft sygdommen og overlevet. Fra begyndelsen af 1800-tallet indførte flere og flere lande koppevaccination, men endnu i 1967 blev mellem 10 og 15 millioner smittet med kopper.

Samme år indledte WHO en global vaccinationskampagne for at udrydde sygdommen, og ti år senere var det kun på Afrikas Horn, at kopper endnu havde fodfæste. Det sidste kendte, naturlige tilfælde blev registreret i Somalia i 1977.

I 1980 erklærede WHO kopper for udryddet. Efter 200 års indsats blev kopper hermed den første menneskesygdom, som det er lykkedes at fjerne helt fra Jordens overflade.

Kan det ske igen?

Beviset for WHO-indsatsens massive succes er den kendsgerning, at næsten ingen i dag overhovedet er klar over, hvor forfærdelig en sygdom, det var.

Det kan ikke helt udelukkes, at mareridtet kan vende tilbage. Virus findes fortsat i velbevogtede og sikrede laboratorier i både USA og Rusland, og når de er så velbevogtede, skyldes det frygt for, at terrorister skal få fingre i virusset. Og i lyset af Ruslands krig mod Ukraine skal man nok heller ikke se helt bort fra muligheden for, at et russisk styre, hvis det bliver desperat nok, kan overveje det utænkelige.

Også den globale opvarmning giver anledning til panderynker hos nogle forskere. For nogle år siden rapporterede russiske medier om et udbrud af miltbrand i Sibirien. I takt med, at permafrosten tør op, dukker kadavere op af dyr og mennesker, som i lange tider har været dybfrosne. Nogle af kadaverne indeholdt miltbrand, som smittede mindst 24 mennesker, som måtte indlægges.

I det samme område blev befolkningen i 1890’erne ramt af en koppeepidemi, der udryddede næsten halvdelen af byen Salekhards befolkning. Hundreder af lig blev i hast begravet, og begravelsespladsen er allerede under hastig optøning.

Måske vil vi snart finde ud af, om koppevirus kan overleve 140 års dybfrost. Og hvis det er tilfældet, vil virusset få frit løb, for ingen er blevet vaccineret mod kopper siden cirka 1980. Det er godt at vide, at man er immun, hvis man er over 45; yngre generationer, som måtte møde koppevirusset, kan i værste fald ende i den samme situation som de oprindelige sydamerikanere.