Andreas Folke Thybo har skadestuevagt på Bornholms Hospital. En vagt, der byder på traumer og frakturer, en beruset patient samt en snak om mærkelige lugte i gamle huse. Andreas Folke Thybo er i sit førsteår af hoveduddannelsen i almen medicin.
6:20: Vækkeuret ringer, og jeg står op og laver kaffe, mens min forlovede sover videre. Jeg spiser havregrød, mens jeg lytter til en amerikansk podcast om akutte rygsmerter – en hyppig problemstilling i både akutmodtagelsen og i praksis. Jeg går de ti minutter fra vores hus til hospitalet, stadig med podcast i øret.
8:00: Morgenkonference på kirurgisk afdeling. Nattevagten gennemgår det seneste døgns indlæggelser, og en af vores KBU-læger præsenterer konceptet »månedens supervisor«. Det er et initiativ fra Yngre Læger med det formål at fejre de læger, som er gode til at lære fra sig.
8:20: Røntgenkonference med ortopædkirurgisk bagvagt og radiolog. Vi gennemser det seneste døgns røntgenbilleder, og ortopædkirurgisk bagvagt godkender eller retter notater. Efter det lokale diskotek har fået sat en boksemaskine op, har vi set flere 5. mellemhåndsknoglefrakturer. Vi drøfter, om vi burde lave en optælling.
9:30: Dagens første skadestuepatient. En mand, som har fået lavet nyt knæ for to dage siden. Det er begyndt at bløde fra cikatricen. Vi er opmærksomme på øget risiko for infektion, så længe blødning pågår, så han får lagt kompression og får tid til opfølgning i vores ambulatorium den efterfølgende morgen.
10:00: Mand med tiltagende smerter i større hævelse lige under huden på den ene balle. Med ultralydsapparatet kan jeg se en kapsuleret proces med septae. Jeg lægger lokalbedøvelse over processen og inciderer. Der kommer rigeligt blandet friskt og gammelt blod, og patienten oplever umiddelbar smertelindring, så det var åbenbart et hæmatom og ikke en absces.
11:00: En ældre herre er faldet i aftes og har slået hånd og hoved. Han har heldigvis ikke haft symptomer på hjernerystelse, men han har en udisloceret fraktur i 5. finger, hvor han allerede har kuskefinger. Han har ikke smerter og har fin gribefunktion, så vi bliver enige om ikke at behandle. Patienten får fast prednisolon, men ikke er udredt for osteoporose, så jeg tilråder, at han opsøger egen læge. Skriver epikrise.
11:30: Endnu et hovedtraume. Patienten er snublet på arbejde og har stødt hovedet mod en skarp kant og har fået en større flænge over højre bryn. Jeg kan næsten se ned til kraniet. Vi lokalbedøver og renser såret godt op. Jeg bruger ekstra tid på at suturere, og både patienten og jeg er tilfredse med resultatet. Hustruen kan observere ham derhjemme for symptomer på hjernerystelse.
12:00: En kollega fra sengeafsnittet har grusfornemmelse og smerte i højre øje. Jeg fjerner et langt hårstrå fra hendes øje, og ved farvning ses flere små opladninger under UV-lys. Derfor forebyggende chloramphenicolsalve til en uge.
12:20: Jeg går i kantinen med min kollega, og mens vi spiser, snakker vi om udredning af akutte rygsmerter. Der er et fantastisk sammenhold mellem de yngre læger på hospitalet, og vi plejer at spise frokost sammen på tværs af afdelingerne.
12:40: Der er ikke kommet nye patienter, så jeg har tid til at sidde og snakke med skadessygeplejersken. Vi bor på samme gade i Rønnes gamle bydel, hvor alle husene er opført i slutningen af 1800-tallet, og vi taler om de mærkelige lugte, der kan være i gamle huse, og om hvor svære de kan være at varme op. Min forlovede, som er KBU-læge på kirurgisk afdeling, kigger forbi modtagelsen og hilser på. Selvom hun har fri, vil hun lige følge op på en patient.
13:40: En ældre kvinde kommer ind, obs hoftefraktur. Hun er faldet på plejehjemmet til middag, og hun har været hallucinerende i nat. Hun er næsten smertefri i hvile, men det viser sig, at hun har en højresidig hoftefraktur, som bekræftes på røntgen. Familien ønsker helst ikke indlæggelse eller operation, og min bagvagt kommer ned i modtagelsen til en samtale med familien. Vi bliver enige om, at patienten indlægges til osteosyntese. Hun bliver opereret senere samme aften.
14:00: Mens jeg venter på røntgenbilleder og blodprøver, svarer jeg på mails og følger op på indlagte patienter.
15:00: En dreng kommer sammen med sin mor. Han har spillet stikbold, og den ene finger gør ondt og er hævet. De er bange for, at den er brækket. Jeg undersøger hånden; på trods af hævelsen kan han fint knytte hånden, og røntgen bekræfter, at den ikke er brækket. Han får besked på at passe lidt på med stikbold de næste par dage.
15:30: En mand med hovedtraume og en promille på 3,8 er snublet og har slået hovedet. Han bløder fra brynet. På grund af beruselsen er det vanskeligt at gennemføre en ordentlig neurologisk undersøgelse på patienten for at afklare, om der er tegn på hjerneblødning eller hjernerystelse, så vi vil gerne indlægge ham til observation. Der er brug for meget pædagogik, når man skal tale med en patient, der er så fuld, men heldigvis er der ikke andre patienter. Som vi desværre ofte ser med patienter i den tilstand, går han hjem, på trods af at vi insisterede kraftigt på indlæggelse.
16:00: Strømmen af patienter tørrer efterhånden ud. Jeg ser lidt flere skader og overdrager vagten til min afløser.
18:00: Jeg går hjem med endnu en podcast i ørene, denne gang om binge eating – en af de spiseforstyrrelser, som patienter kommer med i almen praksis med henblik på at blive udredt. Podcast er perfekt til mig, det kan jeg overkomme, når jeg gerne vil opdateres, men ikke har tid til at sidde og læse bøger. Min forlovede og jeg laver mad: stegte fiskefileter med råkost. Hun er højgravid og vil kun spise fisk, så jeg får råkosten for mig selv.
19:00: Vi går en aftentur for at se på byens lys i de hyggelige krogede brostensbelagte gader med kirke og bindingsværkshuse, som vi har lige uden for vores dør.
20:00: Ser film. Vi har en tradition med at se alle Ringenes Herre-film én gang om året, og nu er vi nået til nummer 2.
22:00: I seng. Vi er vanemennesker, og vi begynder som regel at gabe på samme tid hver dag.
