»Jeg kommer med fred«.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) kiggede ud over forsamlingen i det store auditorium i Bella Center, smilte fra kind til kind og hev et hvidt flag op, som hun med store armbevægelser svingede fra side til side.
»Det hvide flag er min måde at sige tak på«, fortsatte hun henvendt til PLO-formand Jørgen Skadborg på første række.
»Tak til dig, Jørgen for en tillidsfuld og konstruktiv dialog. Vi er blevet enige om retningen, og vi har taget et stort og vigtigt skridt sammen«.
Ministerens indledende flaggimmick var selvfølgelig udsprunget af striden om lovpakke 2b om almen praksis, som med Jørgen Skadborgs indledende ord havde medført udbredt mistrivsel blandt landets praktiserende læger. Men med forståelsespapiret er tilliden genoprettet mellem PLO og ministeren, og »om ni dage bliver det nye og bedre lovforslag fremsat i Folketinget – og det er godt«, som Sophie Løhde sagde.
Og det med, at »det er godt«, er tilsyneladende ikke kun ministerens opfattelse. I hvert fald havde Jørgen Skadborg tilkendegivet, at »reformen nu bevæger sig i en retning, som vi praktiserende læger kan se os selv i«.
Temaet for dette års lægedage - mental sundhed – fylder i de praktiserende lægers hverdag, og spillede naturligt nok også en hovedrolle i åbningstalerne til lægedage.
Som Jørgen Skadborg sagde:
»Vi mærker det hver eneste dag i vores konsultationer. Hver eneste dag møder vi mennesker hvis psykiske mistrivsel påvirker deres fysiske helbred«.
PLO-formandens klare budskab var, at almen praksis kan tage et større ansvar for at hjælpe patienterne – »når vi får bedre rammer og bliver flere«.
En væsentlig styrke er kontinuiteten og kendskabet til patienterne.
»Vi kan tage den samtale, der gør en forskel. Jo tidligere vi erkender problemerne, des bedre kan vi hjælpe«.
Sophie Løhde erkendte i sin tale, at det er med psykiatrien som med satsningen på det nære sundhedsvæsen. Der er blevet talt og talt om det i årevis, men uden der har været reel handling. Det er der nu. Med sundhedsreformen og tiårsplanen for psykiatrien bliver begge områder styrket betragteligt.
For i dag er det reelt ikke tilfredsstillende, erkendte Sophie Løhde:
»Nogle af de patienter, I får flere af, er patienter med psykiske udfordringer. Desværre oplever I for ofte, at der mangler tilbud i psykiatrien, og at der mangler ressourcer. Og patienten ender med at blive taberen«, sagde hun og fortsatte:
»I dag er der alt for mange patienter, der oplever at vente alt for længe med det resultat, at de bliver endnu mere syge undervejs. Det er især ulykkeligt, når vi oplever, at det sker for børn og unge, som vi har et særligt ansvar for«.
Ministeren kvitterede for de praktiserende lægers vilje til at spille en større rolle i behandlingen af patienterne og priste kontinuiteten i konsultationslokalerne.
»For jer er kontinuitet ikke bare et ideal. Det er en arbejdsform«.
Almen praksis vil i det hele taget komme til at spille en langt større rolle i sundhedsvæsenet, lød de ministerielle forsikringer gentagne gange fra talerstolen. Retningen er klar, omend der vil komme »bøvl og bump på vejen«.
»Jeg vil gerne slå tre ting fast: PLO er og vedbliver at være en central sparringspartner. I skal blive ved med at være selvstændige erhvervsdrivende, og I vil få markant flere kolleger«, sagde Sophie Løhde.
Det var netop de bump, Sophie Løhde nævnte, den efterfølgende debat handlede om. Et af de helt store bump er afviste henvisninger og manglende tilbud, mente paneldeltagerne. DSAM’s formand Bolette Friderichsen skønnede, at omkring 30 procent af de henvisninger, der bliver afvist, relaterer sig til psykisk sygdom.
Jacob Klærke (SF), formand for Danske Regioners psykiatri og socialudvalg og selv speciallæge i børne- og ungepsykiatrien, efterspurgte psykiatriske tilbud, der er lige så let tilgængelige som rygestopkurser og motionshold, for patienter, der ikke nødvendigvis har fået en ADHD- eller autisme-diagnose, hvor de kan få værktøjer til og forståelse for deres udfordringerne.
Bolette Friderichsen efterspurgte ligeledes nonfarmakologiske tilbud i kommunerne til dem, der ikke er svært syge og mente ikke, at en diagnose burde være nødvendig for at modtage sådan et tilbud. Det gav klapsalver fra salen.
Jane Alrø Sørensen, generalsekretær i Bedre Psykiatri sammenlignede det med kræftpakker, hvor den praktiserende læge jo heller ikke bliver bedt om at vurdere, om det er spiserørskræft eller tarmkræft for at kunne sende en patient i kræftforløb.
»Det er spild af jeres kostbare tid, og det er uartigt over for patienterne«, mente hun til salens klapsalver.
PLO’s formand Jørgen Skadborg ville gerne tale mindre om diagnoser og i stedet mentale funktionsproblemer. For det er dem, der skal adresseres, sagde han.
»Det er spild af jeres kostbare tid, og det er uartigt over for patienterne«Jane Alrø Sørensen, Bedre Psykiatri
»Vi praktiserende læger er kanariefugle i kulminen. Vi opdager den gas, som ikke er sund. Nu sker der noget med børn og unge. Måske er det de sociale medie, måske er det skolevæsnets indretning. Det skal vi tale højt om, og forhåbentlig har vi politikere, der gør noget ved det«, sagde han.
Peder Hvelplund (EL), sundhedsordfører og psykiatriordfører samt medlem af folketingets sundhedsudvalg, pegede på de manglende tilbud for almen praksis at henvise til og sagde:
»Det er meget smukt at se, at sundhedsministeren står med et hvidt flag. Jeg vil opfordre hende til at tage det med til forhandlingerne. For den store udfordring er, at der også skal være tilbud at henvise til«, sagde han og efterlyste flere investeringer i den kommunale del af opgaveløsningen.
Jane Alrø Sørensen kaldte praktiserende lægers rolle for »tovholdere«, men reelt er de »rebbærere«, sagde hun.
»Der er ikke nogen, der har den anden ende af rebet«, sagde hun og efterlyste flere penge til 10-års planen for psykiatrien.
Her kom Peder Hvelplund ind på den gruppe borgere, der bliver henvist, men ikke møder op og derfor bliver afsluttet. Han efterlyste større sammenknytning af systemerne.
Det ledte paneldebatten over i sammenhængen mellem somatik og psykisk sygdom. Bolette Friderichsen pegede på, at patienter med psykisk sygdom har svært ved at mærke deres krop og finde rundt i samfundet. Derfor kommer de sjældnere til lægen og dør 15-20 år før andre.
Jane Alrø Sørensen pegede på, at sundhedsvæsenet ikke er særligt godt indrettet til patienter, der både har psykisk sygdom og fejler »alt muligt andet”, og hun fortalte, at psykisk syge har ringere udbytte af pakkeforløb. Hun efterlyste »efteruddannelse, efteruddannelse, efteruddannelse« til praktiserende læger i håndteringen af psykiske syge patienters somatik.
Jørgen Skadborg efterlyste på sin side mere tid i almen praksis til at tage de skæve patienter alvorligt, når de henvender sig, også selvom de kan være ’besværlige’. Og når de ikke henvender sig, var panelet enige om, så skal civilsamfundet og kommunerne hjælpe til.
Panelet blev slutteligt spurgt, hvad almen praksis kan blive bedre til i forhold til patienter med psykiske udfordringer. Her nævnte paneldeltagerne samtaler med patienterne, tættere samarbejde med lokalpsykiatrien, bedre støtte til pårørende, bedre brug af civilsamfundet og bedre samarbejde med hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien.
Ordstyrer Nynne Bjerre Christensen sluttede af med at konstatere:
»Der er fast arbejde til almen praksis 10, 20, 30 år frem«.
