Skip to main content

En plads i Overlægeforeningens bestyrelse - er det noget for dig?

Connie Lærkholm Hansen og Lise Møller & Medlemmer af Overlægeforeningens bestyrelse

1. nov. 2005
2 min.

Og hvad er svaret - det er bl.a.:

  • At det er spændende at være med til at påvirke sundhedssektorens udvikling

  • At få indflydelse på egne arbejdsvilkår i bredeste forstand

  • Fællesskabet og dialogen med andre lægepolitikere

  • At vi ikke kan lade være

Hvordan foregår det så, og hvor lang tid bruger vi reelt?

Som medlem af bestyrelsen er det, der tidsmæssigt fylder mest, de månedlige bestyrelsesmøder og forberedelsen til disse. Et til to af de årlige bestyrelsesmøder udvides til et weekend-internatmøde, hvor større emner kan tages op.

Ud over bestyrelsesmøderne kan man deltage i arbejdsgrupper/udvalg enten i Overlægeforeningen eller i Lægeforeningen. En stor del af dette arbejde foregår elektronisk.

Bestyrelsesmedlemmerne deltager i Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde i august, i FAS' repræsentantskabsmøde i november og i Lægemødet i maj måned.

Alle disse møder har ud over det lægepolitiske indhold et stort kollegialt og socialt element, hvilket er af betydning for politikudvikling, men også til stor glæde for os selv.

Sidst men ikke mindst, er man som bestyrelsesmedlem bindeled mellem 1-2 amtsrepræsentanter og Overlægeforeningen.

De emner, vi arbejder med, er fx:

  • Gennemførelse af den ny speciallægeuddannelse

  • Overlægerollen og lægelig ledelse

  • Indførelse og diskussion af Ny Løn

  • Overenskomstforhandlinger

  • Hvordan skabes et godt fagligt miljø og et godt arbejdsmiljø i de funktionsbærende enheder?

  • Den fremtidige struktur i sundhedssektoren og sundhedspolitik i øvrigt

Den fremtidige struktur i både Overlægeforeningen, FAS og Lægeforeningen

Vi synes, bestyrelsesarbejdet er interessant og inspirerende, og det smitter også af på den afdeling, hvor man selv arbejder.

Muligheden for at bringe de sidste politiske nyheder ind i afdelingen bringer på denne måde også debatten ud på de lokale sygehuse og kan være årsagen til, at flere overlæger engagerer sig i fagpolitik, både til gavn for sig selv og andre.

Der skal til august vælges to medlemmer. Vi kan varmt anbefale, at alle overlæger overvejer at stille op til Overlæge-foreningens bestyrelse.