En psykiatrisk analyse af »Joker«

I den seneste film fra Batman-universet er det superskurken Joker, der er hovedpersonen. Det er ottende gang, at han portrætteres i en (amerikansk) film siden sin første optræden i 1960'erne. Jack Nicholson og Heath Ledger er de mest kendte Joker-personificeringer – begge i biroller.

Jack Nicholson viser i 1989 en excentrisk kriminel med en sadistisk form for humor. Han har et oppustet, grandiost selv, og han tåler ikke, at andre er i fokus. Han bruger volden til at få magt, kontrol og fornøjelse. Hans figur var velplaceret i 1980'erne med dette årtis selvforherligelse og praleri. Diagnostisk kan han nok bedst beskrives som havende en dyssocial personlighedsstruktur med narcissistiske træk.

Heath Ledgers version fra 2008 er på sin vis mere skræmmende. Her personificeres skurkens ønske om totalt anarki – herunder destruktion af metropolen Gotham. Han kender forskel på rigtigt og forkert og forfølger sine mål uanset de smertelige konsekvenser for sig selv eller andre. Han er mere end dyssocial, han en ondskabens personificering.

Joaquin Phoenix' Joker er den psykiatriske patient Arthur, der får syv slags psykofarmaka og nu går i »counseling«. Han er et adoptivbarn, der har været udsat for uhyrlige traumer i barndommen. I filmen ser vi den gradvise opløsning af hans humanitet foranlediget af tab af arbejdsidentitet, svigt fra støttepersoner, ophør af psykiatrisk behandling og sociale provokationer.

Helt fra starten ser vi Arthur som sjusket, aparte, socialt isoleret, usympatisk og næsten frastødende. Han har et sardonisk smil og en latter, der lige så godt kunne være gråd. De ufrivillige emotionelle udbrud kunne rubriceres som F48.2 pseudobulbar affekt. Ifølge beskrivelsen af denne sjældne tilstand er latterudbruddene inkongruente med den underliggende følelse, de er ofte generende for personen selv, og de giver sociale problemer.

I filmen giver latterudbruddene Joker et socialt handikap, men selv om han er sig ganske bevidst, at han har været anderledes, siden han var barn, synes han ikke selv at være generet heraf. Han gemmer sig ikke væk – men drømmer om at blive stand-up-komiker. Hans egen humoristiske sans er barok. I en skøn scene, hvor han er tilskuer til en anden stand-up-komiker, ler han asynkront med resten af publikum – såvel dem i natklubben som dem i biografen. Hans egne vittigheder – beskrivelser af egen ulykke – er ikke sjove, da de ikke opfylder det vigtigste budskab i den genre: Stand-up = smerte + tid. Han er stadig i sin smerte.

På samme tid som Arthur ler ad en dværg, er han velmenende over for sin moder og børn. Han evner ikke at være i en varig meningsfuld relation med en voksen. Hans kommunikationsform er for bizar: Han holder blikket for længe, og han har usædvanlige kropspositurer og ansigtsudtryk, der passer fint til klovnefiguren, men ikke til et virkeligt menneske. Hans afvigelse hindrer ham i en naturlig socialisering, der gør ham yderligere udskudt, så han også mister muligheden for at forbedre sine sociale færdigheder.

Da Joaquin Phoenix' Joker til sidst er skubbet helt ud af samfundet (og er ophørt med at tage medicin), bliver han voldelig. Han søger ikke dominans som Jack Nicholson, han søger ikke spænding og samfundsopløsning som Heath Ledger. Hans drab synes at være impulshandlinger – for at forsvare sig – for at overleve. Selv modermordet – også kaldet det skizofrene mord – synes ikke at være velplanlagt. Efter mordene føler Arthur ingen skyld – ingen følelser overhovedet (manglende empati er ikke kun allokeret til den dyssociale psykopat). Hans følelsesløshed kan lede tankerne hen på emotionel anæstesi »numbness«, som det ses hos mennesker med PTSD, idet han måske har lært denne overlevelsesmekanisme under barndommens pinsler.

Han drømmer sig til en relation med en yngre kvinde, men vi opdager, at det ikke er virkelighed. Filmen slutter – som før den begyndte – under en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Det kan give overvejelser over, om de grandiose oplevelser, hvor han hyldes af hundredvis af mennesker – klovneklædte som han selv – måske også har været en del af hans psykose.

Joker er en psykisk syg mand med vrangforestillinger og hallucinationer, han er socialt isoleret og har bizar adfærd, kropsholdning og humor. Han har ikke noget eget mål med sit liv, han har en infantil drøm om faderlig omsorg og beundring, og han har svært ved at følelsesdifferentiere. Hans notesbog har mærkelige skriblerier med privat logik som: »I hope my death will make more cents than my life«. Hele denne gestalt leder tankerne hen på skizofreni, fra dengang vi stadig brugte autismebegrebet til at forstå sygdommen.

Gothams samtidige opløsning forstærker oplevelsen af Jokers sammenbrud, ligesom man omvendt med en social-antropologisk tilgang kunne se Jokers kollaps som et billede på samfundets forfald. Måske er det derfor, at denne film er gået så rent ind hos anmeldere og publikum i 2019? Vold, ødelæggelse og opløsning af samfundsstrukturen, som vi kender den, fylder givet mere i offentlighedens bevidsthed nu end i 1980'erne. Vi søger en forståelse for genesen til ondskab og destruktion, og den får vi i Joker. Samme tendens ses i de mange serier på streamingtjenesterne, hvor der fortælles om massemorderes tilblivelse. At ondskab avler ondskab, ved vi læger, men det synes stadig ikke at være almindeligt kendt. Også politiske beslutninger (f.eks. udvidelse af strafferammer) viser uvidenhed på dette område.

Kunne vi have undgået forværringen i Arthurs sygdom og al den ødelæggelse, der fulgte? Filmen kommer med et forslag til et svar: »Does it help to have someone to talk to?«, spørger terapeuten, og Arthur svarer: »I felt better when I was locked up in the hospital«. Svært psykisk syge mennesker har måske helt andre behov, end vi – med alle vores gode intentioner – kan forestille os.