Skip to main content

En slankere og skarpere model

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

10. feb. 2012
3 min.



Læger vil gerne være endnu bedre til deres job. Men i efteråret markerede mange af dem gennem underskriftsindsamlinger og åbenhjertige avisinterview, at vejen i kvalitetsarbejdet kan være så snoet og lang, at målet tabes af syne undervejs.

Kort sagt: Rigtig mange læger er trætte ind til benet af dobbeltregistreringer og af meget omfattende indtastning af data, hvis dybere formål fortoner sig. Oven i det slås mange med it-systemer, som er en prøvelse for selv den mest besindige internmediciner.

En del af kritikken retter sig mod giganten i kvalitetsarbejdet: Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM). Nu er version 2 - en lidt slankere model - på vej. Hvis den skal vinde større popularitet i lægegruppen end første udgave, er det helt afgørende, at sygehusene og sundhedspersonalet får mulighed for at stille skarpt på patientnære forhold og faglig kvalitet i de kommende akkrediteringsrunder. Den faglige mening i kvalitetsarbejdet skal stå klart for de tusinder af mennesker, som hver dag skal høste de nødvendige data.

En forudsætning for det er, at regeringen og regionerne tænker kvalitetsprojekter som DDKM, Det Nationale Indikatorprojekt og de kliniske databaser sammen med udviklingen af nationale kliniske retningslinjer.

I dag kan man have den oplevelse, at standarderne i DDKM har deres eget liv i en særlig boble, hvor det forudsættes, at medarbejdere i sundhedsvæsenet både har overskud af tid og en glubende interesse for procesmål. Det er nok de færreste læger, der oplever deres egen virkelighed sådan.

Mange standarder har ikke den nødvendige berøring med den kliniske hverdag og lægers naturlige fokus: Hvad er resultatet for patienten? Den store udfordring bliver at få DDKM til at indgå som en naturlig del af lægers arbejdsdag. Derfor skal den også tænkes ind i de kommende nationale kliniske retningslinjer. De vil definere de faglige målepunkter, som vil angive reel kvalitet i behandlingen, og som DDKM bør baseres på.

Mere gennemtænkte it-løsninger er nødvendige. Både pc'er og it-infrastrukturen skal være tidssvarende. Slut med at vente, slut med at taste det samme igen og igen, slut med systemer, som pludselig lukker ned. Regioner og den nye dokumentationsstyrelse skal prioritere at give sundhedsprofessionelle it-redskaber, der er så effektive, at de f.eks. kan høste de nødvendige data til kvalitetsarbejde direkte fra patienternes journaler.

Åbenlyse tåbeligheder skal naturligvis stoppe. Her tænker jeg på dobbeltarbejdet i Region Hovedstaden, som slider sit personale ved at holde på to heste. Det er på høje tid, at den dropper Joint Commission og bruger energien på én model, nemlig DDKM.

Lægeforeningen er en stærk tilhænger af kvalitetsarbejde. Hvis læger vil være bedre til at behandle, er vi nødt til at finde ud af, hvad der fører til de bedste resultater. Der er ingen vej udenom. Vi skal også selv aktivt engagere os i, at arbejdet giver resultater, som læger kan bruge i deres dagligdag. Nu ser vi i første omgang frem til en ny dansk kvalitetsmodel, som er både slankere og skarpere.