En stærk stemme til læger er afgørende, hvis sundhedsreformen skal fungere

Så kom den endelig, sundhedsreformen. Vi har hørt meget om alle forsinkelserne og de politiske skænderier i kulissen og mindre om indholdet gennem de seneste måneder. Men nu står vi så med regeringens 144 sider store plan for vores fælles sundhedsvæsen, og den har både en forside og en bagside.

For at starte med forsiden er det positivt at opleve, at regeringen har taget opgaven med at styrke det nære sundhedsvæsen alvorligt. Der kommer flere praktiserende læger, og de praktiserende speciallæger skal behandle flere patienter. Tak for det. Det er rigtig godt.

Det skal også være slut med, at nogle kommuner leverer sundhedsydelser, som er for dårlige. Sundhedsministeren har ligefrem omtalt indsatsen som en specialeplan for kommunerne. De skal levere ydelser af høj kvalitet – alle sammen. Det er også godt. Det ville dog være endnu bedre, hvis regeringen skruede op for ambitionerne. Det dur ikke, at planen kun skal gælde for udvalgte sygdomme. Alkoholbehandling er f.eks. ikke på listen, hvilket er helt uforståeligt, for her er meget at hente. Vigtigt er også at give Sundhedsstyrelsen muskler nok til sikre kvaliteten.

Bagsiden ved reformen er, at patienter, læger, sygeplejersker og andre kolleger i sundhedsvæsenet nu kommer til at opleve en tid, hvor masser af ressourcer vil blive brugt på at omkalfatre sundhedsvæsenet. De folkevalgte i regionsrådene afløses af en bestyrelse. Der etableres en ny national myndighed, Sundhedsvæsen Danmark, og der oprettes 21 såkaldte sundhedsfællesskaber. Det er en stor øvelse, som kommer til at tage tid fra patienterne, og som desværre har en indbygget risiko for, at administratorer og teknokrater får større magt. Det er en risikabel kurs uden garanti for forbedringer.

Vi kommer til at kæmpe for, at læger får den stemme, der er nødvendig. Det er dybt bekymrende, at kun ét ud af seks medlemmer af bestyrelsen for de sundhedsforvaltninger, der afløser regionerne, skal have stærke sundhedsfaglige kompetencer. Her ved vi heller ikke, hvordan sundhedsforvaltningerne vil sikre læger i den daglige ledelse. I Sundhedsvæsen Danmarks bestyrelse skal ét medlem ud af 11 have stærke sundhedsfaglige kompetencer. I sundhedsfællesskaberne er der lagt op til en kraftig kommunal repræsentation. At sikre indflydelse til den lægefaglige ekspertise bliver derfor en vigtig og hård kamp.

Mange af os har taget os til hovedet over regionspolitikeres beslutninger gennem tiden. Men med den nye struktur bliver det sværere at placere et ansvar. Det er i det hele taget vanskeligt at finde ud af, hvem der bestemmer hvad i de indviklede konstruktioner, og det er dybt bekymrende. Vi har behov for en klar struktur, hvis sundhedsvæsenet skal fungere.

I det nye udspil er der afsat omkring 6 mia. kr. fra 2020 til 2025 til en nærhedsfond, og det er naturligvis positivt. Men vi savner en melding om, hvad regeringen ellers vil tilføje af midler i kommende finanslove til at imødegå sundhedsvæsenets altoverskyggende udfordring: de mange, mange flere patienter i de kommende år.

Der er brug for flere penge. Vi har i Lægeforeningen for nylig peget på, at sundhedsvæsenets økonomi skal vokse med to procent om året til 2025 for at kunne sikre den nødvendige behandling til de stadig flere patienter. Det er ca. 3 mia. kr. pr. år nu og godt 4 mia. kr. pr. år i 2025. Sundhedsvæsenet har brug for et solidt løft. Den realitet kan man ikke reformere sig ud af.