En tolk kan gøre hele forskellen - men der bliver ikke ringet efter dem

Kvinden taber bogstaveligt talt kæben og stopper sin strøm af tårer.

»Er det muligt?«, spørger hun. På gebrokkent engelsk.

»Ja«, siger børnelægen, mens hun venter på svar.

Og det er ikke til at tage fejl af. Ja tak, kvinden vil gerne have en tolk.

Børnelæge Alexandra Kruse er på vagt på Børnemodtagelsen på Hvidovre Hospital, Afsnit 411. Her skal hun være de næste 12 timer. Der er kun gået en times tid af vagten, da den polske mor triller ind på en ambulancebåre med sin dreng på 20 måneder på skødet. Hun græder. Han ser frisk ud. Drengen bliver triageret af sygeplejersken, og da de efter en times tid kommer ind til undersøgelse hos Alexandra Kruse, er der flere fagter i samtalen end ord.

»Var han sådan her?«, spørger lægen på engelsk og mimer en helt slap og en helt normal side hos drengen.

Det står nogenlunde klart, at drengen var normal, da moren hentede ham i vuggestue. Og normal derhjemme. Lige indtil hun vender ryggen til ham. Da hun igen ser på ham, er han bevidstløs. Og de næste par minutter veksler han mellem bevidstløshed og kramper. Hun går i panik og skriger efter naboer ude på opgangen. Der tilkaldes en ambulance. Men på det tidspunkt er drengen blevet sig selv igen. Det er hun ikke.

»Han var helt ...«, svarer hun grædende og mimer en slap krop afløst af en rystende krop.

Efter et par minutter på den måde stiller Alexandra Kruse spørgsmålet:

»Vil du have en tolk?«.

Cirka syv minutter senere ringer en polsk tolk op. Og fra det øjeblik ændrer konsultationen sig markant.

Lov er benspænd

Brugen af tolke i sundhedsvæsenet har i årevis været et omdiskuteret emne. Debatten dukker op, når der er ny lovgivning eller undersøgelser, der viser konsekvenserne af sprogbarrierer mellem patient og læge. Således har en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder fra 2014 vist, at 48 procent af de praktiserende læger ofte eller af og til bruger voksne pårørende som tolke, og at 20 procent endda bruger børn som tolke. En praksis, der i 2015 blev lovreguleret ved at forbyde brugen af børn under 15 år som tolke.

En anden undersøgelse fra Københavns Universitet fra 2012 viste, at 20 procent af indvandrere, der har opholdt sig tre år i Danmark, oplever behov for tolkning i forbindelse med lægebesøg, og at det samme gælder for 15 procent af dem, der har opholdt sig i landet i syv år eller mere. Behov, der har gjort, at det den 1. juli sidste år blev vedtaget, at netop denne gruppe selv skal betale for tolkebistand. En lov, som Morten Sodemann, speciallæge i infektionssygdomme og leder af Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital kalder et »alvorligt tilbageskridt«, fordi egenbetaling formentlig får patienter til at fravælge tolk:

»Den lov er et bevidst benspænd. Der er tonsvis af evidens for, at patienter, der ikke modtager tolkebistand, oplever flere komplikationer. Der findes myriader af videnskabelige artikler på området. Det er bevidst naivt, når politikerne laver så groft et indgreb i læge-patient-samtalen«, siger forskeren på området.

»Den lov kan have mange alvorlige konsekvenser. Nu er loven så ny, at der ikke er målt på det endnu, men man kan levende forestille sig, at der vil være patienter, som ikke kontakter lægen på grund gebyret eller som kommer for sent i behandling«, siger Line Vikkelsø Slot, ph.d. og chefkonsulent i Ligebehandlingsafdelingen på Institut for Menneskerettigheder.

Nyt studie bekræfter problem

Region Hovedstaden dokumenterer i en rapport, at 37 procent af patienterne med etnisk minoritetsbaggrund selv vurderer, at de har behov for tolk i forbindelse med indlæggelse. Men rapporten viser også, at mange patienter aldrig er blevet informeret om muligheden for at få en tolk. Selvbetalt eller ej.

Det gælder også for den polske mor på Børnemodtagelsen på Hvidovre Hospital. Hun nævner selv fødslen af sin søn som et af de tidspunkter, hvor en tolk havde været oplagt i de ni år, hun har opholdt sig i Danmark. Men hun vidste ikke før i dag, at hun havde ret til en.

»Men jeg var heldig, at der var en jordemoder, der kunne polsk«, fortæller hun om, da hun fødte.

At der sjældent tilkaldes tolke i sundhedsvæsenet, fremgår af et studie foretaget på børneafdelinger på Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital. Undersøgelsen, der er offentliggjort i Danish Medical Journal, viser, at læger oplevede sproglige vanskeligheder i 37 procent af 136 konsultationer med patienter, der ikke har dansk som modersmål. I 44 procent af disse konsultationer, havde sprogbarrieren konsekvenser i form af diagnostisk usikkerhed, ekstra blodprøver, længere konsultationer og vanskeligheder ved at informere og vejlede barn og familie. I ingen af konsultationerne blev der anvendt professionelle tolke. Hyppigst var det familiemedlemmer, som tolkede. Børnelæge Alexandra Kruse er en af forfatterne til artiklen.

»Konsekvensen kan potentielt være, at vi ikke stiller den rigtige diagnose. At vi ikke giver patienterne den hjælp, de skal have. Men det er et komplekst problem at løse. Jeg ved godt, hvor jeg vil hen, men jeg ved ikke nødvendigvis hvordan«, lyder hendes refleksion.

Lang ordstrøm

Konsultationen fortsætter, mens Alexandra Kruse og den polske mor venter på opkald fra tolken. Simple sætninger, fagter og kortfattede svar på engelsk præger samtalen. Lige indtil telefonen ringer. Røret bliver taget af og lagt på skrivebordet. Lægen beder tolken præsentere sig. Forvandlingen er øjeblikkelig. Pludselig kommer en lang ordstrøm ud af munden på den polske mor, der ivrigt forklarer alle detaljer. Alexandre Kruse må afbryde et par gange og bede om oversættelse midt i ordstrømmen. Konsultationen når op på 20-25 minutter, inden børnelægen rykker tættere på moren. Kigger hende roligt i øjnene. Lægger en hånd på hende og siger:

»Det, du har oplevet, ser voldsomt ud«.

Hun holder en pause og venter på tolkens oversættelse.

»Men det er ikke farligt«, fortsætter hun.

I første omgang ingen reaktion fra moren. Da tolken få sekunder senere har leveret det korte budskab, bryder moren øjeblikkeligt ud i gråd.

»Død« er et af de ord, hun får fremstammet på engelsk, mens lettelsen flyder ud af hende i tårer.

Drengen har haft feberkramper, forklarer lægen. Moren skal ikke gå i panik, hvis/når det sker igen. Og hun skal lægge ham på siden og se tiden an. Går der mere end fem minutter med kramper, skal hun søge hjælp igen.

»Da, da«, svarer moren på polsk, mens hun lytter opmærksomt til lægens instrukser gennem den polske tolk.

For den polske mor, der har boet i Danmark i ni år, gælder loven om, at man selv skal betale for tolk efter tre år i landet. Men hun er fritaget for den regel i dag. For tolke til konsultationer, der gælder børn, er gratis. Det var først efter flere indsigelser, at børnekonsultationer blev undtaget. Alexandra Kruse og Dansk Pædiatrisk Selskab var blandt dem, der kæmpede sagen.

Da den polske mor forlader Børnemodtagelsen for at tage hjem med sin dreng, takker hun igen og igen Alexandra Kruse for hjælpen. Og for tolken. Og for at hendes dreng er okay.

#GALLERY

Abort uden at vide det

Men sådan går det ikke altid. Indvandrermedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital har i en rapport fra 2017 analyseret 147 patienter, der var henvist til Indvandrermedicinsk Klinik. Her fandt man, at 64,6 procent af patienterne i diagnose eller behandling havde oplevet et problem, som kunne tilskrives en sprogbarriere. I gennemsnit var der to hændelser pr. patient, men hver fjerde patient havde været udsat for tre eller flere problematiske hændelser. Hver tredje hændelse måtte betegnes som alvorlig eller betydelig.

Blandt patienterne, der beskrives i rapporten fra OUH, er en flygtning på 31 år med talrige henvendelser til vagtlæge og akutte indlæggelser på grund af besvimelser og smerter i bryst, hals og hoved. Men han forlader hurtigt skadestuerne på grund af manglende tolk og forståelse. Det viser sig ved nærmere undersøgelse, at patienten har store lymfeknuder i brystkassen og har sarkoidosesygdom. I rapporten fra OUH hedder det: »Manglende tolk og manglende/ufuldstændig sygehistorie forsinker diagnosen med over et år«.

På samme vis fremgår det af rapporten, at der anvendes tosproget sygehuspersonale som tolke i forbindelse med en indvandrerpatient med kræftsygdom. Det anvendte sygehuspersonale har ikke tolket korrekt med det resultat, at patienten ikke ved, at han har kræft.

»Konsekvenserne ved ikke at bruge tolke kan være alt fra medicinfejl til fejloperationer«, siger Morten Sodemann fra netop Indvandremedicinsk Afdeling.

Han kender endda til en patient, der intetanende vågnede op fra en operation og havde fået amputeret en finger, samt en patient, der fik foretaget en abort, men ikke selv var klar over det, da det var ægtemanden, der havde stået for tolkningen.

»Det informerede samtykke kan man se langt efter, hvis ikke patienten selv forstår lægen«, mener han.

Elefant ind ad døren

Årsagerne til, at der for sjældent bruges tolk i patient-læge-samtaler fremgår af flere undersøgelser. I den seneste fra børneafdelingerne på Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital angiver lægerne primært praktiske årsager som begrundelse for at anvende ikkeprofessionelle tolke. Andre forklaringer er typisk dårlige erfaringer med kvaliteten af det tolkearbejde, de professionelle tolke leverer. I en rapport lavet af Translatørforeningen i 2015 fremgik det, at 92 procent af dem, der benytter tolke i den offentlige sektor, har oplevet mangelfuld tolkning. Og i et studie fra 2017 fra Indvandrermedicinsk Klinik på OUH har forskere talt med 232 dansk-arabisk-tolke. 41 procent har ikke de fornødne kompetencer. Derfor dukker diskussionen om en særlige tolkecertificering jævnligt op i medierne, da sådan en ikke findes i Danmark.

»Det er et stort problem, hvis tolkekvaliteten er for ringe. Reelt er der dermed ikke tale om lige adgang til sundhed. Hvis læge-patient-samtalen er præget af misforståelser, risikerer patienterne at få et ringere tilbud i sundhedsvæsenet, selvom det hedder sig, at vi alle har lige adgang«, siger Line Vikkelsø Slot fra Institut for Menneskerettigheder.

Alexandra Kruse kalder også hendes oplevelser med tolke for »varierende«:

»Det ville helt sikkert være en hjælp, hvis tolkene var certificerede, så vi vidste, hvad det var for en vare, vi købte. Jeg har oplevet kvaliteten som ret varieret. Jeg kan selv en smule arabisk, men nok til, at jeg indimellem har kunnet høre, at ord bliver brugt i en forkert sammenhæng«, fortæller hun.

En anden hyppig årsag til fravalg af professionelle tolke hos praktiserende læger er ifølge rapporten »Lige adgang til sundhed« fra Institut for Menneskerettigheder, at patienten selv har medbragt en pårørende som tolk.

Også Alexandre Kruse oplever jævnligt situationer, hvor patienterne selv forventer, at de må nøjes med en pårørende som tolk. For eksempel havde hun for nyligt en arabisk familie på en voksenafdeling, hvor moren havde underlivsgener. Her var hendes 15-årige søn med for at tolke. Alexandra Kruse måtte forklare, at han ifølge loven ikke måtte tolke for sin mor.

»Han så helt himmelfalden ud. Det kom virkelig bag på ham. Han havde oplevet at være tolk for sine forældre utallige gange. Der kunne lige så godt være kommet en elefant gående ind ad døren. Så overrasket var han«, fortæller hun.

Men:

»Moren virkede meget lettet over, at drengen ikke skulle tolke for hende. Det er en svær situation. Hun ville tydeligvis gerne slippe for, at drengen så hende uden bukser på«, fortæller Alexandra Kruse.

Tolke skal være som stetoskoper

Manglende anvendelse af professionelle tolke kan også have andre årsager. I rapporten »Lige adgang til sundhed« fra Institut for Menneskerettigheder anfører 50 procent af de adspurgte læger, at de gennem deres uddannelse ikke har fået tilstrækkelig træning i brugen af tolke.

Det er også Alexandra Kruses oplevelse, at der er behov for, at læger lærer at bruge tolke som et værktøj blandt mange.

»Som sundhedspersoner skal vi opfatte tolke som at tage en halspodning eller måle blodtryk. Tolken skal være et af de værktøjer, vi har i vores tool box. Sådan, tror jeg ikke, at alle opfatter det. Vi ved godt, at vi kan tilkalde en tolk, men det er passiv viden. Vi skal bruge den viden mere aktivt«, mener hun.

Region Syddanmark har lanceret et e-læringsforløb, der skal hjælpe læger med at bruge tolke. Det har ingen andre regioner gjort endnu.

»Der står i sundhedsloven, at læger skal sikre sig, at patienter forstår informationen. I det ligger at tolke skal bruges som et redskab, der er lige så nødvendigt som et stetoskop eller en skalpel. Det er sygehusejerens opgave at sikre, at redskabet er ordentligt til rådighed. Det har ingen andre end Region Syd gjort endnu«, siger Morten Sodemann, leder af Indvandrermedicinsk Klinik på OUH.

Bøvlet med tolke

På Børnemodtagelsen på Hvidovre Hospital har Alexandra Kruse valgt at benytte sig af en teletolk. En effektiv og billigere måde end at få en tolk fysisk ud. Hun kan godt lide løsningen pr. telefon. Af mange årsager.

»Vi har jo i forvejen travlt i børnemodtagelsen. Vi har op til 60-80 børn igennem på et døgn. Tolk er endnu en ting, vi skal lægge oveni. Inden tolken kommer ud, er vi færdige med konsultationen, eller også skal tolken times med, at vi også får svar på blodprøver og urinprøver. Der er nogle lag i det her, der gør, at der ofte ikke bruges tolk«, siger Alexandra Kruse.

Morten Sodemann genkender lægernes egen skyld i den manglende brug af tolke.

»Der er oparbejdet en holdning blandt læger om, at det er bøvlet med tolke. At de er i vejen. Men det er vores erfaring på OUH, at både patientdiagnostikken og behandlingsforløbet bliver meget lettere og bedre af at bruge tolkene«, siger han.

Telefontolkningen på Hvidovre Hospital kan godt gøre, at konsultationen bliver lidt længere, lyder Alexandra Kruses erfaring. Måske en halv time i stedet for 10-15 minutter, hvad også er tilfældet med den polske mor. Men:

»Fordelen ved teletolk er – ud over at det er billigere og nemmere – at tolken bliver taget mere ud af konsultationen. Patient og tolk kan ikke se hinanden, da tolkningen foregår på medhør. Det gør oplevelsen mere privat for patienten. Hvis jeg skal vælge, er videotolk dog det bedste. Med en videostation kan vi se hinanden men på distance, og under den fysiske undersøgelse kan vi vende kameraet væk”, forklarer Alexandra Kruse.

Det er også erfaringen på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, hvor man siden 2010 udelukkende har anvendt videotolkning. Her oplever man, at videotolkning giver mulighed for, at lægen kan undersøge patienten, uden at tolken ser med, idet kameraet kan slukkes eller vendes ind mod væggen. Desuden er erfaringen, at man med videotolkning opnår kortere og mere fokuserede samtaler. Region Syddanmark har desuden som den eneste region i landet oprettet eget tolkekorps på sundhedsområdet for at komme tolkefejl til livs.

Også et problem blandt danskere

Diskussionen om tolke i sundhedsvæsenet ligger børnelæge Alexandra Kruse på sinde. Løsningen har hun ikke. Måske fordi problemet er større end bare en diskussion om tolke.

»Det her handler i virkeligheden ikke kun om sprogbarrierer. Jeg kan for eksempel have en pæredansk mor, hvor jeg må indlægge barnet, fordi jeg er usikker på, at moren har forstået, hvad hun skal gå hjem og gøre. Det kan skyldes, at hun har sociale udfordringer eller har psykiske problemer. Det kan også være en mor, der er travl erhvervskvinde og kommer mellem to møder og har tankerne et andet sted. Så det er lige så meget et spørgsmål om kultur, som det kan være et spørgsmål om sprogbarriere. Vi kan sagtens have det samme sprog og stadig have helt forskellige udgangspunkter for samtalen« i diagnose eller behandling, påpeger Alexandra Kruse.

Line Vikkelsø Slot fra Institut for Menneskerettigheder peger på, at sprogbarriere såvel som socialklasse blot gør det endnu sværere at være patient.

»Mange har erfaret, at man som patient skal presse på for at få det bedste ud af sundhedsvæsenet. Så hvis du er både sprogligt udfordret og ressourcesvag, er du dobbelt udsat«, påpeger hun.

Morten Sodemann er enig i, at diskussionen om forståelse mellem læge og patient er bredere end forskellige modersmål. Han nævner et stigende antal udenlandske læger i det danske sundhedsvæsen, som kan være svære at forstå for patienterne på grund af accent. Men også etnisk danske læger, der udtrykker sig uforståeligt.

»Mange læger er dårlige til at forklare ting. Også når de taler med danskere. Når der så skal en tolk ind over, kan noget af det blive direkte uoversætteligt. Men det kalder bare endnu mere på yderligere uddannelse af læger i læge-patient-samtalen og brugen af tolke«, siger han.

Og tilføjer:

»Desværre er det en supertanker, der skal vendes«.