Lidt over et døgn med Folkemødet

Denne artikel er opdateret tirsdag d. 16 juni med reportage fra fredagens debatter.
 

Folkemødet i Allinge er en myriade og et monster med sine hundredvis af debatter og meningsudvekslinger, der er lette at drukne i og svære at favne endsige referere. Vi prøver alligevel.

Ugeskrift for Læger rapporterer her fra udvalgte debatter på Folkemødets to første dage, der bl.a. bød på en formandsdebut, en temperaturmåling på sundhedsreformen, et nej tak til vikarer fra helvede og debatter om afviste henvisninger og unge i mistrivsel.

For at illudere lidt folkemødestemning tager vi debatterne kronologisk.

Torsdag kl. 11.00 Formandsdebut

Ved Medicoindustrien og Siemens Healthineers arrangement torsdag formiddag havde Josephine Rathenborg sin folkemødedebatdebut som formand for Lægeforeningen.

Den kendsgerning gav en lidt større velkomstapplaus til hende end til de øvrige paneldeltagere: Lars Gaardhøj, regionsrådsformand for det kommende Region Østdanmark, Mads Koch Hansen, direktør i Medicoindustrien, og Rasmus Møgelvang, hospitalsdirektør på Rigshospitalet.

»Er teknologien svaret på et presset sundhedsvæsen?« lød debattens titel.

Det havde nok været et tidligt bud på Folkemødets største overraskelse, hvis de havde svaret nej. Det gjorde de da heller ikke.

»Dels er der det, at vi har mange opgaver, og der mangler medarbejdere. Så vi er nødt til at bruge teknologi og innovation, som frigør arbejdskraft«, lød det eksempelvis fra Lars Gaardhøj, der også pegede på, at teknologiske løsninger kan og bør være en del af løsningen i forhold til at sikre lighed i sundhed – f.eks. ved geografiske afstande.

Også for Rasmus Møgelvang var det afgørende, at teknologiske løsninger skal afhjælpe reelle problemer.

»Nogle af løsningerne er også, at i stedet for at flytte mennesker, så de bruger tid på landevejen, så skal teknologien flytte viden. Både så patienterne får behandling, der hvor de er, og så personale kan være i de fællesskaber, hvor de kan styrke den faglige viden«, lød det bl.a. fra Rigshospitalets direktør.

Mads Koch Hansen var helt enig i, at teknologi skal bruges således, at det bliver arbejdskraftbesparende, og således at danskerne i højere grad kan blive væk fra sygehusene og i stedet blive behandlet hjemmefra. Men til det formål efterspørger han så også en helt anden indkøbspolitik fra sundhedsvæsenet.

»Der er brug for en strategisk ledelsesinvolvering i, hvordan man køber ind. Indkøbsafdelingerne har gjort det super, super godt i forhold til den opgave, de har haft: at spare 200 mio. kr. årligt. Hvis vi skal løse det herfra, så skal der investeres 200 mio. kr. om året, hvis vi skal have innovativ teknologi, som sparer arbejdskraft og sikrer, at patienterne bliver derhjemme«, sagde Mads Koch Hansen.

Så kom Lægeforeningens nye formand på banen. Teknologi er en mulighed for at udligne ulighed i sundhed – hvis det altså virker. Men hvad angår internetforbindelse, så er der også ulighed i Danmark, og det gør digital overvågning udfordrende. Ligesom hun som læge ikke altid kan stole på de wearables, man kan sætte på patienter, konstaterede Josephine Rathenborg og slog et slag for at huske at være lavpraktisk og ikke tænke, at »one size fits all«.

»Det ville være så dejlig nemt, hvis vi bare alle sammen kunne svare ja til spørgsmålet om, hvorvidt teknologien er svaret på de kapacitetsudfordringer, vi har i sundhedsvæsenet. Men det er jo ikke det, det handler om. Det er et spørgsmål at finde ud af, hvad der passer til den enkelte.

Jeg har patienter med masser af ressourcer, som vil elske at blive behandlet derhjemme, men jeg har også nogle uden så mange ressourcer, som vil finde det dybt utrygt og, afhængigt af hvilken kommune de bor i, måske ikke kan få den samme pleje som inde på sygehuset«, sagde Josephine Rathenborg.

Torsdag kl. 12.00 Reformen har det sådan ok

Hvordan går det egentlig med den der sundhedsreform? Det var indgangsbønnen på PLO’s første debat på Folkemødet i Allinge, »Fra reform til virkelighed – hvem gør hvad anderledes?«. Er den godt i vej, eller er den gået i stå?

Jamen det går generelt set som forventet, lød det fra panelet, der foruden værten, PLO-formand Jørgen Skadborg, bl.a. talte direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker og professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra VIVE.

Det handler derfor mere om, hvilke forventninger man har. Til tempo, rækkefølge og mærkbar effekt for den enkelte patient – og for lægernes muligheder for at skabe sammenhæng for patienterne.

Det er lykkedes at rykke noget på speciallægedækningen og på fordelingen af ydernumre, konstaterede Jakob Kjellberg. Men, sagde både han og Jesper Fisker, reformen er et mangeårigt projekt – 10-20-årigt, sagde Kjellberg – hvor der først skal flyttes rundt på strukturer og rammer, før den for alvor kan mærkes af patienterne.

Og det samme gælder sådan set for de praktiserende læger, sagde Jørgen Skadborg. Ambitionen om 5.000 praktiserende læger giver en grundlæggende optimisme. Men selv om der er skruet op for uddannelseskapaciteten, så er antallet af praktiserende læger siden reformens vedtagelse blot steget fra 3.400 til 3.500. Så der skal skrues yderligere op, konstaterede PLO-formanden.

Han var enig i, at der er bevægelser i den rigtige retning – men for den enkelte praktiserende læge kan det føles overvældende, anførte Jørgen Skadborg.

Debatten havde derefter bl.a. fokus på afviste henvisninger – dem vender vil tilbage til i en senere debat – og på de kommende 17 sundhedsråds rolle i at sikre sammenhæng for patienterne i en fremtid med et mere nært sundhedsvæsen.

Det bliver nemlig, konstaterede flere i panelet, i meget høj grad op til rådene at skabe den af de ellers tilfredse patienter så efterlyste sammenhæng.

Og rådene skal lykkes med den opgave, lød det samstemmende fra panelet – for hvad er alternativet, spurgte Jakob Kjellberg. Kommuner og regioner er ikke lykkedes med det, og det er jo netop en sammenhængsproblematik mellem sektorerne, der skal løses, sagde han.

Jesper Fisker anførte, at rådene er »en forudsætning for, at reformen lykkes, og han opfordrede rådene til i deres arbejde at tage afsæt i konkrete patientforløb, fordi det er en effektiv måde at løfte opgaven med at skabe sammenhæng, og det tilsluttede Jørgen Skadborg sig:

»Patienterne er ligeglade med, hvad der har magten«, konstaterede han.

Mens Jakob Kjellberg var nervøs for, at der vil gå »sognerådspolitik« i rådene, så solidariteten mellem store og små byer går fløjten, konstaterede Jørgen Skadborg, at det nye i forhold til tidligere forsøg på at skabe sammenhæng er, at der denne gang følger penge med. Nu bliver »kommunerne og regionerne nødt til at komme op af skyttegravene«, lød hans håb.

Hvis ikke det lykkes, så ved han godt, hvor patienterne ender:

»Når patienterne oplever manglende sammenhæng, ender de med at sidde hos os. Og vi vil også gerne være tovholdere, men så skal der også være nogen, der holder fast i den anden ende af tovet«, sagde PLO-formanden.

Torsdag kl. 14.00 Vikarer fra helvede – og fra himlen

Vikarer fra helvede – nej tak. Lægefaglige kolleger, der er en del af teamet – ja tak.

Sådan lød to centrale udsagn på Overlægeforeningens debat »Sådan får vi flere læger til udkanten«. Både de vikarierende læger eller lægerne på de sygehuse, de er på en dag eller to om ugen, ønsker sig en ordning, hvor de udefrakommende læger får en rolle i det lokale team og bliver en del af udviklingsarbejdet på sygehuset.

Sådan er situationen for Hanne Krarup Christensen, der er professor og overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, men en dag om ugen er på Bornholms Hospital på en ordning, som hun selv har opsøgt og fået en individuel aftale om.

Det omvendte oplever Julie Gaardbo, der er speciallæge på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. Om lægekollegerne udefra, der for at overholde deres almindelige arbejdstid ankommer efter morgenkonferencen og tager afsted igen uden at have tid til hverken sparring eller oplæring, sagde hun:

»Jeg ser dem jo ikke«.

De to dannede panelet sammen med bl.a. Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen.

Og adspurgt understregede overlægernes formand, at ja, det kan da godt være, at ordninger med transport af speciallæger fra større til mindre sygehuse eksisterer om ti år, fordi der måske stadig vil være udækkede behov nogle steder i landet.

Men det skal være frivilligt og give de tilrejsende læger mulighed for at indgå i teamet, og der skal være fagligt perspektiv i det, så udvekslingen kan gå begge veje, sagde Susanne Wammen.

Og Julie Gaardbo pegede på, at det ikke burde være en uoverkommelig opgave at lave individuelle aftaler med f.eks. det antal læger, der mangler på sygehuset, hvor hun er.

Men at det kan være svært, bekræftede en cheflæge blandt tilhørerne, der efter at have brugt fem måneder på at rekruttere en speciallæge fik aftalen afvist af sygehusledelsen på grund af de skitserede vilkår.

Men, understregede Susanne Wammen afsluttende, der bør netop være »frihed til at lave individuelle aftaler«.

Torsdag kl. 15.00 En ulighedsdriver

Hvordan får vi flere psykiatere i den offentlige børne- og ungepsykiatri, så hjælp ikke bliver et privat privilegium? Hvad driver stigningen af antallet af børn og unge med psykiske problemer? Og hvad betyder de trange vilkår for børn, familierne, lægerne og samfundet?   

Spørgsmålene var mange, da Yngre Læger bød på debat om »Syge børn i kø: Er psykiatrisk hjælp et spørgsmål om penge?«.

»Det er jo en kæmpe ulighedsdriver, at der er så stort et privat marked, og nogen fortæller, at de mere eller mindre har et indtryk af, at man kan købe sig til en diagnose. Det er et ret stort problem«, lød det Lui Näslund Koch, HU-læge i almen medicin og medlem af Yngre Lægers bestyrelse.

Han pegede også på, at bedre arbejdsforhold – løn, arbejdstid, opgaver – i det private i forhold til det offentlige er en del af problemet. 

»Det udvander det offentlige, og det er et kæmpestort problem og en stor driver i den ulighed og den ærgerlige kurs, som børne- og ungepsykiatrien har været i en del år, og som vi forhåbentlig er ved at se et spirende håb til er ved at vende«, sagde Lui Näslund Koch.

Torsdag kl. 16.00 Vi mangler en struktur for henvisninger

Tilbage til de afviste henvisninger, som PLO senere torsdag havde dedikeret en særskilt debat til: »Afviste patienter: Hvad er problemet – og hvad er løsningen?«.

De afviste henvisninger fylder med god grund meget i almen praksis – og for patienterne. Fra 2018 til 2024 steg antallet af afviste henvisninger fra 3% til 15%.

I debatten kl. 12 havde Jørgen Skadborg anført, at de afviste henvisninger i høj grad er en konsekvens af, at man i 6-7 år har »taget forskud på en sundhedsreform, der endnu ikke var vedtaget, og en udvikling i demografien med markant flere multisyge patienter«, som man ikke har opbygget et system til at håndtere.

Årsagen? Der er ikke en enkelt, understregede Susanne Wammen og PLO-formand Jørgen Skadborg – og pegede begge på et stigende pres på sygehusvæsenet, som betyder, at de afviste henvisninger ryger retur uden opfølgning.

»Fordi der ikke er tid til at kontakte den praktiserende læge og uddybe det over for den praktiserende læge«, sagde Susanne Wammen.

Hun gav et eksempel: en kardiologkollega, der kun kan finde tid til at se på henvisninger i sin bagvagt, hvor telefonen kan ringe 50 gange i løbet af en vagt.

»Vi har simpelthen ikke en struktur, der sikrer et ordentligt samarbejde mellem sygehusene og de praktiserende læger om den her opgave«, konstaterede Susanne Wammen.

Det lyder for en lægmand helt vanvittigt, indvendte debattens moderator.

Ja, sagde Jørgen Skadborg, og det efterlader patienter og pårørende i et limbo, som man ikke ønsker for nogen.

»Vi er gode til mange ting i sundhedsvæsenet«, men i forhold til det her »er vi dæleme ikke gode til at kommunikere«, sagde han.

»Vi har ikke løftet den her opgave som sundhedsvæsen«, konstaterede PLO-formanden og kaldte det »absurd«.

Susanne Wammen understregede, at det er »et fælles ansvar« at opbygge et system med ressourcer til et samarbejde og ændrede arbejdsgange, så »vi får tid til opgaven. Det skal være en prioriteret opgave«, sagde hun.

Jørgen Skadborg sagde, at han håber, der kommer et politisk krav om, at man ikke kan afvise en henvisning uden en dialog mellem sygehus og praktiserende læge, så der er en dialog ved hver enkelt henvisning.

»Og så ville jeg ønske, at enhver fagperson, der sidder med en henvisning, vil stoppe op og tænke på, hvordan det føles for patienten, hvis henvisningen bliver afvist«, sagde Jørgen Skadborg.

Torsdag kl. 17.15 Hvad med prioriteringerne?

Sidst på eftermiddagen deltog Josephine Rathenborg i Altingets podcast »Politisk stuegang«. Her blev hun bl.a. spurgt, hvad hun anså som det bedste og værste ved det nye regeringsgrundlag.

Mens hun er rigtig glad for formuleringerne om implementeringen af sundhedsreformen og arbejdet med en psykiatriplan 2.0, så var svaret på det værste nærmere noget, der mangler.

»Jeg savner det med prioriteringerne. Nu nævner regeringspartierne i sundhedsoplægget, at der skal være mere fokus på menopause og kvinders sundhed, og vi skal ikke have noget øvre loft for fertilitetsbehandling. Men lige nu mangler vi i hvert fald 160 gynækologer, altså speciallæger. Så jeg mangler en løsning på speciallægemanglen og en lidt mere langsigtet plan for, hvordan vi kommer fremad«, siger hun.

Fredag kl. 10.30 Dagligstuen – det nye hospital?

Skal behandling og opfølgning foregå så nært, at den rykker ind i patientens dagligstue? For nogle patienter er svaret ja. For andre er det mere svævende.

Men ja, for nogle patienter giver det god mening, sagde formand Susanne Wammen, da Overlægeforeningen bød til debat med overskriften »Skal din stue være det nye hospital?« – f.eks. for ældre og skrøbelige borgere:

»Der kan vi gøre mere for at sørge for, at de ikke bliver indlagt til det, der for dem kan virke som forvirrende omstændigheder, hvor de risikerer at blive ramt af delirium og af hospitalsinfektioner. Det er godt for patienterne, hvis vi kan undgå de indlæggelser, og det er en måde at undgå for stort pres på sygehusene. Men det kræver, at vi griber ind i tide«, sagde Susanne Wammen.

Hun blev suppleret af bl.a. Andreas Rudkjøbing, der er direktør for Steno Diabetes Center Sjælland, som konstaterede, at netop patienter med diabetes i en årrække har haft glæde af at kunne behandle og monitorere sig selv i hjemmet. Tilsvarende findes der ordninger i f.eks. Nykøbing Sjælland, hvor de praktiserende læger i området samler patienter »til bunke«, som så bliver tilset af en tilrejsende specialist på en lokal klinik.

Og Charlotte Birkmose Rotbøl, der er lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, pegede på, at:

»Nu har vi brugt mange år på at specialisere og specialisere hospitalerne – og nu har vi fundet ud af, at mange patienter har bedre af at blive behandlet hjemme«.

Mens Susanne Wammen pegede på de store kronikergrupper som et oplagt fokusområde for at udbrede hjemmebehandling, kom Charlotte Birkmose Rotbøl med det, hun selv kaldte »et måske lidt karikeret bud«: Alle over 80 år bør som udgangspunkt ikke indlægges. Måske karikeret, men i hvert fald et bud på, hvornår man virkelig skal begynde at vurdere patienterne helt individuelt, før man skrider til indlæggelse, sagde hun. 

Men der er en række forbehold. Spørgsmålet er, om det, at lægen skal se flere patienter via en skærm, understregede panelet, er et af dem. For hvad gør det ved læge-patient-kontakten og lægernes arbejdsglæde?

»Der skal vi altså holde blikket fast på patientens behov. Og når jeg ser en patient via en skærm og kan se, hvor stor en lettelse det er for vedkommende, at hun ikke skal tænke på, hvordan katten skal få mad, hvis hun skal indlægges, og når jeg tænker på, at hun kan undgå at blive sat tilbage på andre områder ved at undgå en indlæggelse, så er det arbejdsglæde for mig«, sagde Susanne Wammen.

Hun gav et eksempel: En patient skal op kl. 4.30 for at blive kørt med flekstrafik ind til en kort undersøgelse på hospitalet, der kunne klares via en skærm – eventuelt med hjælp fra en kommunal sygeplejerske – og noget hjemmemonitorering. Derefter skal patienten så igen vente en rum tid på flekstrafik for først at være hjemme ud på eftermiddagen.

»Det er uværdigt«, sagde Overlægeforeningens formand.

Charlotte Birkmose Rotbøl konstaterede, at der er »patienter nok til os alle sammen« på sygehusene, men at der skal justeres og ændres noget på uddannelserne af læger og andre sundhedsfaglige for at tage højde for de nye digitale patientkontakter:

»Min egen søn læser medicin, og han har helt styr på det, men mange af dem, der skriver retningslinjer og målbeskrivelser, er professorer på min og Susannes alder, og der skal vi måske have nogle andre øjne på«, sagde hun.

Susanne Wammen og Andreas Rudkjøbing pegede på, at de medicinstuderende tidligt skal lære at tænke i patientforløb: Hvordan sikrer man gode forløb gennem bredt tværfagligt og -sektorielt samarbejde, der kan følge patienten fra »at være borger til at være patient og til at blive borger igen«, som Susanne Wammen sagde det.

»Vi har et unikt specialist- og hospitalstungt sundhedsvæsen i Danmark – nu skal vi have overlægerne ud at samarbejde i primærsektoren«, tilføjede Andreas Rudkøbing direkte henvendt til Susanne Wammen.

»Vi er klar – men hvad er det så inde på hospitalerne, vi ikke skal lave?«, spurgte hun tilbage.

Men hvem skal så bestemme, hvad der skal flyttes fra hospitalerne og ud i en eller anden grad af hjemmebehandling, ville moderator vide. Er det politikerne?

Det fik Trine Birk Andersen på banen. Hun er nyvalgt til Folketinget for Socialdemokratiet og formand for Region Sjælland og sagde, at hun som politiker nok skal stå på mål for at gennemføre de prioriteringer, der skal laves. Men at politikerne skal blande sig uden om de lægefaglige vurderinger, der skal ligge til grund for, hvad der kan flyttes.

Andreas Rudkjøbing pegede på, at man som et forsøg i Region Østdanmark bad de forskellige specialer om selv at pege på, hvilke af deres patientgrupper det kunne give mening at give hjemmebehandling – og det gav selvfølgelig en temperaturmåling.

»Men fagligheden skal jo følge med ud til patienterne«, fastslog han.

Charlotte Birkmose Rotbøl pegede på, at »det allerbedste ville være, hvis de faglige selskaber kan være med til at pege på« områder og patientgrupper, hvor det kan give mening. Men at det demografiske pres på sygehusvæsenet betyder, at der skal ske noget:

»Vi er nødt til at tænke i, hvilke opgaver der ikke længere skal løses af speciallæger – men der skal selvfølgelig være nogle lægefaglige hegnspæle«. 

Hvilket fik Andreas Rudkøbing til at advare mod, at det kan have »en konserverende effekt«, hvis det er de samme professorer, der har været med til at øge specialiseringen, der skal sidde for bordenden i processen med at flytte opgaver ud fra sygehusene.

Susanne Wammen vil have Sundhedsstyrelsen til at stå centralt i processen – også for at sikre en sammenhæng med retningslinjer og de målbeskrivelser, der skal være med til at dreje uddannelsen i den rigtige retning.

Afsluttende anførte Trine Birk Andersen, at det er vigtigt i processen mod mere hjemmebehandling at passe på de pårørende, så de ikke bliver overbelastet. Charlotte Birkmose Rotbøl understregede, at det ikke handler om besparelser overordnet set, og at man godt kan kontrollere kvaliteten ved hjemmebehandling – og det er alfa og omega, istemte Andreas Rudkjøbing. Og det lykkes ikke uden bedre samarbejde og systematiseret kommunikation mellem sektorer og fag, fastslog Susanne Wammen.

Fredag kl. 11.30 Lyttende og ordentligt tilgængelige

39 kontakter på to år. Og det er uden at tælle blodprøver og lignende med. Så mange kontakter oplevede Malene Kruse Johnsen at have med forskellige dele af sundhedsvæsenet og andre instanser for at få hjælp til den sårbare situation, hun var i med en tung kombination af kronisk sygdom og andre begivenheder i sit liv, der gjorde hendes tidlige ungdom til en svær periode, hvor mistrivsel blev til psykisk sygdom.

»De andre skulle i byen – jeg skulle på sygehuset«, som hun konstaterede.

Nu er Malene Kruse Johnsen en del af Ungdomspanelerne i Danmark, og på Folkemødet fortalte hun på PLO’s debat om »Unge i mistrivsel – hvordan hjælper vi i tide?« om sine erfaringer.

Hun fik ros og anerkendelse for at stå frem fra hele panelet – og ikke mindst af Poul Nyrup Rasmussen, der er stifter af og nu protektor for Det Sociale Netværk og Headspace, som konstaterede, at hendes beretning understregede behovet for en samlet og tidlig indsats.

PLO-formand Jørgen Skadborg var enig:

»Vi skal blive bedre til at tage det mentale helbred lige så alvorligt som det somatiske. Det gør mig ked af det, at man som barn og ung skal have en diagnose for at få den hjælp, som du havde brug for«, sagde han til Malene Kruse Johnsen.

Poul Nyrup Rasmussen pegede på, at der er behov for at gentænke indsatsen over for børn og unge i mistrivsel:

»Psykiatrien, som den ser ud i dag, fungerer ikke i indsatsen over for de her unge. Den kan ikke med de ressourcer, der er, levere de løsninger, der er brug for med forebyggende og tidligt arbejde«, konstaterede han – og pegede på, at der i det nye regeringsgrundlag er indskrevet en forpligtelse til at løfte netop denne indsats.

Hanne Roed, der er formand for regionernes Psykiatri- og Socialudvalg, sagde, at behandlingsregimet fra somatikken har »smittet af på psykiatrien« på en forkert måde, der blokerer for nogle af de tidlige indsatser. 

Hun pegede på, at PPR, kommunernes psykologiske og pædagogiske rådgivning, skal »forvandles tilbage fra at være papirskubber« til at være et reelt rådgivnings- og behandlingstilbud til de unge og deres familier. Og hun fremhævede, at de kommende sundhedsråd får en vigtig opgave med at sørge for sømløse overgange mellem de tilbud, der skal være for børn og unge i mistrivsel.

Jørgen Skadborg sagde, at det for de praktiserende læger handler om at være »ordentligt tilgængelige« for unge som Malene Kruse Johnsen, og at der er brug for et bedre og mere formaliseret samarbejde mellem almen praksis og kommunerne og de andre tilbud, der findes i civilsamfundsregi.

Malene Kruse Johnsen understregede, at det for den unge er afgørende at blive mødt af en, der lytter og har tid til det. Og så talte hun for som et redskab for de praktiserende lægers arbejde med unge i mistrivsel at give lægerne mulighed for at lave sociale henvisninger.

Det fik straks opbakning fra en tilhører i teltet, Dorte Linde-Bech, der er næstforperson i BUP, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, og som gav et eksempel på det skred, der er sket:

»Jeg har arbejdet mange år i børne- og ungepsykiatrien, og jeg ville elske at få en social henvisning. Da jeg startede, havde vi samtaler med barnet og forældrene efter 14 dages skolefravær. Nu kommer de til efter to år. Det er alt, alt for lang tid«, konstaterede hun.

Læs et længere interview med Lægeforeningens nye formand, Josephine Rathenborg, i det kommende nummer af Ugeskrift for Læger.