En tydeligt opdateret, nutidig og relevant lærebog
Den nye fjerde udgave af lærebogen i øre-næse-hals-sygdomme formår at favne sygdommene helt fra de ukomplicerede til de komplicerede tilfælde – og den gør det med flere gode pædagogiske greb.


Fakta
Titel: Lærebog i øre-næse-hals-sygdomme og hoved-hals-kirurgi, 4. udgave
Forfattere: Therese Ovesen og Christian von Buchwald (red.)
Forlag: Munksgaard
Udgivet: 30. juni 2026
Sider: 348
Vejledende pris: 690,00 kr. – som i-bog: 552,00 kr.
Anmeldelse: Mikkel Christian Alanin, praktiserende speciallæge i øre-næse-hals-sygdomme, ph.d.
Interessekonflikter: ingen
Vurdering: 5 ud af 5 stjerner
Jeg har med glæde læst den nyeste udgave af lærebogen i øre-næse-hals-sygdomme.
Øre-næse-hals-sygdomme spænder fra hyppige og ukomplicerede tilstande, som ofte varetages i almenmedicinsk tilbud, på skadestuer og speciallægepraksis til komplekse sygdomme, der varetages på sygehus, og efter min mening er det lykkedes godt for bogen at favne alle delene.
Bogen er primært skrevet til medicinstuderende og yngre læger, men mange speciallæger i almen medicin, vejledere og speciallæger i øre-næse-hals-sygdomme vil, som jeg selv, have glæde af at læse bogen.
Bogens redaktører har sammensat et panel af anerkendte forfattere med ekspertviden inden for de enkelte områder, og bogen fremstår tydeligt opdateret, nutidig og relevant.
Efter et indledende kapitel om undersøgelsesmetoder og anatomi gennemgås kapitelvis sygdommene i de enkelte organer og strukturer. Systematisk fokuseres der på medfødte sygdomme, inflammatoriske og infektiøse sygdomme, neoplasier og traumer.
»Bogen er primært skrevet til medicinstuderende og yngre læger, men mange speciallæger i almen medicin, vejledere og speciallæger i øre-næse-hals-sygdomme vil, som jeg selv, have glæde af at læse bogen«
De fleste kapitler afsluttes med et afsnit om kirurgi i passende omfang, og som nemt kan springes over, såfremt man ikke er kirurgisk interesseret.
Der anvendes flere gode pædagogiske værktøjer som eksempelvis bokse med nøglepunkter, som giver et godt overblik. Illustrationer, kliniske fotos og tabeller er klare og adækvate. Derudover findes der QR-koder, som nyttigt henviser til forlagets hjemmeside med yderligere materiale som f.eks. videooptagelser af undersøgelsesteknik.
Jeg synes, bogen er særdeles velegnet som lærebog. Endvidere vil den være nyttig som et opslagsværk for alle, som er beskæftiget inden for øre-næse-hals-faget – inklusive læger på landets akutafdelinger og skadestuer.
Det kan i den forbindelse nævnes, at bogen afsluttes med et oversigtskapitel om akutte øre-næse-hals-sygdomme inklusive klare retningslinjer for visitation og behandling.