En ufrugtbar vej

Vupti - så fik vi brugerbetaling på de offentlige sygehuse. Uden varsel og uden debat. Efter lange forhandlinger åbnede Finansministeriets døre sig, og regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede en plan for, hvordan dansk økonomi kan genoprettes i de kommende år. Et af forslagene betyder, at der for første gang vil komme penge mellem læge og patient på offentlige sygehuse.

Barnløse skal for fremtiden selv betale for fertilitetsbehandling på offentlige sygehuse ifølge den såkaldte genopretningsplan. Hvor meget behandlingen skal koste hvert par, ved vi ikke. Men faktum er, at beslutningen er et brud med traditionen for, at behandling på offentlige sygehuse er vederlagsfri - og det så eftertrykkeligt, at den vil kræve en lovændring at gennemføre.

For Lægeforeningen er det ikke et tabu at diskutere prioritering i sundhedsvæsenet. Faktisk har foreningen i mange år efterlyst en politisk diskussion af, hvordan man bedst muligt bruger de penge, der er til rådighed i sundhedsvæsenet.

Men det er forstemmende, at en beslutning, som har så principiel betydning, tages i en nattetime af trætte politikere bag lukkede døre:

Uden diskussion af, hvorfor netop barnløse skal betale for behandling på offentlige sygehuse. Nogle vil mene, at patienterne ikke behandles for at blive kureret for en sygdom. Nej, men ofte er deres barnløshed en følge af sygdom.

Uden diskussion af de sociale skævheder, der kan være i forslaget. At få børn er ikke en menneskeret, men er det rimeligt, at det bliver endnu sværere for samfundets mindst privilegerede at få de børn, som de ønsker sig?

Uden diskussion af følgerne for befolkningsudviklingen. I dag 'leverer' de offentlige fertilitetsklinikker omkring 3000 børn om året. Hvad sker der, hvis en stor del af de barnløse fravælger at forsøge at få børn?

Uden diskussion af følgerne for forskning og udvikling, hvor Danmark i dag indtager en fremtrædende position. Hvilke konsekvenser har det for forskningsmiljøerne, hvis de offentlige sygehuse ikke længere har samme antal patienter?

Jeg vil opfordre regeringen og Dansk Folkeparti til at overveje beslutningen en gang til. Der er andre og mere gennemtænkte måder at spare 200 mio. kr. Lægeforeningen er ikke berøringsangst. Vi er med på, at pengene til sundhedsvæsenet ikke kommer fra et uudtømmeligt kar. Af samme grund er det vigtigt, at midlerne bruges der, hvor de gør mest gavn. Den diskussion kræver tid og faglige indspark. Vi leverer gerne det sidste og forventer, at politikerne vil afsætte tiden til fælles bedste.