Content area

|

En ung datters gribende fortælling om at miste sin mor

»Tænk ikke på mig« er en særdeles velskrevet, autofiktiv roman med dette umiddelbart dystre tema, skrevet af 22-årige Vilma, hvis mor, Solveig, døde i 2018 i en alder af 44 af brystkræft. Som læge er det både rørende og udbytterigt at læse et så ungt menneskes nuancerede beretning om sin elskede mors forsvinden, skriver anmelder Lene Agersnap.
Vilma Sandnes Johansson. Foto: Lea Meiland
Forfatter(e)
Lene Agersnap, praktiserende læge og redaktør for Bibliotek for Læger. Interessekonflikter: ingen

Hvordan er det at være på kanten til voksenlivet, 13 år gammel og opleve, at ens mor er ved at dø? Og hvordan er det at være vidne til en dødsproces, der tager fem år? Fem vigtige år, hvor andre teenagere fjoller rundt og er ubekymrede og hvor det til sidst er svært ikke at ønske, at døden snart indtræffer, fordi det er så ulideligt at vente på den.

Tænk ikke på mig

Forfatter: Vilma Sandnes Johansson. Forlag: Gutkind. Udgivet: 26. januar 2022. Sider: 252. Vejl. pris: 249,95 kr.

5 ud af 5 stjerner

»Tænk ikke på mig« er en særdeles velskrevet, autofiktiv roman med dette umiddelbart dystre tema, skrevet af 22-årige Vilma, hvis mor, Solveig, døde i 2018 i en alder af 44 af en mammacancer, der var recidiveret fem år tidligere. Men denne bog om død er mest af alt en bog om liv. Det liv, der udspiller sig i en broget og kærlig familie, hvor mor og far stadig er et team, selv om de er skilt, og hvor der skal være plads til, at en teenager erobrer livet, samtidigt med at hendes mor er i færd med at miste det. Den ene får menstruation samtidig med at den anden mister den på grund af sygdom og kemoterapi.

Tonen er no-bullshit-agtig og hudløst ærlig. Læseren bliver taget helt med ind i både de rørende øjeblikke med stor kærlighed mellem mor og datter og de trættende skænderier, når begge er udmattede af urolige nætter med opkastninger efter kemo-kur. Der kan falde hårde ord, som når Solveig anklager Vilma for manglende empati, fordi hun ikke reagerer på moderens opkastlyde fra toilettet. Eller når Vilma vækkes af høje råb fra moderens soveværelse klokken halv syv om morgenen, fordi hun er den eneste, der kan gå ned og morgenlufte den nyanskaffede hundehvalp. Men der er også plads til grin og medleven i Vilmas teenageliv, når det hele spiller – og kærlig omsorg, når forelskelse bliver til kærlighedssorg. Og en fælles sommer på sofaen med Downton Abbey, da Solveigs krop mod slutningen ikke længere ville makke ret.

Cover: GutkindCover: Gutkind

Også tabuer og overlevelsesstrategier berøres. Hvor svært det kan være for kammeraterne at vide, hvad de skal stille op, når de ser Vilmas mor med tørklæde på sin skaldede isse. Indtil Clara, en efterskoleveninde, bare spørger direkte, på en måde der lyder meget let og enkel: »Har din mor kræft?«, og Vilma beslutter, at hun for fremtiden selv vil sige det højt. Samtidigt er der også brug for pauser for at tale om kræften og dens uundgåelige konsekvens – det er hårdt hele tiden at skulle forholde sig til sin mors død – og derfor beder Vilma sin mor tale om noget andet under en middag på Skovshoved Kro.

Som læge er det både rørende og udbytterigt at læse et så ungt menneskes nuancerede beretning om sin elskede mors forsvinden. Der findes ingen patentløsninger på, hvordan en så svær periode kan gennemleves. Men dette er et godt bud på, hvordan det er muligt at komme igennem et så stort tab på en meningsfuld måde.

Blad nummer: 

Right side

af Christina Hjørnet Kamper | 28/06
3 kommentarer
af Henrik Keller | 27/06
4 kommentarer
af Jerzy Miskowiak | 27/06
1 Kommentar
af Annette Randløv | 26/06
19 kommentarer
af Mogens Stubkjær Hüttel | 26/06
5 kommentarer
af Peter Søndergaard | 25/06
1 Kommentar
af Andreas Gothardt Lundh | 24/06
1 Kommentar
af Claus Mathias Harbeck | 23/06
5 kommentarer