Enhver sygdom er en fortælling

»Vi kender ikke vores egen sjæl, for slet ikke at tale om andres«, skriver Virginia Woolf i et berømt essay »Om at være syg«, som indgår i den nyligt udgivne antologi »Enhver sygdom er en fortælling«, hvor Woolfs udsagn kunne være en undertitel til bogen, og teksten i sig selv er en fremragende refleksion over sygdommen som fortælleposition.

Den er en af flere excellente tekstuddrag – både skønlitterære og fagtekster – fra danske og internationale forfattere, der er skrevet fra hhv. patient/pårørende- og behandlerperspektivet.

Bogens inddeling viser, at disse to positioner er forskellige, måske endda helt uforenelige, og det er et klinisk problem, når læger og patienter ikke forstår eller taler forbi hinanden. Antologien kan være et overskueligt sted at få indsigt i de mange perspektiver, der mødes i klinikken, hvor det kan være uhyre vanskeligt at kommunikere meningsfuldt på tværs af strukturelle uligheder, hvor en person, lægen, har ansvaret, men også magten over et andet menneske, patienten, der har søgt hjælp til et givet problem.

At få en sygdom kan være en snigende, ekstremt fremmedgørende og ensom proces, som vi ser det i det korte uddrag fra Tolstojs klassiker »Ivan Ilijtschs død«, hvor oplevelsen af at have en fatal sygdom kommer snigende og langsomt, men radikalt ændrer en succesfuld embedsmands væren i verden og bliver en eksistentiel opvågning: Pludselig ser han sit tidligere livs ubekymrethed og dagligdagsproblemer spejlet i sine nærmeste som ligegyldigt og tomt, og denne erkendelse fylder mere end de biologiske facts omkring den konkrete sygdom.

De bedste af lægeteksterne er dem, der tør tage livtag med det kulturbærende narrativ om lægen som den overmenneskelige superhelt. Som f.eks. i den russiske forfatter og læge Bulgakovs fortælling, hvor en nyuddannet provinslæge er på dybt vand, da han kaldes til en fødsel, og barnet ligger på tværs, og den unge læge må fortælle en hvid løgn for at kunne styrte tilbage på sit kammer for i panik at genlæse de få linjer om obstretik, der står i hans lærebog, der kun nævner den lave succesrate for det indgreb, han skal til at foretage, og han må erkende den store forskel på teori og praksis.

Det er vigtigt for læger også at kunne stå ved de dilemmaer, der følger med lægerollen, herunder forventninger om, at man skal kunne fikse nærmest alting. Dette eksemplificeres også meget kuldegysende i Kim Leines tekst, hvor en 1700-talsskibslæge står med opgaven at skulle kurere følger af socialt usle kår som gulsot, difteri og sindssygdom – med de få midler til rådighed, åreladning og kolde afvaskninger.

Det er lærerigt og tankevækkende at læse skønlitterære fremstillinger af de mange dilemmaer, der kan komme med både patient- og lægerollen. Tilbage står spørgsmålet, som den narrative medicin ikke svarer særlig klart på, når den påstår, at læger kan få mere empati ved at læse skønlitteratur: Er det altid godt at have empati? Kan man ikke også have for meget empati? Som Woolf i et andet uddrag af et essay skriver det: »Altid at nære medfølelse … ville være ulideligt«. Og lægerollen kræver måske i særlig grad en mestring af ikkeempati, hvor omsorgen for patienten består af at fastholde et køligt overblik, en nøgternhed, der netop kræver beherskelse af egne følelser – for netop at kunne give plads til patientens.