Enhver tjener med sit kald

Der er iskoldt. De blå og lilla kar på underarmene dukker frem som små landkort på en snehvid baggrund. Mette Marklund spænder armene om kroppen og læner sig tilbage i stolen ved mødebordet.

Vi er på Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital, og der er noget galt med radiatorerne. Men de mønstrede arme generer tilsyneladende ikke 32-årige Mette Marklund. Hun taler videre. Om en overlæge, som hun groft sagt kun har været i lokale med en eftermiddag. For syv år siden. Mens hun læste på 13. semester. Men det var åbenbart nok til at efterlade et aftryk, der stadig tager plads i Mette Marklunds bevidsthed.

»Det, der virkelig gjorde indtryk på mig, var hans omsorg over for patienterne. Han behandlede dem med værdighed. Denne mand, som bare var så fagligt dygtig, og som alligevel formåede at sætte sig ud over almindelig gængs snobberi, som ofte kan følge med.«

Kan du huske et konkret eksempel?

»Ja, det kan jeg.« Hun fortæller om den efterårsdag i svangerambulatoriet, hvor hun havde fået lov til at følge overlæge Nyholm. Gravide kom og gik. Mange havde et misbrug. Nogle indrømmede det, og andre gjorde ikke.

»Og jeg kan huske, at jeg sad der som studerende og havde hele min faglige pionerånd intakt. Og som eftermiddagen skred frem, blev jeg mere og mere arrig på de her kvinder, som gjorde deres ufødte børn fortræd.

Og så kunne jeg bare mærke, hvordan han behandlede kvinderne som mennesker.«

Hun ser op et kort øjeblik, og måske ser hun en flig af skepsis, for forklaringen følger sekundet efter. »På en måde, som jeg tror, at han fik meget mere ud af - også fagligt. Mange af de her kvinder var udmærket klar over, at den var gal. Og de havde måske forventet en form for fordømmelse. Men man kunne se, hvordan paraderne stille og roligt faldt. Det var ikke bare den patroniserende læge. Det handler jo om at prøve at hjælpe dem, hvor de er. Og det synes jeg, at han formåede at gøre. På en måde, som lod kvinderne være intakte.«

Men kunne man ikke sige, at manden er ansvarlig for at få åbnet kvindens øjne for, at hun er i gang med at ødelægge sit foster?

»Jo,« kommer det prompte. »Det ansvar tror jeg også, at han tog på sig. Men der er mange måder at gøre det på. Hvis din kone kommer og siger, at nu er det simpelthen din tur til at vaske op, så er det måske ikke det, du har allermest lyst til at gøre. I stedet for at hugge på de her kvinder og gå hjem og vaske sine hænder, tror jeg, at han tog det meget mere alvorligt. Han gik ind og prøvede at arbejde med dem, hvor de var. Og måske igennem den selvrespekt, de fik, så indgyde dem nogle ressourcer.«

Men hvad gjorde han? Kan du huske en bestemt situation?

»Jeg kan huske en kvinde, som kom med graviditet nummer fem eller seks. Hun røg meget. Og jeg tror, at to af hendes børn var tvangsfjernet. I starten af konsultationen var hun ikke indstillet på, at hun skulle ryge mindre. Men i løbet af den relativt korte konsultation på omkring en halv time blev hun i hvert fald ikke skubbet ned ad stigen.«

Hun rykker på hovedet. »Måske et trin op.« Og så skaber hun øjenkontakt igen. »Måske kan man sige det så kort, at hvis man indgyder mennesker en følelse af, at ,jeg tager dig alvorligt`, så har de måske også lettere ved at tage sig selv alvorligt.«

Og det gjorde Nyholm?

»Ja.«

Hvordan tog han denne her kvinde alvorligt?

»Han talte pænt til hende. Og det er mærkeligt i vores fag, at det ikke er alle, der bliver behandlet på den måde, men sådan er det bare ikke. Han brugte ingen fagudtryk for eksempel. Så klappede han dem måske bare. Lige rørte ved dem på en god måde. Han flyttede sig hurtigt fra sit skrivebord om på den samme side af bordet, hvor kvinderne sad. Sådan nogle ting. Gav sig godt tid til at lytte. Han havde en lille smule far-agtig attitude.« Hun griner og tilføjer: »På den gode måde.«

Ordene kommer ubesværet, mens hun parkerer sine hænder om den varme kaffekop.

Du sidder der i rummet som 26-årig - hvad gjorde det ved dig?

»Der bliver jeg nok nødt til at fortælle noget andet, for jeg må indrømme, at jeg sad og blev en lille smule flov over min indre fordømmelse og mine tanker om, at jeg lige præcis vidste, hvordan tingene skulle gøres. Jeg sad og blev en lille smule flov over mig selv, fordi jeg ser så tydeligt, at der er andre måder at gøre tingene på end at være patroniserende. Og når så den sidste kvinde er gået, stiller han sig hen ved vinduet og kigger ud. Det er sådan en smuk efterårsdag, hvor der går nogle arbejdere og lægger brosten.«

Hvad gjorde du?

»Ikke noget - man har jo lidt autoritetstro.« Hun griner et sekund og fortsætter: »Og så siger han: ,Hvor er det dog dejligt, at de lægger brosten der, hvor vi skal køre og gå. Hvor er de dog dygtige`. Han står og roser dem. Og det, tror jeg egentlig, var noget af det, der gjorde størst indtryk på mig. Man sidder en hel dag med sådan en mand, der er så dygtig, og så oplever man også, at han simpelthen havde denne her fantastiske overbevisning om, at enhver tjener med sit kald.«

Er det hans ord?

»Nej, det er bestemt mine ord. Det er noget af det, jeg har taget med mig. At huske, at vi alle sammen er forskellige brikker i det her puslespil. Og hvis der er nogen, der ikke er her, så er puslespillet ikke intakt. Jeg glæder mig hver morgen over, at der er nogle, som tømmer mit skrald. Det er også noget, jeg prøver at give videre til mine børn.«

Så hvis vi spoler tiden tilbage - hvad gjorde den dag ved dig?

»Den åbnede nok en eller anden dør i min bevidsthed, som jeg ikke tror, at selv den mest velskrevne lærebog kunne gøre. Den knækkede en kode. Han bragte ligesom lægegerningen ud over det rent faglige. Jeg tror, at han fik mig mindet mig om, at det er et omsorgshverv mere end bare at stille en diagnose. Jeg havde en følelse af, at det her er større end bøger. Og så lidt den der med, at jeg har muligheder for at lægge min person ind i arbejdet og bruge mig selv som redskab.«

Mette Marklund har siden brugt Nyholm som en menneskelig ledestjerne, men hun er på ingen måde fulgt i hans fodspor. Hun vidste meget tidligt, at hun ville være pædiater eller radiolog. Ligesom hun også hurtigt fattede interesse for forskningen. Det er seks år siden, at hun fik sin medicinske embedseksamen fra Københavns Universitet, og siden har hun haft ansættelser på børne- og røntgenafdelinger, hun har taget barsel med sit andet barn og de seneste to år arbejdet med sin ph.d.-afhandling, der udforsker fordelene ved at MR-skanne og ultralydskanne nyopdaget brystkræft.

Man kan undre sig, når man læser dette cv. Mette Marklund taler inderligt og næsten uden pauser om sin mentor, der står så rendyrket for medmenneskelighed, og selv sidder hun alene på et koldt kontor og forsker.

»Man er jo ikke alene, når man laver forskning. Kun til sidst. Når man måske har sat en halv time af til at skanne en kvinde, der lige har fået brystkræft, så kan man godt indimellem komme ud for, at folk har brug for de første 15 minutter til at snakke. Og det kan være vigtigt, selv om programmet bliver skubbet i den anden ende.«

Mette Marklund har skrevet om efterårsdagen for syv år siden i en mail til Ugeskriftet. Sådan lyder et af de afsluttende afsnit: »Denne simple begivenhed krydser tit og ofte mine tanker ... Den dag, hvor jeg fik lov at læse indledningen til en meget lang og svær historie. Historien om det professionelle menneske.«

Hvad er det for en historie, du mener?

Der kommer en meget lang pause efterfulgt af et »Ja.«

»Det er historien om at turde give slip på sin faglige identitet og så bruge sin kundskab for patientens skyld - ikke for at slibe sit eget ego af. Det, tror jeg, er noget, som tager lang tid at lære. Jeg tror også, der er nogle, som aldrig lærer det.«

Og til allersidst: Hvad sagde hun så til sin nyslåede mentor den eftermiddag, hvor han havde væltet hendes grundvold?

»Jeg sagde ikke noget. Jeg sagde bare tak for i dag,« ler hun.

BLÅ BOG

Mette Marklund er 32 år og fik sin medicinske embedseksamen i januar 2001 fra Københavns Universitet. Hun bor i Fløng med sin mand, Christian, og børnene Lærke og Lasse på fem og otte år.

Mette Marklund blev tidligt klar over, at hun skulle vælge pædiatri eller radiologi. Derfor indledte hun med otte måneder på børneafdelingen på Glostrup Hospital og derefter cirka to år på røntgentafdelingen på Herlev Hospital.

I maj 2004 påbegyndte hun sin ph.d.-afhandling. Projektet undersøger effekter af henholdsvis MR-skanning og ultralydskanning på nydiagnosticerede brystkræftpatienter.

Mette Marklund er nået til skriveprocessen og forventer at aflevere projektet i løbet af foråret 2007.

MENTOR HENRIK NYHOLM

»Det er lige før, jeg får røde kinder«

Klokken er 18.00 fredag, da Ugeskriftet fanger Henrik Nyholm derhjemme. Jeg forklarer, at han er blevet udpeget som mentor. Og spørger, om Mette Marklund siger ham noget?

»Næh,« siger Henrik Nyholm tøvende.

Det er der ikke noget at sige til; du har kun tilbragt en eftermiddag med hende for syv år siden. Hun var studerende.

»Det er jeg da meget meget ... beæret ... over. Det er lige før, jeg får røde kinder.«

Efter at have læst Mette Marklunds beskrivelser af Henrik Nyholm op i telefonen, bliver der stille igen.

»Det er jeg glad for. Det er svært at få ros.

Det er lettere at få noget kritik, man kan opponere mod,« ler han.

Har hun ret i sin beskrivelse?

»Jeg gør mig da umage for at prøve at vise dem andet end det allermest faglige. Jeg prøver at demonstrere, hvad gerningen mere går ud på.«

Hvad går den ud på?

»Den går ud på at omgås sine patienter med forståelse og empati; have en fornemmelse for, hvor den enkelte patient er. Og frem for alt at lytte til dem. Prøve at føle sig frem til, hvordan man bedst informerer dem og hjælper dem. Men det er jo svært at forklare sådan lige,« siger Henrik Nyholm, der for nylig fyldte 60 år og stadig er overlæge på Glostrup Hospital med ansvar for fødeafdelingen.

MIN MENTOR

En mentor er en vejleder, en rådgiver. Et menneske, som typisk har fået afgørende betydning for dit professionelle (og private) liv. Mentoren lærer dig ofte værdier, begreber og sammenhænge, som ikke findes i nogen undervisningsbøger. Hvem er din mentor? Hvilken person står som et fagligt og menneskeligt pejlemærke for dig?

Ugeskriftet interviewer i artikelserien »Min mentor« læger om deres mentorer. Hvis du selv har en mentor, som du vil fortælle om, vil vi gerne i kontakt med dig. Uanset om du er yngre eller en mere erfaren læge. Det er underordnet, om din mentor stadig lever.

Skriv til: jacob@bernermoe.dk

I serien Min mentor kan du også læse:

Moe JB. »Man skal være personlig«. Ugeskr Læger 2007;169(24):2354-7

Moe JB. »Hun løfter mig jo op«. Ugeskr Læger 2007;169(35):2916-9