Epidemien, der gik under radaren

I 1831 var sundhedsmyndighederne i København i højeste epidemiberedskab. I Tyskland og Sverige rasede den asiatiske kolera, og Sundheds-Collegiet – Sundhedsstyrelsens forgænger – udsendte retningslinjer for behandling af den truende kolera. Regeringen var i alarmtilstand. Myndighederne gjorde klar til streng karantæne, og der blev sat strandvagter ud for at hindre fremmede søfolk i at gå i land. Læger udsendte småskrifter med gode råd om forebyggelse af smitte og om behandling af de syge.

Og mens alle havde blikket stift rettet mod koleratruslen – som ikke blev til noget i 1831– dukkede en helt anden sygdom op på Sydsjælland og Lolland-Falster.

»Som i Pestens Tid«

Malaria er en sygdom, man forbinder med fjerne lande, men for bønderne på Lolland-Falster og Sydsjælland var den ikke en eksotisk tropesygdom, men dødelig alvor. Malariaen var endemisk; der var rigeligt med vådområder på de flade jorder, hvor malariamyggens æg kunne klække, når forholdene var rigtige. Og det var de i rædselsåret 1831: Regnen ville ingen ende tage. Sommeren var trykkende hed, og det flade landskab drev af væde i den tropiske varme.

En dødelig feber bredte sig fra hus til hus og fra sogn til sogn. »Koldfeber« blev den kaldt, eller fjerdedagsfeber, intermitterende feber og den lollandske feber.

På Møn, Falster og Lolland bredte sygdommen sig. Alene i Maribo Amt var næsten 28.788 smittede – halvdelen af alle indbyggere. På mange gårde lå alle syge, rystende af feber og hærget af opkastninger og diaréer. »Det kneb med at faa Køerne malkede og Høstarbejdet udført, og der var Steder, hvor Afgrøden maatte staa og raadne paa Marken. Hver Dag ringede Kirkeklokkerne til Begravelse«, skrev stiftslæge i Nysted Carl Adam Hansen.

Også det sydlige Sjælland blev ramt. I et brev til kollegaen N.F.S. Grundtvig skrev digteren og præsten B.S. Ingemann den 7. september 1831 fra Sorø, at sygdommen og dødeligheden der på egnen var stærkt tiltagende med flere end 70 syge i den lille købstad.

»Jeg var hos Olsen i Lynge i forrige Uge; han og hans Kone vare friske, men hvert Øjeblik kom der Budskab om Sygdom eller Dødsfald i Menigheden. Fattigdommen er tillige meget stor, og de fleste har ikke Raad til at betale Apoteker og Læge; inden det kommer i Orden med det offentliges Hjælp i denne Nød, bliver det for mange for sildig. Det er næsten allerede, som man levede i Pestens Tid«.

Den lollandske feber

Nyheder rejste ikke hurtigt, og myndighederne i det fjerne København var længe om at reagere. De havde først og fremmest blikket stift rettet mod koleratruslen. I Bibliothek for Læger skrev redaktøren, lægen Carl Otto, i efteråret 1831, at København i den hede sommer havde haft en del »gastriske Besværligheder, Diarrhoe og den sædvanlige Cholera«.

Han er opmærksom på, at der er noget i gære sydpå, men fejltolker oplysningerne: »Falster, Lolland og Langeland [er] fra Enden af Juli bleven hjemsøgt af en meget udbredt biliøs-rheumatisk Feber«.

Otto mener, at den skyldes luftens beskaffenhed, som ifølge ham også har ført til koleraudbrud i mange europæiske storbyer.

Der har hersket tvivl om karakteren af epidemien i 1831: Sygdommen opførte sig anderledes og var langt mere dødelig end den vante »lollandske« feber. Der kan – mener nogle – være tale om en tropisk malaria, som er kommet hjem med en sømand, og som i den fugtige, myggeplagede sommer havde ideelle udbredelsesvilkår.

Lægerne mente, at udbruddet skyldtes vejrforhold. Den unge kirurg Carl Emil Døllner, som var indkvarteret på Bregentved Gods, havde hørt, at »efter nogle hede Sommerdage med Østenvind (kom) en trykkende (brungul) Taage af en særegen ubehagelig Lugt, der medførte Døsighed«. Og i denne fugtige atmosfære »blev først enkelte Mennesker, og (især) de, der arbejdede paa Marken, angrebne af Epidemien«.

Nogle steder døde hver tiende syge

I Stege bemærkede distriktskirurg Mathias Mackeprang den 26. august, at epidemien »andgriber kuns inden den Arbeidende Klasse«. Andre noterede, at sygdommen mest ramte i bondestanden. Hvor mange, der faktisk døde, er meget usikkert. Ikke alle dødsfald blev registreret, og mange fik formentlig ikke besøg af en læge. Og i København optog det ikke den borgerlige offentlighed, at fattige og gamle på landet i Sydsjælland og Lolland-Falster døde i hobetal. Men det er sigende, at da koleraen endelig ramte København i 1853, var dødeligheden faktisk lavere, end den havde været i de hårdest ramte sogne i 1831.

Epidemien fik svære økonomiske konsekvenser. Og dødeligheden var høj: I Maribo Amt døde 1.160 af de godt 28.0000 smittede, men i enkelte sogne tog døden ti procent af alle smittede. Mange steder døde der fem gange flere, end der blev født. 1831 blev det eneste år i 1800-tallet, hvor Danmark ikke havde befolkningstilvækst. Mange overlevende måtte leve med langvarige og tilbagevendende feberanfald.

Kinin – »en Guds gave«

Bitre planter har altid været anvendt som middel mod feber. I dag ved man, at den bitre smag kan tyde på tilstedeværelsen af medicinske stoffer såsom alkaloider. Kinabarkens kinin og piletræets salicin, forløberen for aspirin, er sådanne alkaloider. Hen over midten af 1600-tallet blev store mængder kinabark hentet fra Sydamerika til Europa som kur mod malaria.

Og det var faktisk et effektivt lægemiddel. Under en malariaepidemi i 1679 afprøvede læge og professor Rasmus Bartholin kinabark på sig selv mod »fjerdedagsfeber«. Han indtog knap fire gram pulveriseret kinabark udrørt i hvidvin, hver gang et nyt feberanfald var i anmarch, og blev derved helt fri for feberanfaldene. Bartholin kaldte kinabarken »en Guds gave og et overmåde kraftigt lægemiddel, som virker hurtigt, og som bringer både feberanfaldet og sygdommen til ophør«.

Malaria skyldes en parasit, plasmodium, som blev opdaget i 1880. Kinin dræber plasmodierne, så de ikke længere kan formere sig i den smittedes blod. Samtidig vil de myg, der suger blod fra den syge, ikke længere bære smitten videre.

Da myndighederne først var vågnet til dåd, blev der dog gået energisk til værks. Der blev sendt et større antal læger til den ramte egn, hvor de blev indkvarteret, og man inddrog også medicinstuderende, præster og apotekere. Og lægerne havde kinin med i tasken.

Lægehjælpen var gratis – staten afholdt udgifterne til både åreladning og påsætning af igler. Mere afgørende var det, at det effektive kinin var gratis for de syge, som ellers ikke havde haft råd til det.

Det var første gang, at staten aktivt tog skridt til at nedkæmpe en epidemi. De fleste af de syge havde aldrig før set en læge eller fået behandling af andre end kvaksalvere, og det har utvivlsomt været med til at udrydde en stor del af landbefolkningens indgroede mistillid til lægerne.

Malariaen forsvandt

Stiftslæge Hansen, som er citeret ovenfor, kom først til Nysted i 1875 – 44 år efter rædselsåret 1831. Han har derfor sin beskrivelse af sygdommens hærgen fra ældre mennesker. I 1875 var koldfeberen på retur, og i de første 12-14 år så han cirka 300 malariapatienter i sin praksis. Fra 1890 så han cirka én feberpatient om året, og efter århundredskiftet så han ikke en eneste.

»Jeg har hørt gamle folk berette, hvorledes de i deres Ungdom, det ene Aar efter det andet, hvert Foraar og Sommer, maatte ’trækkes’ med Feberen og til sidst helt mistede Kræfterne. De gik ikke til Læge, thi Medicinen var dyr«, skriver han. I stedet hjalp folk sig med gamle husråd eller lod den kloge mand »læse« over feberen.

I 1913 kunne dr. Hansen skrive, at malariaen nu »betragtes som en Fortidslevning, som et uskadeligt Spøgelse, man ikke behøver at nære nogen Frygt for«. Ifølge C.A. Hansen, der forskede og skrev disputats om febersygdomme, skyldtes sygdommens forsvinden blandt andet tørlægning af de fugtige jorder. Men endnu vigtigere: At der nu var læger i hver en egn, og at sygekasserne sikrede alle adgang til kinin, så snart de var smittet, hvorved smittekæden kunne brydes.

Og han tilføjer, at sygdommen trods alt var »taknemmelig: en passende Dosis Kinin, og den var helbredet. Ingen anden Sygdom har man saaledes Krammet paa, hvilket begribeligvis er overordentlig tilfredsstillende for Lægen og tillige meget behageligt for den syge«.

Kinin var blevet den billige standardbehandling og bidrog sammen med, at de lavtliggende, fugtige jorder blev drænet, stærkt til sygdommens forsvinden.