Content area

|

Epidemiolog: Næppe sammenhæng imellem COVID-19-vaccine og almindelige blodpropper, men måske sjældne tilfælde

EMA konkluderer, at AstraZenecas vaccine ikke har forbindelse til de blodpropper, som nogle mennesker oplever. Det er ikke noget særsyn, at vacciner eller medicin bliver undersøgt for bivirkninger, som det på det seneste er sket med AstraZeneca-vaccinen.
Foto: Claus Bech.
Forfatter(e)
Ditte Damsgaard dd@dadl.dk

Lægemiddelstyrelsen har den seneste tid rettet fokus på symptomer på veneblodpropper og multiple blodpropper og bremset AstraZeneca-vaccinationerne, efter at flere mennesker, der er blevet vaccineret med den coronavaccine, er blevet syge.

Det Europæiske Læge­middelagentur, EMA, oplyste torsdag, at fordelene ved at fortsætte vaccinationerne med AstraZenecas vaccine opvejer risikoen for bivirkninger, og vaccinen kan ikke sættes i forbindelse med en generel øget risiko for blodpropper. Dog kan der godt være en forbindelse til sjældne tilfælde af blødninger med lave blodplader, lød det fra EMA, som vil undersøge sagen yderligere.

Om der er en sammenhæng med vaccinen, eller om det er tilfældige sammenfald, har også optaget Reimar Wernich Thomsen den seneste tid. Det er nemlig ikke et særsyn, at vacciner eller medicin bliver undersøgt for bivirkninger, som det på det seneste er sket med AstraZeneca-vaccinen.

Han er overlæge og lektor i klinisk epidemiologi ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitets­hospital og Aarhus Universitet, som arbejder sammen med EMA og Lægemiddelstyrelsen. Sammen med sine kolleger har han lavet et studie, hvor de kigger på forekomst af blodpropper via registre.

Reimar Wernich Thomsen har stillet lignende spørgsmål tidligere i sin forskerkar­riere. Det var nemlig ham, der blandt andet forskede i bivirkninger som træthed og svimmelhed efter HPV-vaccinen i 2016-2019.

Han har således med HPV-forskningen tidligere medvirket til, at videnskab har dementeret en folkestemning omkring, at en vaccine generelt er farlig. Og en sådan folkestemning kan hurtigt opstå igen, påpeger han.

Paralleller til HPV-vaccine

Reimar Wernich Thomsen ser ligheder med forskningen i vaccine­bivirkninger dengang til nu, og alligevel er der store forskelle.

»I HPV-vaccinestudiet koblede vi forskellige oplysninger om HPV-vaccinerede piger med en række andre registre. Det gjorde vi med hjælp fra Danmarks Statistik, hvor vi fik lavet et stort, anonymiseret datasæt. Det er hardcore registerforskning i storskala, hvor man først skal finde alle individer, dvs. flere hundredetusinde, der over nogle år har fået HPV-vaccine, og derefter koblede vi dem til andre registre, hvor vi blandt andet kunne se alle hospitalskontakter, som disse piger havde haft med forskellige diagnoser, som potentielt kunne være vaccinebivirkninger«.

Ved HPV-vaccinen havde forskerne godt styr på deres eksponerede population, altså alle HPV-vaccinerede, og de havde mulighed for at udtrække en god, matchet kontrolgruppe med personer, der ikke var vaccineret.

»Vi havde stærke data på det, vi skulle måle på, i forhold til at kunne lave et såkaldt historisk kohorte- eller followupstudie. Vi kunne sammenligne og følge alle individer over tid, og vi kunne præcis se på individ­niveau, om personer havde haft kontakt til sundhedsvæsenet i en bestemt tidsperiode efter vaccinen, om de f.eks. var kommet ind på en skadestue med besvimelse. Vi havde en veldefineret nævner, og vi kunne statistisk justere for en række forskelle imellem grupperne. Vi kunne endda sammenligne de HPV-­vaccinerede pigers sygdomsrisiko ”med sig selv”, dvs. i tiden før og efter vaccinen. Sådan nogle data ville man jo gerne have her og nu med AstraZeneca-vaccinen, men det har man ikke i løbet af få dage. I HPV-studiet tog det os et år bare at få samlet datasættet«, siger Reimar Wernich Thomsen.

De foreløbige tal for tromboembolier i forhold til COVID-19-vacciner er kun cirkatal baseret på spontane indberetninger, påpeger han. Vi ved, at cirka fem millioner borgere har fået AstraZeneca-vaccinen i EU.

»Vi har ifølge EMA tilsyneladende cirka 30 anmeldte tilfælde af tromboemboli, heriblandt først og fremmest blodpropper i vene­systemet, blandt de omtrent fem millioner AstraZeneca-vaccinerede i EU. Men vi har ikke p.t. et internationalt datasæt, hvor vi præcist kan koble de fem millioner individer til disse sygdomstilfælde, selv om der arbejdes på det i EMA-regi. Vi ved en smule om, hvor gamle de ramte personer er, og hvor længe efter vaccinen de cirka har fået de her events, dvs. inden for nogle dage efter. Derudover er der endnu temmelig lidt information om de kliniske detaljer. Muligvis er der tale om både almindelige veneblodpropper, og så nogle sjældne tilfælde af multiple blodpropper og blødninger med lave blodplader«.

Ingen kontrolgruppe

Tallene for mulige tromboemboliske bivirkninger i forhold til antallet af AstraZeneca-­vaccinerede svarer endnu til det, som forskerne vil kalde »et økologisk studie«, for­klarer Reimar Wernich Thomsen.

Det er nogle observationer på populations­niveau, som ikke beviser en årsagssammenhæng.

»Et kernepunkt er, at der ikke er nogen kontrolgruppe. Når der er f.eks. 30 tromboemboliske events blandt fem millioner, så vil vi jo gerne vide, hvor mange der ville have været, på samme risikotid, i en sammenlignelig population, som ikke har fået vaccinen. Der findes nogle tidligere tal, og det er vi og sikkert mange andre forskningsgrupper ved at kigge på i disse dage«.

Hvordan går man til et studie, så evidens­niveauet bliver bedre, når man ikke har mere data?

»Vi må holde fast i, at de randomiserede kliniske trials, der førte til vaccinegodkendelse, ikke viste alvorlige bivirkninger blandt titusindvis af deltagere. Men selv i store trials vil sjældne bivirkninger ikke altid kunne opfanges. Når vaccinen slippes løs i befolkningen, følger vi derfor situationen nøje. Observationsdata er i begyndelsen, som de er. Vi ved nogenlunde, hvor mange vaccinerede der er i landene, p.t. har mere end 17 millioner borgere fået AstraZeneca-vaccinen i EU og Storbritannien. Og vi har først og fremmest et indberetningssystem, der følger ­mulige bivirkninger i alle lande. Det er det system, der advarer om et muligt faresignal nu, så det er helt, som det skal være. Vi må samtidig huske, at der sagtens kan være ­underrapportering af mulige bivirkninger, hvis patient eller behandler f.eks. ikke lige har tænkt, at det kunne have noget med ­vaccinen at gøre, eller ikke har fået sagen anmeldt. Omvendt beviser et simpelt tidsmæssigt sammenfald jo ikke, at en sygdomstilstand skyldes selve vaccinen, og ikke noget helt andet. Derfor er der brug for mere grundige epidemiologiske studier, så snart der rejses bekymring vedrørende et bivirkningssignal«.

Skal man tage blodprøver og måle på den enkelte patient med mulige bivirkninger?

»Det kan man godt, ikke mindst ved mere alvorlige events som blodpropper. Man skal karakterisere og beskrive bivirkningerne nøje, og det kunne være godt, hvis man har undersøgt patienterne for disponerende faktorer til blodpropsdannelse eller blødninger. Der er nogle forskellige arvelige tilstande og biomarkører, hvor man har øget trombose- eller blødningstendens. Men bestemte blodprøveresultater i sig selv vil sjældent kunne bevise, at det er vaccinationen, der har været årsagen til en given tilstand«.

Svært at bevise

Reimar Wernich Thomsen forklarer, at tilfældene af blodpropper ifølge medier typisk er kommet inden for en uge efter vaccinen. Det har, efter hvad vi endnu ved, drejet sig dels om venøse blodpropper i ben eller lunge, og i sjældne tilfælde om multiple blodpropper og blødninger med lave blodplader, såkaldt dissemineret intravaskulær koagulation (DIC), forklarer han.

Men i sidste ende kan det være svært ­endeligt at bevise eller afvise, at f.eks. en ­almindelig veneblodprop, der er opstået f.eks. fire dage efter en vaccine, er udløst af vaccinen.

»Jeg forstår godt, hvis folk, ikke mindst lægfolk, undrer sig over, hvorfor det skulle være særlig svært at bevise. Men der er jo en baggrundsforekomst af blodpropper hver eneste dag i en stor population. Det er sjældent for den enkelte person at få en blodprop f.eks. i benene, men i en hel befolkning ses tusindvis af tilfælde årligt alene i Danmark, og hundredetusinder i Europa«.

Reimar Wernich Thomsen har selv fået AstraZeneca-vaccinen for et par uger siden og har nu fået udskudt sit andet stik. Han er som statistisk uddannet forskningslæge ikke så bekymret, han tænker meget i konkrete sandsynligheder, siger han.

Men de allerseneste oplysninger om mulige sjældne, atypiske blodpropstilstande hos yngre ellers raske personer giver noget at tænke over.

»Vi er ikke færdige med denne sag«, siger han og peger på, at han selv oplevede de »mini-influenza«-lignende symptomer.

»Jeg lå kortvarigt i sengen med feber og sløjhed dagen efter vaccinen. Det er teoretisk tænkeligt, at immobilisering, feber, og kortvarig inflammation kan øge blodpropstendensen hos prædisponerede individer. På den måde kunne der være noget om, at vene­-blodpropper er en bivirkning hos nogle få, qua disse mekanismer. En immunologisk reaktion med lave blodplader i få sjældne tilfælde kan heller ikke afvises endnu«.

Blad nummer: 

Right side

af Hanne Hulgaard | 19/04
1 Kommentar
af Henrik Isaksen Dietz | 19/04
2 kommentarer
af Bjørn Asser Hansen | 17/04
1 Kommentar
af Christian Emil Møller | 17/04
8 kommentarer
af Søren Bache | 17/04
3 kommentarer
af Kristina Herbst | 17/04
2 kommentarer