Skip to main content

Er der lys for enden af epj-tunnelen?

Formand for Overlægeforeningen Erik Kristensen, ekristensen@dadlnet.dk

16. okt. 2006
4 min.

På trods af en national epj-styregruppe og en velstruktureret »National it-strategi for sundhedsvæsenet 2003-2007« har de 14 amter og H:S indtil nu arbejdet uden koordinering, og man har næsten fornemmet en modvilje mod at samordne selv indlysende fælles faglige problemstillinger. Således er det aldrig lykkedes at skabe et samarbejde om en fælles grundstruktur for en elektronisk patientjournal, og et nationalt SFI-samarbejde (sundhedsfagligt indhold), der ellers kunne spare såvel penge som speciallægetimer, er heller aldrig effektueret.

I f.eks. Viborg Amt har man haft en såkaldt 1. generations-epj. Den repræsenterer et realistisk ambitionsniveau i forhold til de tekniske muligheder, og der har i amtet været it-teknisk fleksibilitet og økonomisk vilje til at inddrage de erfaringer, der blev opnået i klinikken. Således har denne journal givet klare fordele i det kliniske arbejde i form af tilgængelighed og genfindelighed af data og har repræsenteret et tværfagligt koncept. I perioden indtil optimale løsninger var opnået, har Overlægeforeningen advokeret for, at man gennemførte en ekstern vurdering af de eksisterende journalsystemer med henblik på at lære af de høstede erfaringer. Man må konstatere, at sådanne tiltag heller aldrig har vundet fremme.

Overlægeforeningen konstaterer med tilfredshed, at flere af de kardinalpunkter, vi har arbejdet for, nu indgår i regeringsaftalen.

Man vil lave den revision af national it-strategi, som vi har efterlyst, og der vil blive sikret fælles it-arkitektur og national platform. Der gennemføres et eksternt review af det hidtidige epj-arbejde, formentlig med udenlandsk støtte, og sidst men ikke mindst koordineres arbejdet i regionerne, således at man samler de økonomiske ressourcer og laver en organisation på 30-50 årsværk. Organisationen skal ledes af en bestyrelse med repræsentation fra staten, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening, idet formanden udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren.

Denne bestyrelse understøttes af et sekretariat under ledelse af en direktør, og den nye organisation får til opgave at udvikle it-kommunikationen for det samlede sundhedsvæsen. Valget af direktøren bliver af afgørende betydning og får en høj grad af signalværdi. Bliver det muligt at finde en person uden bindinger i den hidtidige udvikling og med kendskab til kliniske problemstillinger?

Det står i neutrale formuleringer, at it-udviklingen i regionerne skal tilrettelægges under hensyntagen og i overensstemmelse med den nye strategi. Overlægeforeningen læser det sådan, at alle regioner fra dette tidspunkt skal indordne sig under den fælles it-strategi, og at de dyre, individuelle profileringsprojekter i amterne nu må ophøre. Det er vigtigt, at de mange kuldsejlede projekter ikke fastholdes af prestigemæssige grunde eller i et forsøg på at camouflere de hidtil foretagne store investeringer.

Vi læser også aftalens ordlyd: »at staten fortsat har det overordnede ansvar for forløbsregistrering, tilvejebringelse af et fælles dokumentationsgrundlag på sundhedsområdet, udvikling af klassifikationssystemer m.v.« som udtryk for, at det kvalificerede og nødvendige arbejde vedr. nyt klassifikationssystem, der allerede nu foregår i Sundhedsstyrelsens regi, vil fortsætte. En hvilken som helst elektronisk journal, der vælges, vil have behov for et system, der indbefatter såvel forløbs- som resultatklassifikation, og det udviklingsarbejde kan således med god mening fortsættes.

Der er emner af betydning for en fremtidig it-udvikling inden for sundhedsvæsenet, der naturligt ikke berøres i aftalen, men som er væsentlige at pointere allerede fra projektets start. Overlægeforeningen har i forbindelse med sit epj-engagement i hele forløbet efterspurgt, at økonomien bag udviklingsarbejdet bliver separat og gennemskueligt lagt frem. På denne måde blev det klart for alle, hvilke midler it-udviklingen beslaglægger i forhold til den samlede prioritering i sundhedsvæsenet. En sådan overvejelse er vigtig i en tid, hvor kvaliteten i sundhedsvæsenet er til konstant debat, og hvor det bør være gennemskueligt, hvad den kvalitet koster, som epj evt. bidrager med.

Inden man overvældes af begejstring over tilgængeligheden af patientdata, bør man gøre sig etiske overvejelser vedr. personfølsomme oplysninger. Man bør overveje, om man forveksler bekvemmelighed med faglig nødvendighed og ofrer patientens integritet og et fortroligt læge-patient-forhold i bytte for data, man aldrig kommer til at gøre brug af.

Heldigvis er Datatilsynet opmærksom på denne problemstilling, og vi skal støtte dem i at fastholde en stram lovgivning på dette område.

Overlægeforeningen har med sit netværk af klinikere i alle amter en bred erfaring vedr. epj, der vil være frugtbar ved implementering af en ny national epj-standard. Det er fortsat vigtigt, at den elektroniske journal fastholdes som et klinisk kommunikations- og dokumentationsredskab, der sekundært vil kunne finde anvendelse i administrative sammenhænge. Vi forventer derfor, at man ønsker at inddrage klinisk ekspertise i udviklingsarbejdet og stiller os til rådighed for arbejdet i den nye it-organisation.