Er der ortopædi i knoglemetastaser?

De senere års hastige udvikling i den medicinske behandling af karcinomer har naturligvis medført, at langt flere patienter med metastaserende sygdom lever længere. Der er registreret 32.000 nyopdagede tilfælde af cancer i Danmark i 2000, og det skønnes, at ca. 50% af disse patienter vil få metastatisk knoglesygdom. Formålet med den ortopædkirurgiske behandling er at reetablere funktion og afhjælpe smerter.

Formålet med ortopædkirurgi hos patienter med knogle-metastaser er at reducere smerter, lette plejen og bevare funktionen, således at der opnås tidlig mobilisering. Det aksiale skelet, femur og humerus er de hyppigste steder for metastaser, hvilket hænger sammen med, at der fra albue og knæ perifert er relativ avaskulær knoglemarv. Truende patologiske frakturer afgiver indikation for subakut ortopædkirurgisk behandling.

Den ortopædiske behandling skal, hvis det er muligt, være profylaktisk, hvilket kræver megen opmærksomhed af det onkologiske behandlerteam og stort engagement af ortopædkirurgen. O'Donoghue et al [1] gennemgik kvinder med knoglemetastaser fra mammacancer og fandt, at mere end 50% burde have været vurderet af en ortopædkirurg, men ikke blev det. Derfor nedsatte British Ortopaedic Association og British Orthopaedic Oncology Society en arbejdsgruppe, der udarbejdede retningslinjer for behandlingen [2].

Sædvanlig frakturbehandling med skruer, skinne og marvsøm leder ofte til smertefuld pseudoartrose og er en mindre god behandling. Segmental resektion af knoglen inklusive marginal fjernelse af metastasen efterfulgt af erstatning med protese vil altid medføre, at umiddelbar mobilisering kan ske med fuld belastning. Desuden indebærer en sådan behandling, at man næsten aldrig ser lokalrecidiv. Da sygdommen ofte medfører en dårlig langtidsoverlevelse, er der ikke specielle krav til protesernes langtidsholdbarhed.

Hansen et al's arbejde giver os nye oplysninger om prognosen, i særdeleshed hvad angår patienternes livskvalitet, men i enkelte tilfælde også vedrørende overlevelsen. Behandlingsvalget med anbefaling af simple operationsmetoder er måske knap så vigtig, bl.a. fordi det operative traume i dag er meget lille, selv ved middelstore indgreb. Dette understøttes af et nyere arbejde, hvor man har vurderet, hvorvidt store indgreb i bækkenet kan retfærdiggøres. Dette er ifølge resultaterne af arbejdet tilfældet. Selv patienternes accept af indgrebene scorer højt [3].

Udredningen af patienten bør omfatte røntgen i to planer, computertomografi af tumoren, vurdering af vaskulariseringen og røntgen af lungerne, for at man kan afsløre, hvorvidt tumoren er multifokal, hvor stor en bløddelskomponent der findes, hvorvidt der skal emboliseres »fødekar« og til vurdering af lungefunktionen.

Vedrørende behandlingen af collumnametastaser skal man være opmærksom på, at det i dag ikke kun drejer sig om simpel dekomprimering, men behandlingen kan være retablering af knoglevolumenet med cementinjektion, dekomprimering kombineret med forreste eller bagerste stabilisering eller resektion af korpus inklusive metastasen med efterfølgende erstatning med knoglegraft eller metalimplantat. Sådanne indgreb medfører ofte, at man undgår paraplegier eller reducerer neorodeficit.

Konklusionen af ovenstående er, at det er uhyre vigtigt, at der findes et multidisciplinært behandlerteam. Langt de fleste symptomgivende metastaser bør konfereres med en ortopædkirurg med onkologisk indsigt, inden behandling finder sted.

Jovist er der ortopædisk kirurgi i metastaser.

Korrespondance: Bjarne Lund , Ortopædkirurgisk Klinik, HovedOrtoCentret, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: bjarnerh02759lund@rh.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet