Men nogle af de kvaliteter, som vi ifølge direktøren er ved at forlade er helt essentielle – både for lægen og patienten. Og dem bør lægerne få kæmpet tilbage.
»Vi skal ikke tilbage til den omnipotente læge, der kunne alt inden for alle diagnoser. Det ville være en katastrofe. Men vi skal have muligheden for, at lægen kan tage ansvar«, siger han.
11. marts holder Yngre Læger konference om patientforløb.
Et kræftforløb
i Danmark
Den 4. september bliver en 62-årig kvinde, der snakker bagvendt, har aggressiv adfærd og husker dårligt, henvist af egen læge til sygehuset med mistanke om en hjerneblødning. Skadestuen har mistanke om tumor i hjernen.
Det bliver starten på et ifølge Kræftens Bekæmpelse horribelt patientforløb, der involverer fem hospitaler, to regioner, mange afdelinger og ingen fagpersoner, der tager ansvar for patientrejsen.
»Ingen danner sig et fuldstændigt overblik over patienten. Og måske af gode grunde. Det tankevækkende ved patienthistorier som denne er, at kræftsyge patienter sejler rundt i sundhedsvæsenet, uden at nogen er ansvarlig. Det er ikke godt nok. De resursesvage kan ikke klare sig«, siger Leif Vestergaard Pedersen, adm. direktør i Kræftens Bekæpelse.
Skanninger viser en godartet tumor i hjernen, der skal opereres på et hospital i naboregion. Her fastslås det, at det ikke er en primærtumor.
Herefter begyndere ugers og måneders jagt på, hvor canceren sidder. Uger og måneder med flere ambulante forløb på forskellige sygehuse, undersøgelser, hvor næste tid ofte er uger væk, kortvarige indlæggelser, sygetransporter, der ikke bliver bestilt, tider, der dobbeltbookes, afdelinger, der glemmer at sende fax, og hvor den råde tråd i patientrejsen er de to døtres kamp for, at nogen gør noget og tager ansvar.
Den 7. november viser nye prøvesvar, at primærcanceren formodes at sidde i mavesækken.
Lægerne understreger, at patienten nu er i et pakkeforløb, blot ved de ikke præcist hvilket forløb, der skal følges, da samtlige undersøgelser ikke viste noget konkret.
De pårørende forstår ikke, hvorfor patienten ikke følger udredningspakken: metastase i hjernen med ukendt primærtumor, sådan som det blev konstateret en måned tidligere.
Senere i forløbet – på et nyt hospital i anden region – finder kirurger »noget« på bugspytkirtlen. Biopsisvar viser igen en godartet tumor, der skal dog foretages 4-5 yderligere prøver for at være sikker. På grund af ventetid skal patienten først til ni dage senere.
»Lægen råder os til selv at tage kontakt til en kirurgisk afdeling for at få en bedre tid – pårørende er bedre til det, mener han ... Vi oplyser, at sådan er det ikke, og det er lægen, som skal bestille en akuttid. Lægen udtaler, at har vi brug for at klage, må vi skrive til hospitalsledelsen, han kan intet gøre og forlader faktisk rummet uden afsked«, skriver patientens datter i et brev til Kræftens Bekæmpelse.
Den 29. november foretages de resterende biopsier. Patienten får tid til prøvesvar næsten tre uger senere. Trods mistanke om kræft i bugspytkirtlen:
»Min mor prøver at forklare, hvordan tingene hænger sammen mht. hendes forløb osv, men sygeplejersken siger: Vi har travlt«, skriver datteren.
Datteren ringer dagen efter til hospitalet og får en ny og bedre tid.
»Min stædighed har altså skaffet os en tid 12 dage før den først angivne«.
Tre måneder efter første henvisning fra egen læge bliver patienten fortsat udredt. Kræften er endnu ikke lokaliseret. Behandlingen er endnu ikke påbegyndt. Ingen har haft ansvaret for patientens rejse.
Den ansvarlige region har understreget over for Kræftens Bekæmpelse, at alle regler har været overholdt.
»Er det godt nok? Uanset om regler er overholdt, mener vi så, at det er godt nok«, spørger Leif Vestergaard Pedersen.
De pårørende skrev et 12 A4-sider langt brev til Kræftens Bekæmpelse efter de første tre måneder af udredningsforløbet, som Ugeskriftet har fået lov at omtale af Kræftens Bekæmpelse. Det er familiens version af forløbet.