Skip to main content

Er Fremtidens Lægeforening = lægeforeningens fremtid?

Afdelingslæge Erik Jylling, Odense Universitetshospital. E-mail: erik.jylling@dadlnet.dk

4. nov. 2005
4 min.

Som man vil kunne erfare på debatsiderne i Ugeskrift for Læger nr. 12 side 1133, er debatten på årets lægemøde allerede skudt i gang. Anledningen er dagsordenen for lægemødet og herunder specielt de annoncerede forslag til vedtægtsændringer.

Jeg deler Torben Mogensens ønske om og lyst til at diskutere de store eksistentielle spørgsmål i fremtidens sundhedsvæsen og organiseringen af det, på et kvalificeret grundlag. Hertil hører vel naturligt organiseringen, strukturen, af fremtidens Lægeforening.

Så meget desto mere finder jeg det tankevækkende, at en højt placeret lægelig leder i det danske sundhedsvæsen, og mangeårig tillidsrepræsentant i Lægeforeningen, ikke er i stand til at kigge bag om det »interne fnidder«, han beskriver ved: »Yngre Lægers besynderlige indstilling til samarbejde«. Sagen rummer jo åbentlyst andre og dybere perspektiver. Uden at svinge sig for højt op kunne dette formuleres: »Er Lægeforeningens fremtid i konflikt med Fremtidens Lægeforening?«.

Svaret er: Ja!

Lægeforeningens konstruktion har længe vist svaghedstegn. Den knager og slår revner. Som helt aktuelle eksempler ønsker Overlægeforeningen, en af ni erhvervsforeninger i konglomeratet FAS, mere direkte magt i overensstemmelse med medlemstallet. Det kan man forstå. Samtidig er andre optaget af at forhindre Yngre Læger i at få indflydelse i overensstemmelse med medlemstallet.

Medicinen bliver så: nedskæringer og vedtægtsændringsforslag. Det kan man jo godt kalde: »Når krybben er tom ...«.

Organisationer er en samling af processer mellem interessenterne, der har stabiliseret sig i en afbalanceret magtrelation. Tingenes tilstand er med andre ord udtryk for den tilstand i organisationen, hvor alle interessenter har optimal magt og indflydelse i forhold til sig selv, hinanden og omgivelserne. Ingen er tilbøjelige til at ændre position af frygt for at blotte sig og dermed risikere tab. Humlen er blot, at den forudsætning for den stationære tilstand, der udgøres af forhold i omgivelserne, ændrer sig. Måske ret pludseligt. Dermed risikerer den uforberedte at lande på r...

Det er nødvendigt, helst kontrolleret, at rokke ved balancen, selvtilstrækkeligheden for at skærpe organisationens opmærksomhed på og mod ændrede vilkår internt og eksternt og deraf påtvungne behov for strategisk ledelse af forandringer. Organisationen skal derigennem finde ny legitimitet i forhold til interessenterne. Medlemmerne skal kunne identificere sig med foretagendet. Ellers siver de.

I virksomheder taler man ligefrem om nedskæring som en forudsætning for udvikling. Fordi der påtvinges et opgør med indgroede vaner og rutiner. Sindet beredes til forandring, og der gives plads til kreativitet. Det er en interessant og lærerig iagttagelse, når man har forladt det centrale lægepolitiske og gjort sig selv til menig læge, hvor lidt Lægeforeningen og delforeningerne fylder i medlemmernes bevidsthed. De resultater Lægeforeningen indiskutabelt på vegne af medlemmerne opnår ved deltagelse i den demokratiske proces går stort set upåagtet hen blandt medlemmerne. Man tager resultaterne ad notam, som arbejdsgiver og myndigheder udmelder, og er stort set uvidende om og indifferente i forhold til, hvilke katastrofer Lægeforeningen har reddet dem fra eller for den sags skyld påført dem. På sigt kan Lægeforeningen, der i den mest positive fortolkning er organiseret svarende til det sundhedspolitiske landkort anno 1970 (med en lille krølle omkring dannelsen af H:S i 1995), få alvorlige problemer med identiteten og ikke mindst legitimiteten i forhold til sine medlemmer.

Det har ikke været noget stort problem, så længe sundhedsvæsenet er så homogent og rammestyret som hidtil. Og tilmed i en situation, hvor læger alt andet lige er en mangelvare.

Efterhånden vil ændrede rammevilkår med marked og individuel orientering, og i dette tilfælde især ændret demografi i lægestanden, påvirke hele organisationen af sundhedsvæsenet. Lægernes og det øvrige sundhedspersonales arbejdsvilkår vil ændres. Og så vil piben få en anden lyd.

Lægeforeningens opbygning i søjler, kredse og foreninger er selv for mange medlemmer fuldstændig uforståelig og uforklarlig. Det bliver på sigt et problem.

Jeg skal ikke trætte med et langt foredrag om identitet og legitimitet, men blot illustrativt stille spørgsmålene:

»Repræsenterer FAS alle speciallæger?«, »Repræsenterer P.L.O. alle speciallæger med egen praksis?«, »Består Yngre Læger af alle læger under 40 år?, 50 år?«. »Hvor er pensionisterne?«.

De mest defensivt indstillede vil hævde: »at sådanne problemer løser sig selv hen ad vejen«. Hertil kan man kun advare kraftigt!

Andre foreninger har oplevet splittelse og deling, fordi man ignorerede tiltagende interessekonflikter.

I Sverige, hvor man f.s.v. angår individualismen er nogle år forud for Danmark, oplever man netop nu, hvordan medlemstallet i den svenske lægeforening rasler ned, idet færre og færre blandt de nyuddannede læger hvert år indmelder sig. Fra undersøgelser på det danske akademikermarked ved man, at medlemmer, der en gang har udmeldt sig, ikke vender tilbage siden.

Det er med andre ord en udfordring, der skal mødes proaktivt.

Det grundlæggende problem er, at man forsøger at fastholde en struktur, der ikke er fremtidssikret. Oceaner af energi bruges på at opretholde den forældede magtbalance internt. Hvis hele den energi i stedet blev transmitteret til udadvendt handling og service i forhold til medlemmerne, var meget opnået.

Man bør mens tid er diskuttere sig frem til en ny og fremtidssikret organisationsstruktur.

Der er god anledning til det ...