Ordet ”borger” bruges i stigende grad om ”patienter.” Politikere gør det, kommunerne gør det. Er det varm luft eller er det udtryk for noget nyt? Hvis man vælger at sige borger, kræver det respekt. Spørgsmålet er om sundhedsvæsenet kan leve op til det, siger en af fem eksperter, som kommenterer udviklingen.
Sophie Hæstorp Andersen, formand for Region Hovedstaden, brugte for nylig i et interview med Ugeskriftet om sundhedsvæsenet udtrykket ”borger” mindst lige så meget som ordet ”patient.”
Hun gav udtryk for, at der er sket en sproglig udvikling, der dækker over en ny indstilling i sundhedsvæsenet:
”Det er ikke borgeren, der kommer på besøg hos os i sundhedsvæsenet. Det er sundhedsvæsenet, der på et tidspunkt kommer ind i borgerens liv. Opholdet i sundhedsvæsenet er et bump på vejen i borgerens liv. De to opfattelser er meget forskellige”, sagde hun.
Sidste år udsendte regeringen et sundhedspolitisk udspil, der hed "Mere borger, mindre patient."
I indledningen står titlen forklaret:
"Det moderne behandlingsforløb tager udgangspunkt i borgerens behov, evner og ønsker. Den enkelte borger skal have hovedrollen i eget sygdomsforløb og inddrages fra start til slut. Borgeren skal behandles og plejes så tæt på eget hjem som muligt og helst helt undgå at skulle på sygehuset. Regeringen ønsker, at den enkelte forbliver mest muligt borger og bliver mindst muligt patient."
Ordvalget har med andre ord nogle praktiske forklaringer. Det er et spørgsmål om, hvor man fysisk befinder sig, mens man behandles i et sygdomsforløb. Men samtidig er borgerbetnelsen en udløber af, at et begreb som patientindflydelse i de senere år fået luft under vingerne.
Men er der en reel forandring undervejs – eller er det mest varm luft?
Læs svarene i det følgende.
Der er tale om en almindelig sproglig udvikling, hvor man også i højere grad i andre sammenhænge taler om borgeren og ikke klienten. Eller kunden?
Skal man prøve at kvalificere den sproglige nuancering kan det være, at distinktionen mellem at være patient (= indlagt på hospital) og borger er blevet flydende fordi borgeren i højere grad samtidig er patient (kroniske sygdomme) og i øvrigt behandles ambulant og hjemmenært.
Det holder dok ikke helt idet tandlægen formentlig nu som før vil omtale sine kunder som patient og ikke som borger/kunde.
Omtalen som patient styrker sprogligt det interrelationelle fortrolige læge-patient forhold overfor omverdenen.
Det hotte begreb for tiden er det patientcentrerede sundhedsvæsen/forløb, hvor patienten indgår som ligeværdig partner i beslutninger (shared decision making) - hvor lægen eller anden sundhedsperson agerer som rådgiver. Så er der ikke så langt et spring til at tale om borger i stedet for patient. Og det ligger jo også i hele den reduktion af autoritet, der ligger i sundhedsvæsenet og andre myndighedssystemer.
Ovenstående er en udvikling vi ser i mange (vestlige) lande. Det ligger også i borger-begrebet, at der er tale om selvstændige personer med rettigheder og krav på ydelser, som de har betalt for gennem skat. Det har eksisteret i årtier i Tyskland med adgang til sundhedsydelser som en klassisk borgerret, som først i de sidste 15-20 er blevet erkendt i Danmark. I amerikanske Health Plans og andre sundhedsorganisationer taler man således både om patients og members. Ordet kunde forekommer derimod ikke så ofte. Kun indirekte, fx taler man om customerization trends som både en måde at skabe tættere bånd til medlemmet/kunden eller tilbyde nogle specielle sundhedsydelser til specielle medlems/kundegrupper.
Specielt dansk er det måske, at begrebet/betegnelsen 'borger' er kommet mere på banen i forhold til 'patient' via kommunernes overtagelse af en række sundhedsopgaver fra 2007.
For mig at se er det vigtigt i sundhedsvæsenet at rumme begge begreber samtidigt. Mennesket skal i mødet med sundhedsvæsenet kunne være både borger og patient, og udfordringen for læger og andre klinikere er at give plads til begge roller og vide, hvornår det er den ene hhv. den anden rolle - og det er vel et kontinuum.
"Borgerbegrebet anvendes generelt mere og mere i social og sundhedssektoren til at anerkende patienter og
klienter som "ansvarlige statsborgere", der har krav på respekt og værdsættelse i deres autonomi, værdighed, integritet og sårbarhed som selvstændige individer. Det er et fremskridt i forhold til patientbegrebet, der kan opfattes som nedværdigende, fordi mennesker historisk set er blevet reduceret til genstande og objekter for læger og sygeplejersker. Borgerbegrebet repræsenterer et forfriskende opgør med en umyndiggørende paternalisme i sundhedsvæsenet, hvor den enkelte ikke betragtes som et selvstændigt frit og ansvarligt menneske.
Men det er vigtigt at begrebet anvendes rigtigt. Sundhedsvæsenet må have en forståelse af, at hvis man bruger ordet borger, indebærer det, at man respekterer den enkelte som individ. Spørgsmålet er, om sundhedssystemet kan leve op til det. Hvis ikke, er det jo bare ordet, der er lavet om, og så er det et redskab, som det neoliberale samfund kan bruge til at styre borgerne endnu mere. Så bruges borgerbegrebet nemlig til en ny overdreven ansvarliggørelse for egen sundhed, hvor samfundet lægger behandlingen over på den enkelte borger, i stedet for at løfte de opgaver, som ikke kan løses individuelt.
Samtidig må man forstå, at borgerbegrebet ikke kun kan baseres på en fremhævelse af den enkeltes stærke autonome frihed, men at den syge borger også skal respekteres med sin psykiske og kropslige sårbarhed uden at blive stigmatiseret og reduceret til en umyndig patient.”
"Mere borger - mindre patient" er fint som slogan. Husk blot, at patienter har brug for noget andet end borgerne som helhed.
Som borger er man en del af samfundet med rettigheder og pligter. Patienter er syge og har krav på god behandling i sundhedsvæsenet.
Lad os derfor hellere definere ordet patient i en tidssvarende mindre passiv kontekst end at forsøge at erstatte det med et mere upræcist ord.
Der er flere forklaringer på, at den stigende brug af ordet 'borger' frem for 'patient'. Én forklaring skal findes i, at kommunerne stort set kun bruger 'borger' - og fx. ikke 'klient'. Dette sker utvivlsomt for at undgå at 'stemple' personer og ikke på forhånd klassificere dem. I sundhedsvæsenet kan ændringen i sprogbrug utvivlsomt henføres til, at der lægges større og større vægt på inddragelse af patienterne og i den forbindelse glider man jo ud af den traditionelle patientrolle, hvor man alene hjælpes, men selv bidrager med den kapacitet/muligheder, den enkelte selv har og aktiv inddragelse i beslutninger om, hvad der skal ske. Den stigende brug af 'borger' frem for 'patient' signalerer således et ønske om et paradigme-skift i sundhedsvæsenet, hvor slagordet om patienten i centrum, signalerede en gammelkendt patientrolle, medens 'borgeren i centrum' signalerer en ændret tankemåde. Spørgsmålet er, om borgerne helt har forstået implikationen af dette og kan og vil leve op til en ny rolleforståelse i brugen af sundhedsvæsenet. Jeg tror også, at dele af lægestanden næppe har set og forstået ændringen - endnu.
