Erklæringer om syges arbejdsevne

Danske læger medvirker gerne til, at deres patienter bliver holdt i gang, forbliver aktive og bevarer muligheden for at have en værdig og indholdsrig dagligdag. Det er en væsentlig del af en meningsfyldt tilværelse at bevare sin arbejdsdygtighed og fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet, og det er derfor ikke fremmed for en læge sammen med sin patient at vurdere, hvor meget hun eller han kan overkomme. Det er imidlertid lige så klart, at det ikke er en lægelig opgave at udarbejde en karakterbog over patienters arbejdsevne til myndighederne. Det er op til den kommunale forvaltning at vurdere. Lægen bedømmer patientens funktionsevne i relation til viden om helbredsmæssige forhold.

Spørgsmålet om lægers rolle i at vurdere sygemeldtes arbejdsevne, og derved være med til at få syge mennesker tilbage på arbejde, er senest bragt op af Ugebrevet Mandag Morgen. Det har medfødt en række artikler omkring et »holdningsskifte« blandt de praktiserende læger, der hidtil skulle have været fyldt af beton i deres afvisning af arbejdsgivernes ønske om at få bedømt medarbejderes arbejdsevne. Det burde være klart, at dette ikke er tilfældet, og det følger alene af loven om anvendelse af helbredsoplysninger på arbejdsmarkedet. Læger, klinikker etc. må ikke efter loven videregive helbredsoplysninger til andre end den person som oplysningerne angår. Det ligger også i det grundlæggende fortrolighedsforhold mellem læge og patient, at dette ikke finder sted.

Det forhindrer ikke, at der foregår en øget dialog mellem parterne, og der ligger allerede en række muligheder, som kan udnyttes. Den nye pensionslov, som har været i funktion siden nytår, fastlægger således netop en klar arbejdsdeling mellem lægen og de sociale myndigheder, hvor det er lægen, der udtaler sig om patientens funktionsevne, og myndighederne derefter foretager en vurdering af arbejdsevne. Metoden skal foruden i førtidspensionssager også anvendes i sager om kontanthjælp, aktivering og sygedagpenge, hvor borgerens arbejdsevne vurderes at være truet. Erfaringerne er endnu sparsomme, og der er stadig behov for at udbrede kendskabet til loven og dens muligheder. Der er desuden aftalt et sæt attester, der præciserer samarbejdet, og der er i Landsoverenskomsten aftalt mulighed for at føre en slags rundbordssamtaler mellem arbejdsgiver, ansat, lægen og socialforvaltningen i disse sager.

Det, man fra arbejdsgiverside har ønsket, er den såkaldte norske model, hvor lægen medvirker til at vurdere en patients arbejdsduelighed. I Norge skal en sygemeldt lønmodtager efter en dialog med sin læge oplyse arbejdsgiveren om, hvilke opgaver vedkommende på trods af sin sygdom kan løse. Ifølge norsk lov er en sygemelding først gyldig, når lægen og den syge har afdækket disse forhold, og virksomheden har i princippet ret til at tilbageholde sygeløn eller sygedagpenge, hvis den ikke får disse informationer. Der er forskel mellem Danmark og Norge, både når det gælder arbejdsmarked og sociallovgivning, men vi vil meget gerne være med til at kigge på den norske model, hvis der er et politisk ønske om det, fx i et udvalg med de relevante parter, nedsat af arbejdsministeren.

Der er dog fortsat grænser for, hvor meget attester og erklæringer skal regulere i det danske samfund. Tillid er også en god ting, og erklæringer som fx korttidssygemeldinger bør ske på tro og love over for arbejdsgiveren, ikke som en lægeerklæring. Det er fortsat også sådan, at det er et arbejdsgiveransvar at sikre så fleksibel en medarbejderpolitik, at der kan rummes medarbejdere med begrænset funktionsevne, så de kan bevares i arbejde. Det kan ingen lægeerklæring hjælpe på.