Et billede fortæller en historie

Billedet er et oliemaleri, 65 × 85 cm, malet i 1907 af Carl Mathorne (1878-1942) og forestiller den første danske universitetsøreklinik, placeret i Det kgl. Frederiks Hospital.

Centralfiguren er Ernst Schmiegelow (1856-1949), som på daværende tidspunkt havde været leder af poliklinikken i 9 år. Da lokalerne hørte under kirurgisk afdeling D’s poliklinik og benyttedes som sådan om formiddagen, havde Schmiegelow fået pålæg om kun at benytte lokalerne i eftermiddagstimerne.

Den oto-laryngologiske poliklinik åbnedes d. 17. januar 1899 og var åben kl. 3-4 mandag, tirsdag, torsdag og fredag, da Schmiegelow »bestemt ikke, som forlangt af lægerådet, ville arbejde dagligt for den betaling, man bød ham –1.200 kr. årligt«.

I følge Ernst Schmiegelow var det økonomisk vanskelige tider, hvorfor der ikke var bevilget penge til lægeassistance. Efter knapt 1 år lykkedes det dog at få ansat Saxtorph Stein (1864-1931) som lønnet assistent, hvilket han var fra 1898-1906.

På tidspunktet for maleriet var der, som det kan ses, 2 lægeassistenter, 1. assistent Sophus Bentzen (1870-1945) og 2. assistent Laurentius Mahler (1877-1933), den sidstnævnte nærmest døren. Sophus Bentzen var 1. assistent fra 1906-1909, fra 1905 ørelæge ved Sct. Elisabeths Hospital, hvor han var overlæge 1925-1942. Han var desuden 1916-1940 læge ved Statens Institut for Talelidende, og endelig fra 1924-1934 medlem af bestyrelsen for »Tunghøres Vel«.

Det er på denne baggrund næppe nogen tilfældighed, at en søn, Ole Bentzen (1917-1989 )[1] blev den første leder af Statens Hørecentral i Århus.

Laurentius Mahler var 2. assistent 1903-1909. Derefter 1. assistent til 1910, hvor han flyttede med til den ny øreafdeling ved Rigshospitalet som 1. assistent indtil 1913. I 1922 stiftede forfatteren smertefuldt, men effekt bekendtskab med dr. Mahler, henvist af skolen for nedsat hørelse i forbindelse med adenoide vegetationer. Adenotomien uden bedøvelse og blodsmagen derefter står endnu klart i erindringen sammen med dr. Mahler, der den gang havde konsultation i Kreditforeningens bygning, Jarmers Plads, som faldt til fordel for motorgade H.C. Andersens Boulevard og Gyldenløvsgade.

Det afbildede rum var i følge Schmiegelow et 4 × 6 m 2-fags værelse, hvor en stor del af pladsen optoges af et stort, firkantet, sortmalet træbord i midten, omkring hvilket der var anbragt 4 arbejdspladser med elektriske undersøgelseslamper. Et fotografi fra 1898 viser, at der til at begynde med var 2 arbejdspladser med gaslys til undersøgelserne, som i 1900 er ændret til de nævnte 4 pladser med elektrisk belysning. I hele perioden var der, som det også ses på billedet, en petroleumslampe som nødbelysning.

Fotografiet fra 1898 viser 5 praktikanter, der på et fotografi fra foråret 1900 er blevet til 14 praktikanter – overvejende praktiserende læger. Når tallet på praktikanter og studerende siden steg til 20 og 30, kan man forstå, at der kunne være trængsel i rummet.

Skabet i baggrunden var til museums- og undervisningspræparater og fulgte som sådant med til øreafdelingen ved Rigshospitalet i 1910. Det blev kasseret i 1970 ved overflytningen til centralkomplekset, hvor der var indrettet skabsplads til præparaterne i øreafdelingens auditorium.

Skabet i forgrunden indeholdt instrumenter og arkivsager. Oven på begge skabe ses såkaldte laryngxfantomer. Princippet i apparaterne, der brugtes til undervisning, var, at korrekt placering af strubespejlet fik en elektrisk klokke til at ringe. Elektriciteten blev, som det måske kan ses på det nærmeste fantom, skaffet fra et vådt element repræsenteret af en glaskugle indeholdende koncentreret salmiakopløsning samt en brunstens- og zinkelektrode.

På forreste skab ses også klinikkens første mikroskop, som fulgte med til Rigshospitalet, hvor Schmiegelow anvendte det flittigt til mikroskopi af humane tindingeben, der var farvet med karminrødt. Ellers blev mikroskopet i en lang årrække anvendt af den kliniske assistent til mikroskopi af urin, blod og vævsprøver. Mikroskopet forsvandt sporløst i 1960’erne.

Uret i baggrunden fulgte også med til Rigshospitalet, først i auditoriet på 1. sal og derefter i auditoriet i stueetagen, som øreafdelingen overtog i 1939, efter at der var opført en særlig bygning til medicinsk ogkirurgisk poliklinik samt Tandklinik. Uret blev i 1960’erne erstattet af et elektrisk ur, fordi det gamle tikkede for højt og skulle trækkes op.

Endelig i baggrunden ved siden af vaske ses på et rullebord en elektromotorisk tympano-vibrator, der kunne levere variable og alternerende over- og undertryk i øregangen. Dette apparat blev flittigt anvendt til behandling af plagsomme, kroniske mellemørelidelser, herunder især kronisk, exsudativ mellemørelidelse med relativ god prognose, og kronisk, scleroserende mellemørelidelse, især stigbøjleanchylose (=otosclerose) med dårlig prognose.

Om maleren Carl Mathorne vides det, at han malede landskaber i Frankrig og Danmark samt portrætter herunder lægeportrætter, hvoraf et billede malet i 1940 af professor Holger Haxthausen (1892-1959) under en forelæsning fremdeles findes i Rigshospitalets hudafdeling.

Under sit arbejde på billedet mødte han sin skæbne i sygeplejerske, fru Julie Jensen (1870-1945), som blev ansat 1902 ved afdeling D’s kirurgiske poliklinik. Hun var øjensynlig også aktiv i ørepoliklinikken, hvor dagbogen fra 1907 under d. 28.10 meddeler, at fru Jensen har fået navneforandring til fru Mathorne. Hun flyttede i 1910 med til Rigshospitalet med tjeneste ved kirurgisk poliklinik i stueetagen i bygningen til højre for hospitalets hovedindgang, idet oto-rhino-laryngologien ved overflytningen var blevet skilt fra kirurgien og placeret på 1. sal. Hendes arbejde var så påskønnet, at hun fik forlængelse ud over 65-års alderen, nemlig til 1939, hvor kirurgisk poliklinik flyttede til de ny bygning bag øjenafdelingens bygning.