Når man arbejder med historien, sker det ofte, at det uventede tilfælde spiller en rolle. Som hvis man for eksempel åbner 1851-årgangen af Ugeskrift for Læger, og der falder et bogmærke ud. En afrevet strimmel papir, som er beskrevet med en lidt sjusket skråskrift. Teksten er ikke komplet, men en del af en sætning (se foto) lyder: »… man 10 pCt. Sølverglød til 90 pCt. Haar…«.
Sådan en strimmel papir kan man lade ligge som en sjov opdagelse til fornøjelse for den næste læser. Men man kan også blive nysgerrig og tænke, at der bag håndskriften sikkert gemmer sig en læser – måske endda en bidragyder – til Ugeskrift for Læger. Hvem har skrevet det? Hvad handlede det om?
Det kan i hvert fald ikke skade at smide den korte tekst ud på Google. Og – voila: Google Books tilbyder et link til Ugeskrift for Lægers 1868-årgang, hvor tekststumpen findes på side 223. Den pågældende artikel har overskriften: »Nyere Undersøgelser angaaende Blyforgiftning«. Den er et fyldigt referat af en tysk artikel fra samme år, og referatet er med stor sandsynlighed skrevet/oversat af Ugeskrift for Lægers redaktør på det tidspunkt, Frederik Jacob Trier (1831-1898). På Ugeskrift for Lægers egen reol står faktisk et bind med den pågældende årgang – med Triers autograf på titelbladet.
Artiklen handler om faren ved at arbejde med en særlig metode til farvning af bl.a. sort silkesytråd og af den fabriksmæssige behandling af såkaldt krølhår – hestehår, som blev brugt til møbelpolstring. Hårene blev pakket lagvist i en kedel, hvor hvert andet lag bestod af blyoxid (»sølverglød«). Når man dækkede lagene med eddike og kogte det sammen, skulle man ved første kogning »tage 10 pCt. Sølverglød til 90 pCt Haar«, hvorved der udvikledes eddikesur blyoxid.
Et ganske interessant indblik i tidlig arbejdsmedicin. Men det er ikke vores emne her. I stedet vil vi se lidt nærmere på, hvem der havde anbragt bogmærket.
Papirstrimlen, som i 1868 blev brugt som bogmærke, lå som nævnt i et bind, der rummede 1851-årgangen af Ugeskrift for Læger. At Trier har revet et brugt artikelmanus i stykker til bogmærke kan tyde på en vis sparsommelighed. Eller måske brugte han bare, hvad der lige var for hånden.
Artiklen, som interesserede ham i det 17 år gamle 1851-nummer af Ugeskriftet – der, hvor han havde placeret sit bogmærke – var skrevet af en A. Black, som var praktiserende læge i Sorø. Andreas Black (1819-1892) tog i 1857 initiativ til at stifte Lægeforeningen – men det var altså først seks år efter, at han skrev artiklen, som interesserede Frederik Trier. Netop i 1868 pønsede Trier selv på at kandidere til formandsposten – en post, han blev valgt til det følgende år.
Blacks artikel, som havde Triers interesse, hed »Et Par Ord om de Foranstaltninger, der maatte kunne træffes i Landdistrikterne under Faren for en Cholera-Epidemi«. Black skrev sin artikel kort tid efter, at Bandholm på Lolland havde oplevet et dødeligt udbrud af kolera. Denne epidemi var blevet effektivt inddæmmet af den unge læge Peter Ludvig Panum, der som udsendt af myndighederne lagde området i streng karantæne og isolerede de syge fra de raske. Derved hindrede han epidemien i at brede sig. Panums ældre kolleger havde imidlertid taget kraftigt afstand fra Panums karantæne, som var i strid med den herskende holdning: at kolera skyldtes »dårlig luft« – såkaldte miasmer, der selvsagt ikke kunne bekæmpes med karantæneforanstaltninger.
I sin rapport om koleraen i Bandholm havde Panum især peget på de kummerlige leveforhold hos de smittede. Han interesserede sig bl.a. for den skimmelsvamp, der nærmest dækkede væggene i de syges fugtige og beklumrede boliger og rejste spørgsmålet, om der kunne være en sammenhæng mellem svampen og epidemien.
Udbruddet i Bandholm i 1850 blev et wakeupcall for lægerne. De mest fremsynede, som Emil Hornemann, advarede om, at de uhygiejniske forhold i by og på land inden længe kunne føre til en langt værre epidemi end den, man oplevede i Bandholm. Den spådom gik i opfyldelse allerede i 1853, da en koleraepidemi i København krævede tusinder af menneskeliv.
Dermed var hygiejne med et slag kommet øverst på lægevidenskabens dagsorden. Endnu var årsagen til smitsomme og epidemiske sygdomme ukendt; patogene bakterier blev først påvist fra 1870’erne. Men der var forståelse af, at der fandtes en sammenhæng mellem f.eks. kolera og dårlig hygiejne. Der fandtes ikke kloakering. Affald, spildevand og ekskrementer flød i rendestene og baggårde. Drikkevandet var forurenet af sivende indhold fra latriner og møddinger.
Den fejlagtige miasmaopfattelse af sygdommens årsager medførte trods alt, at man indførte en række fornuftige forholdsregler (i det mindste på papiret). I hvert fald fokuserede læger og politikere intenst på behovet for kloakering, renovation og rent drikkevand.
Men tilbage til Frederik Trier og hans bogmærke. Man kan kun gætte på, hvorfor Ugeskrift for Lægers redaktør i 1868 gravede en 17 år gammel artikel frem om foranstaltninger under kolerasmitte. Men måske hænger det sammen med, at han som redaktør havde gjort kolera til hovedhistorien i de to første numre af 1868-årgangen. Trier bringer nemlig i januar dette år en lang fortsættende artikel, som på en måde foregriber den tyske læge Robert Kochs opdagelse i 1883 af kolerabacillen.
Det drejer sig om et udførligt referat af den tyske svampeforsker Ernst Halliers artikel »Om Gæringsprocesser og om Choleracontagiet«. På dette tidspunkt forsker både Robert Koch og hans franske rival Louis Pasteur i gærceller og mikroorganismer, og Hallier henviser i artiklen til Pasteurs opdagelse af, at gæringsprocesserne i f.eks. vin og øl skyldes levende organismer.
Da Panum i 1850 søgte en forklaring på koleraudbruddet i Bandholm, fokuserede han blandt andet på skimmelsvamp som en mulig sygdomsårsag. Og nu havde Hallier så i udtømmelser fra kolerasyge fundet, hvad han kaldte »Cholerasvampe« eller »Choleraorganismer«.
En ny og videnskabeligt baseret erkendelse af årsagen til kolera er tydeligvis ved at dæmre – et opgør med den spekulative miasmateori. Hallier studerer, inspireret af Pasteur, gæringsprocesser og peger på forskellige typer gærceller og gærsvampe som årsag til forskellige sygdomme. I udtømmelser fra kolerapatienter har han bl.a. identificeret nogle »aflangrunde Celler«, og »Micrococcer«, som i laboratoriet angriber og ødelægger trævler af oksekød »paa samme Maade som Tarmepitheliet i Cholera«. Artiklen fører ikke til den endelige konklusion, at »Cholerasvampen« er selve smittekilden, men undersøger det som en sandsynlig mulighed. Kan man forestille sig, at Halliers »svamp« i virkeligheden er den første observation af kolerabacillen, Vibrio cholerae?
Hallier foreslår at undersøge, om man kan desinficere indholdet af latriner og kloakker, hvor han (korrekt) antager, at man skal finde en stor del af årsagen til sygdommens epidemiske udbredelse.
Desinfektionen bør ifølge Hallier også foregå indvortes hos patienterne ved hjælp af »spirituøse Drikke (stærk Rødvin) og svovlsurt Chinin samt spirituøse Klysmata«.
Som man ser, er der endnu et stykke vej, men Hallier er på sporet. Og han er nået en del længere end Andreas Black og hans samtidige i 1851. Ugeskrift for Lægers redaktør Trier finder det interessant nok til at dele det med sine læsere. Og måske har han slået tilbage i sin samling af gamle numre af Ugeskrift for Læger (som nu befinder sig på Ugeskrift for Lægers redaktion) for at se, hvordan man tænkte om sagen, sidst koleraen truede Danmark.
Hallier forskede videre, men der gik endnu nogle år, inden Robert Koch endelig, i 1883, opdagede kolerabacillen. Dermed gjorde han en ende på spekulationerne og søsatte den medicinske bakteriologi.
Om forløbet foregik på denne måde, er kun kvalificeret gætteri, udløst af en papirlap, der for længe siden blev stukket ind mellem siderne i et gammelt nummer af Ugeskrift for Læger. Og som med et kig over Triers skulder giver os et pludseligt indkig i redaktørens arbejdsproces hen over en afgrund på 155 år.
