Skip to main content

ET DØGN MED - ”50 af vores patienter bor i opgangen…”

Praktiserende læge Lise Dyhr fortæller om en normal, travl mandag i den praksis i Brøndby Strand, som hun deler med en kollega.

Journalist Klaus Larsen kll@dadl.dk

25. jul. 2014
4 min.

6.45 Vejrudsigten har lovet regn, så jeg tager bilen fra Vesterbro til Brøndby Strand i stedet for den sædvanlige cykeltur langs vandet. Ankommer i tide til at lade pc’erne varme op inden telefontiden.

8.00 Telefonen gløder. Vi har mange fremmedsprogede, og nogle forklaringer tager lang tid. Det er en balance, hvor meget tid, man skal bruge, så andre også kan komme til. Blandt andre en patient med et trælår, hvor behandlingen ikke har hjulpet. Han kan dårligt gå og er forpint. Skal han indlægges akut og måske vente længe, inden han bliver set? Eller kan jeg få fat i ambulatoriet og lave en aftale om vurdering? Der er prøvesvar og forespørgsler fra hjemmesygeplejen og fra plejehjem.

9.10 Dagens første konsultation. En forælder har bestilt tid til både storebror, der ofte er snottet, til fireårsundersøgelse og vaccination af den yngste, og til sig selv. Så der er god tid til familien. Det handler ikke om sygdom, men om, hvordan det går, er barnet udviklet osv. Det er en af de hyggelige blandt formiddagens konsultationer.

9.50 Jeg må lige putte en patient ind, der egentlig bare skulle have en indsprøjtning hos vores sygeplejerske. En bosnisk kvinde, hvis datter altid følger hende til lægen. Nu har hun noget blødning fra endetarmen, kunne jeg ikke lige kigge på hende nu, da de alligevel er her? Man bør jo ikke gøre det, for så skrider tiden, men jeg vil ikke sige nej.

10.10 Efter endnu et par patienter troede jeg, den næste bare drejede sig om en kørekortsattest, som plejer at gå hurtigt. Men vedkommende er lige kommet hertil fra Kina. Manden oversætter, men selv om hun ser sund og rask ud, kan jeg ikke bare skrive under på, at hun ikke fejler noget, når jeg ikke kan tale med hende direkte selv. Jeg må lige ringe og spørge i Sundhedsstyrelsen. Det tager en krig.

11.00 Tiden til at supervisere vores uddannelseslæge skred. Det må nås i frokostpausen. Nu er der akutte patienter. De fleste af vores 2.300 patienter bor inden for en radius af nogle få hundrede meter – og 50 her i opgangen. Der er bl.a. et barn med blod fra navlen, en traumeramt flygtning fra Bosnien, som jeg kender, og vi aftaler, at han kan vente til i morgen, når der er mere tid. En patient er en mand midt i 80’erne. Han er 1. generations tyrkisk indvandrer, der har arbejdet i industrien indtil pensioneringen. Han taler dårligt dansk, men barnebarnet, som er pædagog, oversætter. Han har problemer med en diskusprolaps og andet, og vågnede i morges med smerter bl.a. i benene – og er det mon hjertet? Det viser sig at være de kendte smerter fra ryggen, som er blevet forværret. Jeg ved ikke, hvad jeg kan give ham, for han får mange slags medicin, også fra hjemlandet, men husker ikke hvad. Barnebarnet går hjem efter det og kommer med det i en plastbakke.

12.50 Recepter, FMK, der ikke virker optimalt, mails osv., forsinket frokost og derefter konference med personalet. Og så er der tid til at supervisere uddannelseslægen.

13.40 Vi har mange psykisk syge blandt patienterne. Jeg har afsat god tid til samtaler med tre, hvor vi ikke må forstyrres. Så længe overenskomsten tillader det, kan vi tilbyde syv samtaler à en halv time. Det er et godt tilbud til patienter, der sjældent har råd til psykolog.

15.30 Sygeplejersken skal vaccinere nogen, der skal til Afghanistan. Jeg hjælper med at opklare, hvilke sygdomme, der skal vaccineres for i deres bjerglandsby, om de har været vaccineret før osv. Så kan jeg kan afslutte papirarbejde og bl.a. ringe og sige til manden med trælåret, at han vil blive kontaktet af ambulatoriet, efter at jeg til sidst måtte ulejlige bagvagten.

18.15 Endelig har jeg fri. Jeg mødes med min datter på vores yndlingsrestaurant på Vesterbros Torv, inden vi går til sommerfest i Enghaveparken.

22.00 Hjem og sige hej til manden og falde om i sofaen, hvor vi lige vender dagen, inden vi tørner ind.