06.00: Vækkeuret ringer, og jeg har lige tid til et kort bad, inden bussen kører til hospitalet klokken 06:30. Morgenmaden bliver først serveret på hotellet klokken 07:00, så vi får madpakker med. På vejen kører vi igennem et nedlukket Slovakiet. Landet har været endnu mere lukket ned end Danmark og resten af Europa. Skolerne er lukket, butikkerne er lukket. Der er udgangsforbud efter klokken 20. Hospitalerne er lige nu hårdt presset, og kapaciteten er ikke lige så stor som i Danmark. De kan ikke komme ud af anden bølge. Den hænger ved og har ikke ændret sig siden oktober. Mange har ikke råd til at lade være med at gå på arbejde, selvom de er syge, og landet er udfordret af vaccinemodstandere og modstandere af »konceptet« COVID-19. Det er noget, amerikanerne har fundet på, og de vil hellere have russernes sputnik-vaccine. Lægerne er fortvivlede og fortabte og har svært ved at se, hvornår det holder op. Mine slovakiske kolleger går på arbejde hver eneste dag og knokler for at holde sammen på systemet. De håber på, at det snart går over, men de har mistet troen på lyset for enden af tunnellen. Men der er få tegn på, at det er ved at blive bedre. De har fået vaccineret stort set lige så mange, som vi har i Danmark, og foråret er på vej. Det skal nok gå, og anden bølge skal nok forsvinde. Det er bare svært for mine lægekolleger at se.
06.45: Vi ankommer til hospitalet, der er bygget, dengang landet var kommunistisk, og det bærer bygningen præg af med delvist krakelerede facader og beton. På afdelingen møder jeg ind i vores internationale zone på intensivafdelingen. Vi klæder om og påfører os værnemidler, FFP3-masker, beskyttelsesdragter og to par handsker. Derefter går vi igennem isolationsslusen. Vores dragter er hvide, men ellers ligner værnemidlerne vores. De er en smule mere forsigtige end os. Under isolationstøjet må vi kun have undertøj på, i Danmark har vi bare vores almindelige arbejdstøj indenunder. Omklædningen foregår ikke i private kabiner. Det er høj som lav, tyk som tynd, mand som kvinde side om side i undertøj. De slovakiske læger virker ikke blufærdige, og vi gør, som de gør.
07.00: Overdragelse af de tre patienter, som det internationale hold har ansvaret for. Holdet består af otte danskere og tre belgiere. Vi er tre sygeplejersker og en læge på vagt ad gangen. Natten har været rolig, og patienterne klarer sig fint.
08.00: En af patienterne er klar til udskrivelse til hospitalets step-down unit, hvilket resulterer i en længere proces, der involverer vores tolk og adskillige læger og sygeplejersker. Et step down-unit er ikke en almindelig sengeafdeling. Det er et sted, hvor der er lidt mere overvågning og personale. Det er er noget, man opererer meget med i udlandet, men vi har det desværre ikke i Danmark. Når patienterne kommer fra intensivafdelingen, kommer de over på step down-unit i stedet for at blive kastet for løverne på en almindelig sengeafdeling.
09.00: Stuegang på de to andre patienter. Den ene kan ekstuberes, hvilket er lidt af et særsyn, da langt de fleste patienter normalt bliver trakeotomeret først, altså via hul i halsen. Normalt, når man bliver lagt i respirator, får man et rør ind i munden, og når man er rask, kan man tage røret op. Hvis man skal være i respirator længe, kan man bore et hul i halsen under struben og lægge ind respiratorrøret den vej. Det er mere behageligt for patienten, og det er en nemmere måde at trappe patienterne ud af respiratoren. Men det er selvfølgelig et større indgreb. Det har vi i Danmark gjort på 20 pct. af vores COVID-19-patienter, hernede har de gjort det på over 90 pct. af patienterne. De skal altså have respiratoren ind igennem halsen, før de kan afvænnes fra respirator. Så vi har i Danmark sparet patienterne for ti dage på en intensivafdeling. Mindst. Det er et af de steder, hvor jeg kan se forskel på behandlingen af patienter i Danmark og Slovakiet. Patienterne puttes i samme kasse, og der tages ikke så meget hensyn til den enkelte patient.
11.00: Jeg bliver bedt om at assistere med modtagelse af en ny patient i den »slovakiske« del af intensivafdelingen. De ønsker mine inputs til, hvordan vi håndterer patienterne i den første fase af indlæggelsen. Det handler om, hvor meget de skal bedøves, hvordan respiratoren skal indstilles, og hvordan de skal have væskebehandling. De gør tingene på en lidt anden måde end i Danmark. De er meget nysgerrige på den måde, vi gør tingene på, selvom nogle i starten var skeptiske over for, hvem vi var, og hvad vi skulle. Jeg forsøger at gøre det på en gelinde måde. Der er ikke noget værre, end når der kommer nogen og gør noget anderledes i 14 dage, rejser igen og efterlader et endnu større hul i jorden. Jeg forsøger forsigtigt at introducere nogle ideer for dem, så de lige så stille selv kan finde ud af det. Jeg har ingen opskrift men inputs til, hvordan man kan gøre det anderledes. Og jeg kan allerede se, at tingene ikke helt er de samme, som da vi ankom for 14 dage siden.
12.00: FFP3-maske og beskyttelsesudstyr kommer af. Jeg får en tiltrængt pause, hvor jeg kan spise min medbragte morgenmad. Jeg når også at møde en repræsentant fra WHO, der er på besøg på hospitalet for at høre om det internationale samarbejde.
13.00: Beskyttelsesudstyret kommer på igen. Vi modtager en ny patient på vores ledige plads. Det er en patient, der har ligget et par dage på intensiv i den slovakiske del. Det tager lidt tid af få styr på detaljerne om behandlingen og anamnesen via vores tolk. Hele forhistorien er beskrevet i journalen på slovakisk, blodprøveresultaterne er på slovakisk. Det er ikke nemt at finde ud af. Men patienterne har det på samme måde som hjemme i Danmark. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, og jeg har set det før.
15.00: Jeg bliver bedt om at deltage i overleveringen af patienter i den slovakiske sektor. Vagtholdet er nysgerrige på mine inputs til behandlingen. Vi ender med at gå stuegang bedside på de fleste. Der opstår flere interessante diskussioner om, hvordan behandlingen skal fortsætte. Vi diskuterer, hvor meget patienterne skal bedøves, hvordan respiratoren skal indstilles, om de skal ligge på ryggen eller maven, og hvilke antibiotika de skal have. Der er mange veje til Rom. Vi er ikke meget uenige, men vi har vores zone af intensivafdelingen, hvor vi gør, som vi synes.
17.00: Tilbage i den danske/internationale del. Der er roligt. Jeg smutter ud af COVID-zonen for at få lidt at drikke. Da jeg kommer tilbage til COVID-zonen, færdiggør jeg dagens dokumentation på papir og i et Word-dokument, der senere skal oversættes til slovakisk og lægges ind i patientjournalen.
19.00: Vagtskifte. Natholdet møder ind. Det består i aften af to belgiske sygeplejersker og en belgisk læge. Der opstår interessante diskussioner om forskellig praksis i Danmark, Belgien og Slovakiet. Der er også forskel på, hvordan vi gør tingene i Danmark og Belgien, men forskellen er større til de slovakiske læger. De gør nogle af tingene, som vi gjorde for 20-30 år siden. Patienterne er længere tid bedøvet og ligger på intensiv dobbelt så længe som vores patienter hjemme i Danmark.
19.45: Bussen kører tilbage til hotellet, hvor jeg spiser aftensmad og drikker en kold øl sammen med resten af den danske gruppe. Vi taler om besøg af dansk tv i morgen. Vi er ellers isoleret på vores hotelværelser, men vi har booket et ekstra hotelværelse, hvor vi har fået sat nogle stole ind, så vi kan samles, når vi ikke arbejder på skift. Men det er meningen, at man skal være i isolation på værelserne, og der er ikke noget fælles morgenmad eller noget som helst.
22.00: Jeg går træt i seng. Klar til en ny dag i morgen. Jeg glæder mig til snart at komme hjem og se min familie.
