Mohammed Mughiaseeb er medicinsk direktør for MSF (Læger uden Grænsers) program i Gaza. To danske læger, lærte ham at kende, da de som medicinstuderende for nogle år siden var udsendt af Folkekirkens Nødhjælp. De har via e-mail interviewet ham om et af de mange travle døgn under de seneste ugers væbnede konflikt med Israel
00.00 Jeg sover ikke meget disse nætter. Min kone, Hala, og vores tre børn og jeg ligger alle fem i et lille rum bagerst i huset hvor der er mest sikkert. Hele natten kan vi høre eksplosioner med korte mellemrum. Børnene vågner ind imellem og er bange, og jeg eller Hala forsøger at trøste og berolige. Der er ingen elektricitet, men vi har en batteridrevet radio. Når vi hører bomber tæt på, tænder vi for radioen for at høre, hvem der er blevet ramt.
05.30 Solen står op. Jeg falder i søvn.
09.00 De ringer fra kontoret og siger, at en bil er på vej for at hente mig. Det er formentligt sikrere at køre i MSFs bil. Jeg siger farvel til Hala og børnene og kører hjemmefra. Jeg beder til, at jeg kommer tilbage til dem, og at de stadig er der til den tid.
09.30 Vi kører gennem Gaza by. Her plejer at være travlt på gaderne på denne tid, men nu er her helt dødt og øde. Der er ingen mennesker, intet der bevæger sig, alle butikker er lukkede. Selv fuglene er forsvundet.
09.40 Ankommer til kontoret. Jeg har ikke rigtig appetit for tiden, men drikker en kop kaffe og ryger en cigaret. Jeg taler med vores koordinator, ringer til vores medicinske koordinator i Jerusalem og planlægger dagens arbejde.
10.00 Jeg arbejder på klinikken for post-operativ pleje, som MSF driver. For tiden er næsten alle patienter indlagt med skader fra fly-bomberne. Ca. 80 pct. er traumer fra eksplosioner, og 20 pct. er brandsår. Mange er kvinder og børn. Her er mange amputationer, og mange børn, som er blevet forældreløse.
13.00 Kaffe- og cigaretpause. Resten af det medicinske og logistiske personale er pressede. Mange har selv fået ødelagt deres hjem, de fleste har mistet venner og familie. Alligevel kommer alle, der kan på arbejde, selvom vi stadig kan høre eksplosioner, mens vi arbejder.
14.00 Jeg kører til Shifa hospitalet, Gazas største hospital, for at besøge intensivafdelingen, som støttes af MSF. Skadestuen er propfuld og ret kaotisk. Der kører hele tiden ambulancer ind, de fleste af patienterne har multi-traumer. Alle operationsstuer er i gang. MSF har doneret kirurgisk udstyr og medicin under bombningerne. I forvejen havde hospitalerne kronisk mangel på lægemidler og engangsudstyr, og efter bombningerne er manglen blevet katastrofal. Desuden er flere af Gazas hospitaler blevet bombet, hvilket yderligere forværrer presset på de tilbageværende.
15.00 Jeg kører hjem med MSFs bil.
15.30. Hjemme sidder børnene og Hala i husets lille bagerste rum. Vi har en lille generator, der giver el tre timer om dagen. Så kan vi lave mad og lade batterier op. Børnene har brugt dagen på at spille computerspil, høre i radioen, hvor der bliver bombet, og tale om, hvornår jeg ville komme hjem. De har hørt at fodboldklubben, hvor drengene plejede at spille, er blevet bombet.
16.00 Vi spiser middagsmad. Mit første og sidste måltid i dag.
17.00 Vi repeterer evakueringsplanen, så børnene ved, hvad vi skal gøre, hvis vores hus bliver bombet. Vi har en taske pakket, der står klar ved døren med de vigtigste fornødenheder, og vi har aftalt, hvor vi skal løbe hen.
21.00 Børnene sover. Jeg ryger en cigaret, og Hala og jeg taler sammen. Vi er begge trætte og udkørte, men taler om at vi skal være stærke og holde humøret oppe for børnenes skyld.
23.50 Jeg ryger endnu en cigaret, lytter til radioen og eksplosionerne udenfor. Det bliver en lang nat.
Redaktion: Klaus Larsen kll@dadl.dk
