ET døgn med endokrinologen: »Hun har fået det der grisetyroid …«

5.30 Min kone og jeg står op hjemme i Kolding og får liv i vores to døtre på fire og snart to år. Madpakker er smurt og tasker pakket i aftes, så de skal bare i tøjet og have noget at spise. Min kone er radiolog og skal møde i Esbjerg en halv time før mig. Så hun tager af sted, mens jeg afleverer pigerne i den integrerede institution, inden jeg også kører mod vest og nyder en stille kop kaffe på vejen.

8.00 Der er morgenkonference i FAM’en for alle de yngre læger. Som uddannelseskoordinerende yngre læge vil jeg gerne være med, men det kan jeg ikke om mandagen, da jeg skal nå at forberede mig til ambulatorieprogrammet. Så jeg må droppe konferencen og går direkte derover. Jeg har 11 patienter booket til i dag – ni af dem inden middagskonferencen.

9.00 De første fem patienter er til kontrol. Jeg er i uddannelsesstilling, så det er vigtigt, at jeg ser så mange forskellige endokronologiske patienter som muligt, også andres, og følger op på dem. Men det betyder også, at der er en del arbejde, selv ved at forberede en kort kontrol. Jeg skal jo også kende forhistorien.

To af kontrollerne er patienter med primær hyperaldosteronisme – overproduktion af hormonet aldosteron. Det udmønter sig i for højt blodtryk og for lav kaliumværdi. Dem ser vi ikke så tit. Den første af de to – en ældre herre – har fejlet alt mellem himmel og jord, men det går meget godt, så vi skal bare fortsætte den samme behandling. Den anden er en yngre mand, som vi egentlig følger pga. for lavt binyrebarkhormon. Det skyldes, at han tidligere har fået binyrebarkhormon i høj dosis mod juvenil reumatoid artritis. Men han har også været udredt for højt blodtryk og lav kaliumværdi. Tilstanden skyldes, at han har spist for meget lakrids. Så selv om det tog lang tid, gik det meget godt, og vi fortsætter uændret.

10.30 En patient, som jeg kender fra tidligere, kommer med en stofskifteproblematik. Hun har fået det der grisetyroid, som vi ikke anbefaler, da det er svært at styre. Det har gjort, at hun i længere tid har været overbehandlet med stofskiftehormon. Man får mere energi, taber i vægt og synes, det går rigtig godt. Men det er også hårdt for kroppen. Så hun er henvist for at få behandling i mere kontrolleret dosering.

10.50 Næste patient har en nyopstået type 1-sukkersyge, som hun var indlagt for for en måned siden. Hun er arabisk og kommer med tolk. Efter hende er der en kort pause inden næste patient, som er en ældre herre med formodet overproduktion af binyrebarkhormon. Han kommer, for at vi kan tale om, hvorvidt han har mod på en operation, hvis vi finder indikation for det. Herefter er der en udeblivelse, som betyder, at jeg kan indhente lidt tid, som er skredet i formiddagens løb.

12.45 Frokostpause foregår under middagskonferencen, hvor vi først snakker de indlagte patienter igennem, hvorefter vi ambulatorielæger i uddannelse kan få besvaret de spørgsmål, vi måtte have efter formiddagen.

14.00 Efter de to sidste patienter – to ret forskellige type 2-diabetespatienter – går jeg til vores yngre læge-kontor, hvor vi kan samle op på de spørgsmål, som vi løbende får i vores dueslag fra sygeplejerskerne, samt se svar på de prøver, vi har sat i værk.

15.30 Det er fyraften, og jeg går ud til bilen og kører hjem mod Kolding. En time efter er jeg hjemme næsten samtidig med min kone, som har hentet børnene. De to piger er godt trætte, så det bliver til lidt sofahygge og modellervoks, inden vi laver aftensmad sammen og spiser.

20.15 Jeg har puttet børnene i dag – det gik hurtigt. Vi får en gin&tonic og ser »Kender du typen«. De er i Glyngøre, og vi gætter først, at det er Rosa fra »Bagedysten«, da vi får tre at vælge imellem. Det er helt nyt, at vi har fået lidt mere overskud efter halv ti, efter at pigerne er blevet lidt større. Men ikke helt nok til at begynde at lave noget praktisk. Så vi går tidligt i seng.