Det er tirsdag den 17. marts, og det er dagen, hvor den nye virkelighed under pandemien for alvor viser sig på Hvidovre Hospitals infektionsmedicinske afdeling, hvor 1. reservelæge Andreas Knudsen møder op til bagvagt.
5.20 Vi står ekstra tidligt op. Min kone arbejder som det meste af Danmark hjemmefra og kan på den måde nå at få lidt arbejde fra hånden – det er en udfordring både at arbejde hjemme og hjemmeskole to børn på ti og syv. Og jeg får tid til at tjekke, om der er nye coronaguidelines fra Sundhedsstyrelsen, inden jeg møder ind på Hvidovre. Retningslinjerne ændres hyppigt for tiden. Jeg tager bilen. Det er rart, når man skal sent hjem.
8.00 Morgenkonferencen – her er nok flere end det maksimum, der anbefales for forsamlinger. Alle mand er på dæk, og der er en løfteiflok-stemning. Mange ph.d.-studerende er også klar til at træde til. Arbejdsskemaet ændres løbende på grund af mange nye tilbud: Tiltag for at hjælpe de praktiserende læger med at afklare de patienter med øvre luftvejs-infektion, de ikke kan se i praksis, coronaklinikker osv. Morgenundervisningen handler om diagnostik af corona.
8.30 Jeg tænder bagvagtstelefonen, og der går syv sekunder, til jeg får det første coronaopkald. Og så vælter det ind med coronaspørgsmål. Fra praktiserende læger og fra private, som har fået infektionsmedicinsk bagvagts telefonnummer af deres læge – ikke særligt hensigtsmæssigt. Fra hjemmeplejen og ansatte fra andre afdelinger, som synes, de har lidt symptomer. Jeg hjælper dem med at tolke Sundhedsstyrelsens vejledning om at gå hjem ved de mindste symptomer. Det føles ukollegialt at gå hjem, når man ikke er rigtig syg, tror jeg. Så hjælper det, at nogle andre har sagt det.
10.00 Der begynder også at komme opkald fra andre matrikler om patienter, som er coronapositive og nu kommer efter 6-7 døgn med feber og bliver indlagt med iltkrævende åndenød. Det er nu, det først rigtigt går op for en, at »Så! NU kommer tidevandet, som de har snakket om«. Vi skal have dem i hus fra de steder i regionen, der ikke har nogen intensivkapacitet.
11.00 Jeg går ned på intensiv og tilser en yngre mand, som er coronapositiv, tidligere sund og rask, men som nu ligger i respirator. Vi har desværre ikke yderligere behandling at tilbyde. Efter middagskonferencen går jeg tilsyn, som er bestilt i huset – der er kun to. Det ene er på en ung kvinde, der ligger på Gastrokirurgisk Afdeling. Hun er af en eller anden grund indlagt med ondt i maven, men har faktisk ondt i halsen, og jeg foreslår, at hun bliver udskrevet med penicillin for halsbetændelse.
14.00 Tilsyn på en ældre mand, som har været indlagt i tre uger. Der er lidt lungebetændelse og væske omkring hjertet og ud i lungehinden. Han har fået diverse antibiotika, men med tvivlsom effekt. Nu har han pludselig fået feber igen, og jeg overvejer, om han har en dyrkningsnegativ endokarditis. Han har fået lagt en pacemaker for nylig, og måske sidder det der. Mens jeg overvejer, kommer der et testsvar. En klog yngre læge undrede sig over, at han pludselig fik 39 i feber og har testet ham, og nu kommer svaret: Han er coronapositiv. Så flytter fokus jo lidt væk fra det underliggende. Spørgsmålet er, hvor han er smittet? Er det familie og besøgende? Eller det skrækscenarie, vi alle frygter: At vi smitter som sundhedsfaglige, selv om vi gør alt, som er muligt, for at minimere risikoen.
14.30 Jeg er på visit ovre på coronaklinikken. Det er en udskudt almen praksis-funktion, som varetages af nogle andre medicinske afdelinger. Det er et tilbud til de praktiserende læger, som kan henvise patienter, der ringer om COVID-19-symptomer, dertil. Så kan de blive set på, ligesom hos deres egen læge. Derfra er jeg på besøg hos coronaskadesporet. Det er et tilbud fra Infektionsmedicinsk Afdeling, hvor vi vurderer, om de patienter, som er coronasuspekte, skal indlægges eller ej. Her kan vi tilbyde lidt flere undersøgelser med podninger, røntgenbilleder osv. på stedet.
16.00 Der kommer en lidt ældre mand med svært respirationssvigt. Han bliver indlagt hos os på Infektionsmedicinsk Afdeling, hvor han hurtigt bliver mere og mere iltkrævende.
18.00 Opkaldene stilner meget af, fordi praksis begynder at lukke. Det er mere de forskellige hospitaler, der ringer, og læger, der ringer privat og spørger om gode råd.
19.00 Aftenstuegang sammen med forvagten. Det er tid til at godkende alle de blodprøver, der er taget i dagens løb på sengeafsnittet og i ambulatoriet. Der er cirka 110 i dag.
19.45 En coronapositiv mand indlægges med åndenød. Han viser sig ikke at have de for corona typiske infiltrater på røntgenbilledet, men en helt klassisk, bakteriel pneumoni. Han bliver indlagt til bred antibiotisk behandling, indtil vi finder ud af, hvad det er for en bakterie, der er tale om.
20.00 Vi får indlagt et familiemedlem til en, som vi allerede har indlagt, og som er i respirator. Han bliver tiltagende iltkrævende, og vi når maksimum af, hvor meget ilt vi kan tilbyde i afdelingen. Han bliver intuberet på afdelingen og kommer ned på intensiv. Så ligger to familiemedlemmer ved siden af hinanden, bevidstløse i hver sin respirator. Det er et lidt skræmmende syn. Og der er tale om to sunde mennesker, som ellers aldrig har været i hospitalssystemet før.
21.15 Man får ikke et øjeblik lov at glemme, at vi er midt i en nærmest ufattelig begivenhed. Lige meget, hvor man færdes på hospitalet, og lige meget, hvor man vender sig hen, er der enten en dronning, en statsminister, en sundhedsminister eller Søren Brostrøm, der taler i baggrunden i »breaking news«.
22.00 Jeg kører hjem, og jeg gør mig da mine tanker, da jeg kommer hjem til familien, hvor vi bor på meget få kvadratmeter på grund af ombygning. I dag er det, som om begivenhederne blev lidt for »virkelige«. Situationen ændrer sig fra time til time, og lige meget hvem der ringer, har man på fornemmelsen, at når jeg åbner min mail er guidelines ændret, så det, jeg har sagt, ikke længere er det rigtige. Jeg tager bad om morgenen – men som regel ikke, når jeg kommer hjem fra arbejde. Men det gør jeg nu. Efter en bid aftensmad går jeg i seng.
01.30 Der er et opkald på bagvagtstelefonen. Hvidovre Hospital er nu så overfyldt i akutmodtagelsen, at vi overgår til kohorteisolation. Dvs. at hvor man før lagde en coronapositiv patient på enestue, kan man i en pandemi overgå til at lægge en coronapositiv sammen med en anden coronapositiv. Det kan synes banalt, men det er et grænseoverskridende tiltag for plejepersonale, som normalt er så observante på at overholde hygiejnen.
OVERBLIK: Læs alle artikler om coronavirus på Ugeskriftet.dk
