06.45 Vækkeuret ringer, og jeg står op. Efter også at have alarmeret mine fire børn om, at de skal stå op, går jeg i bad, smører madpakker og spiser derefter morgenmad med børnene.
08.00 Efter en kvarterlang cykeltur starter dagen på arbejdet med de sædvanlige behandlingskonferencer – men det bliver en blid start på ugen, eftersom hverken psykologer, sygeplejersker eller fysioterapeuter har det helt store på hjerte.
09.00 De mange EPJ-opgaver venter. Jeg bliver blandt andet nødt til at booke en lægetid til udredning af en patient, fordi jeg skal undersøge, om patienten har skizofreni ud over PTSD.
10.00 Så er det tid til den første patient. Patienten flygtede for mange år siden til Danmark og har siden haft eget firma og godt job, men er nu blevet retraumatiseret. Hun lider af PTSD og får behandling for både depression og søvnmangel, men reagerer ikke godt nok på den antidepressive medicin. Hun må prøve et andet præparat.
11.00 Efter flere EPJ-opgaver kommer næste patient, som jeg ugentligt har i terapi. Hun blev misbrugt af sin far gennem flere år og lider i dag af meget svær PTSD. Hun er ikke velfungerende, men evner menneskelige relationer bedre, end man skulle tro muligt. Det får mig til at tænke på, at menneskets overlevelsestrang er helt utrolig stærk.
12.10 Jeg bevæger mig ned i frokoststuen – normalt spiser vi næsten alle frokost sammen, men i dag er der flere, der tager frokosten ved computeren.
13.30 Mens jeg sidder og dikterer en udredning af en patient med PTSD, der nu også har vist tegn på personlighedsforstyrrelse, ringer en af klinikkens fysioterapeuter. Jeg bliver akut tilkaldt til en selvmordstruet veteran. Patienten giver udtryk for, at han har konkrete planer om selvmord, og da jeg kommer ned til ham, bekræfter han. Selvmordstruede patienter er faktisk ofte meget ærlige om deres selvmordsplaner. Jeg vurderer derfor, at det er bedst, at han bliver indlagt på psykiatrisk afdeling nede på hospitalet. Patienten er enig og bliver sendt af sted i en taxa.
14.10 Både en psykolog og en sygeplejerske står nu i kø for at ville snakke med mig om nogle andre patienter. Sådan er det, når det uforudsete sker – og det sker jo engang imellem her. Men det er dejligt, at klinikken virkelig dyrker det tværfaglige samarbejde og sparring.
14.50 Min lægelige kollega banker på døren og vil gerne lige vende valget af antidepressiv medicin til en patient. Det gør vi ofte – specielt, når det drejer sig om patienter med flere diagnoser eller mange symptomer. Vi skal jo også passe på, at vi ikke giver patienten unødvendige bivirkninger eller overmedicinerer. Og terapien er mindst lige så vigtig.
15.30 Fri. Op på cyklen og hjem til børnene, som allerede er derhjemme. Eftermiddagen står både på en powernap, lektiehjælp, indkøb og madlavning med min yngste søn.
20.00 Efter en omgang fiskefrikadeller og et spil Afrikas Stjerne går vi lidt hver til sit. Jeg får sagt godnat til den første, der smutter i seng, hvorefter jeg smider mig på sofaen til en film. Løbende kommer de tre andre ind i stuen, snakker lidt og siger godnat.
23.30 Så er det også min sengetid.