ET DØGN MED maratonlægen: »Jeg endte også med at have tunge ben«

7.30 Jeg står op. Jeg er alene hjemme, for min kæreste er på nattevagt, og vores to drenge er i sommerhus med farmor og farfar. Får en besked fra min kollega Christian, som også er en del af vores lægegruppe til maraton. Der står »Det bliver varmt i dag«.

8.15 Sætter mig på cyklen for at køre mod start- og målområdet, hvor lægeteltet er. Jeg kører omkring supermarkedet og køber alle de isterninger, de har. Det er min opgave at tage is med, så vi kan nedkøle løbere med hypertermi (hedeslag).

8.45 Ser en løber på Tagensvej, han prøver at praje en taxa til starten. Gad vide, om han når det? Jo tættere man kommer på Islands Brygge, jo flere løbere er på vej til start. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at være en lille del af den store begivenhed.

9.00 Ankommer til Islands Brygge. Vi holder briefing. Vi er et stort hold i år, for vi får hjælp af 15 medicinstuderende. Vi tjekker tasker, radioer og andet udstyr.

9.30 Starten går. Nu er der to en halv times ro i teltet. I april var vi ti læger afsted på studietur til maraton i London for at se, hvordan de griber det an. Vi bruger ventetiden på at gennemgå nogle af de ting, som vi lærte – bl.a. håndtering og behandling af kollapsede overophedede løbere.

11.39 Vinderen kommer i mål i ny løbsrekord, 2:09.54. Løberne begynder at komme ind over målstregen. Her står en læge, nogle medicinstuderende og flere samaritter klar til at fange dem, som kollapser på selve målstregen, fordi de pludselig holder op med at løbe, og blodet samler sig i benene og løber væk fra hovedet. De fleste kan »reddes«, ved at man får dem til at blive ved med at gå.

12.10 Et af lægeholdene ude på ruten har haft brug for hjertestarteren. Der er givet et stød med god effekt, og løberen er kørt på sygehuset. Der blev heldigvis kun brug for hjertestarteren én gang i år.

13.47 De to første kollapsede og konfuse løbere med hedeslag kommer ind i lægeteltet. Den ene er en stor og muskuløs midaldrende mand, der er svært påvirket med en kropstemperatur på 42 grader. Utroligt, at han er kommet i mål. Han har nok været så konfus, at han ikke har kunnet finde ud af at stoppe. Vi pakker ham ind i is. Efter ti minutters køling, kan man tale med ham. Han bliver ved med at være lidt rundt på gulvet, så vi ender med at sende ham med en ambulance til sygehuset.

14.30 Endnu to løbere med anstrengelsesudløst hedeslag bliver bragt ind i teltet. De kaster begge to op igen og igen. De pakkes med is og den ene tygger så febrilsk på isterninger, at tandkødet begynder at bløde. En tredje løber er en ung mand, som har spurtet i mål. Han hyperventilerer helt ekstremt og har muskelkramper i hele kroppen – også omkring munden. Behandlingen af ham er først og fremmest at fortælle ham, at han er i mål, og at han godt kan trække vejret roligt. Efter et kvarter slapper han af, men har svært ved at holde selv små mængder væske i sig.

16.00 Den officielle tidsgrænse på seks timer og 30 minutter er nået. Det har været en travl dag. Vi har haft cirka 30 løbere til behandling. Dertil kommer dem, som fik hjælp af Røde Kors til skrammer, kramper og vabler.

17.00 Vi har pakket vores udstyr sammen. Nogle stykker af os sætter os i solen. Vi evaluerer på dagen, som blev varm. Vi er enige om, at det er gået godt, og at vi har lært noget af vores tur til London.

18.30 Min kæreste har lavet mad. Jeg har taget resterne af slikket fra lægeteltet med. Det vækker stor glæde. Efter aftensmaden går vi ned på gaden, og drengene kører på cykel og løbehjul.

20.20 Det er blevet tid til godnathistorie. Det flyder med vaske- og skiftetøj i lejligheden. Vi bliver enige om, at vi klarer det i morgen, eller måske i overmorgen.

22.15 Drengene er stadig lysvågne, mens forældrene er meget trætte. Efter et par ekstra godnathistorier falder de til ro. Jeg slæber mig også i seng og kan konstatere, at jeg også endte dagen med at have tunge ben.