Skip to main content

ET DØGN MED ortopædkirurgen: ”Jeg finder en af de sidste P-pladser ved OUH …”

Louise Lau Simonsen er speciallæge i ortopædkirurgi, enlig mor til tre drenge i Stenløse på Sjælland og pendler dagligt til OUH i Odense eller Svendborg, hvor hun i et år videreuddanner sig i fod-ankelkirurgi, inden hun vender tilbage til sin stilling på sygehuset i Køge.
Ortopædkirurg Louise Lau Simonsen. Fotograf: Heidi Lundsgaard.
Ortopædkirurg Louise Lau Simonsen. Fotograf: Heidi Lundsgaard.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

22. mar. 2019
4 min.

5.10 Jeg står op, men lader de tre drenge sove videre. Den ældste er 14, og der en på 12 og en på otte. Jeg går i bad, laver en termokande kaffe og lister ud. Min ældste søn, Filip, har morgentjansen – han får 25 kroner for hver morgen at få de to andre op og ordentligt ud af døren. Turen til Odense tager omkring to timer, hvor jeg hører lydbog og drikker kaffe. Jeg er ikke rigtig morgenmads-menneske. Ved syvtiden ringer jeg til Filip for at høre, om alt er, som det skal være, og ønske en god dag.

7.30 Jeg finder en af de sidste P-pladser ved OUH. Efter omklædning når jeg at tjekke mails. I dag skal jeg operere på COP (den centrale operationsgang, red.). Jeg har to operationer i dag: Ved den første opererer den ene overlæge, mens jeg assisterer, og ved den anden er det mig, der opererer.

7.50 Jeg går ind på operationsstuen og snakker med personalet. Den første er en 62-årig mand med artrose i det ene ankelled. Patienten ankommer, og min kollega går ind for at gøre ham klar, mens jeg går til morgenkonference.

8.30 På operationsgangen gennemgår overlægen og jeg operationen, inden vi går ind og opererer. Min kollega åbner ind til ankelleddet og fjerner den resterende brusk. Det resulterer i to blødende flader, der skal gro sammen. To store skruer til at komprimere hen over artrodesen (en stivgørende operation, red.) Efter halvanden time lukker jeg operationssåret, mens min kollega går ud for at diktere beskrivelsen.

10.40 Vi har også stuegangsfunktionen, så jeg går op på afdelingen. Jeg skal bl.a. sammen med min kollega, overlægen, tilse en patient med en inficeret fod, der gør det svært at komme videre med behandlingen.

11.15 Nummer to patient, som jeg skal operere, bliver snart kaldt til operationsstuen, så jeg holder tidlig frokost og spiser min klapsammenmad på operationsgangen.

12.00 Jeg siger godnat til min patient – en 34-årig mand med en kronisk bruskskade i det ene ankelled efter et brudtraume. Vi skal lægge et lille net på – en operation, som jeg ikke har lavet før, og som jeg skal lære, mens jeg er herovre. Jer har forberedt mig grundigt og talt med min overlæge, som skal guide mig igennem. Mens anæstesien bedøver, visiterer jeg patienter.

12.30 Operationen går efter planen – ikke noget, der driller, og det er jo rart, når det er første gang. Da vi er færdige, lukker min kollega, mens jeg går ud og skriver beskrivelsen.

14.00 Jeg sætter mig til at forberede mig lidt til de operationer, jeg har i morgen. Jeg skal til Svendborg og lave mindre dagkirurgi: Knyster, artrose i storetåens grundled, hammertæer – og en enkelt kikkertoperation i ankelleddet. Så går jeg hen på opvågningen for at hilse på min sidste patient, som er vågen.

15.15 Jeg klæder mig om og kører mod Stenløse, mens jeg hører lydbog - Ken Folletts Century-trilogi. Ved firetiden ringer Filip, som har hentet Ludwig - den yngste. Den mellemste kører selv hjem. Filip spørger, om han må tage til fitness – det er ok. Jeg ringer til vores slagter for at bestille kød til den ældstes konfirmation.

17:30 Hjemme. Vi skal bare have rester – lidt aspargessuppe. Den mellemste cykler til bordtennis. Den ældste er stadig væk. Jeg spiser med den yngste. Så smører vi madpakker. Filip kommer hjem. Han får også lidt mad, og vi snakker lidt. Han har tjansen igen i morgen tidlig. Så går han ind og spiller computer. Jeg når at spille lidt Settlers med Ludwig, inden nr. to kommer hjem kvart over otte og skal have noget mad.

20.30 De to store laver lektier og øver musik, mens Ludwig og jeg går i seng. Jeg slukker klokken 9 - jeg skal op igen klokken 5.