Skip to main content

Et godt tilbud fra pensionskassen

Kommunikationschef i Lægernes Pensionskasse Sofie Randrup, sra@lpk.dk

2. apr. 2012
4 min.

For nylig modtog godt en tredjedel af medlemmerne et brev fra Lægernes Pensionskasse med en opfordring til at omtegne deres pension. Det drejer sig om alle medlemmer med garanteret pension. Hvis man siger ja til at omtegne, får man en betydeligt højere pensionsopsparing. Hvor meget højere, fremgår af brevet.

Pensionen taber købekraft

Pensionskassens bestyrelse anbefaler at omtegne til en betinget garanti, Men siden hvornår er det blevet en god ide at droppe en garanti?

»Det er fornuftigt at droppe den nuværende garanti og erstatte den med en betinget garanti, når den nuværende garanti forhindrer pensionen i at stige«, forklarer pensionskassens direktør, Niels Lihn Jørgensen.

Når renten er lav, er pensionskassen tvunget til at investere den garanterede pension næsten udelukkende i forsikringer mod yderligere rentefald. Samtidig er man nødt til at lægge ekstra reserver til side til at sikre garantierne. Det betyder, at der ikke er råd til at sætte pensioner med høje garantier op, og dermed taber pensionerne med sikkerhed købekraft år efter år.

Rentegevinst kan høstes nu

Det historisk lave renteniveau har betydet, at pensionskassen har tjent rigtig meget på de renteforsikringer, der er tegnet for at opfylde garantien.

»Alene i 2011 er der tjent seks mia. kr. på renteforsikringerne. Den fortjeneste tabes igen, når renterne stiger - og det anser vi for at være meget sandsynligt. Ved at ændre garantien til en betinget garanti, kan vi sælge renteforsikringerne og undgå tab, når renterne stiger. Og så kan vi give de seks mia. kr. til medlemmerne«, forklarer Niels Lihn Jørgensen, som understreger, at der også fremover vil være en garanti, den er blot lavere og med visse betingelser.

I Lægeforeningen er holdningen også klar:

»Der er altid grund til skepsis, når nogen påstår, at garantier er en ulempe. Men jeg ved, at pensionskassens bestyrelse har sat sig grundigt ind i dette, og jeg synes, at man bør lytte til deres råd«, siger Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen.

Større sandsynlighed for en høj pension

Hvor meget pensionskassen forventer, at pensionsopsparingen vil stige, kan man som nævnt se i den beregning, der følger med brevet. Enkelte medlemmer vil dog opleve, at deres pensionsudbetaling bliver lavere end før. Det skyldes dog ikke omtegningen, men at pensionisttillægget fremover ikke længere kan udbetales i den gamle ordning. Ved at omtegne vil nedsættelsen af pensionen blive mindre, end hvis medlemmet fortsætter i den gamle ordning uden dette tillæg.

Men hvordan kan man være sikker på, at en pension med en ringere garanti i det lange løb bedre kan betale sig?

»Det kan man ikke være fuldstændig sikker på, men når vi anbefaler at omtegne, så skyldes det, at den nye ordning med betinget garanti giver langt større sandsynlighed for en høj pension end den gamle garanterede ordning«, forklarer Niels Lihn Jørgensen og uddyber:

»Det skyldes dels, at vi kan sælge vores renteforsikringer og dermed frigøre reserver, som vi kan udlodde som omtegningsbonus til medlemmerne. Og derefter kan vi investere medlemmernes pensionsopsparing bredt i aktier, obligationer og andre aktiver, som forventes at klare sig godt. På den måde kan vi skabe et større samlet afkast og dermed bedre mulighed for at sikre pensionens købekraft. En god pensionsordning skal kunne bevare købekraften. Det kan den gamle ordning aldrig komme til«, vurderer Niels Lihn Jørgensen, der understreger, at pensionskassen også fremover vil investere så passende forsigtigt, at den betingede garanti kan opfyldes.

Godt tidspunkt

I brevet forklarer pensionskassen de fordele og ulemper, der er ved at omtegne. Her fremgår det ikke mindst, at det efter pensionskassens vurdering er et særligt gunstigt tidspunkt at omtegne lige nu.

»Pensionskassens materiale har overbevist mig om, at det er klogt at omtegne nu - og at chancen måske aldrig kommer igen«, siger Mads Koch Hansen.

Advarsel og opfordring

Hvis man ikke omtegner, fortsætter man ganske vist på de betingelser, der gælder i den gamle ordning - med den væsentlige ændring, at pensionisttillægget bortfalder i den gamle ordning. Det vil reducere pensionen med 11-12 procent.

Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, opfordrer kraftigt medlemmer af Lægernes Pensionskasse til grundigt at sætte sig ind i, hvilken betydning det vil få for dem, hvis de omtegner eller lader være.

»Der er altså også økonomiske konsekvenser, hvis man vælger at negligere brevet, Derfor er det vigtigt at tage stilling, så jeg kan kun opfordre medlemmerne til at læse brevet fra pensionskassen og seriøst at overveje at omtegne«, siger Mads Koch Hansen.