Et job, der giver mening hver dag

Engang var man Lægen. Lægen med den store doktortaske, der kom på hjemmebesøg, mens familien ærbødigt så til. På stuegang skridtede Lægen de beundrende patienter af – og var man som patient så heldig at få vekslet ord med selveste Overlægen, var ens lykke gjort.

Det var dengang – og som ung yngre læge ved du, at lægevirkeligheden i dag er helt, helt anderledes end Matadorlægens dagligdag. Og tak for det! Det kan godt være, at vi yngre læger i lighed med politibetjente og andre autoriteter har været udsat for et autoritetstab, men vi har fulgt med tiden og har i dag langt flere muligheder og udfordringer i kraft af vores uddannelse og vores job, end man havde tidligere. Og vi er også altid i top tre, når man spørger befolkningen, hvilken faggruppe de respekterer mest.

I dag er vi ikke Lægen, men lægen.

Vi er flere læger end nogensinde, og alligevel er vi langtfra nok, og vi er en langt mere broget og differentieret flok end tidligere. Vi kommer ikke alle sammen fra akademiske hjem, mange af os har udenlandske rødder, og vi har forskellige overvejelser over vores lægeliv – det er ikke bare et spørgsmål om at blive praktiserende læge eller hospitalslæge. Vi har fået helt nye karriereveje – et stigende antal af os vælger bevidst en ansættelse i medicinalindustrien – en helt anden, men også vigtig måde at være læge på. På samme måde som de mange, der bruger år på at skrive ph.d. og vælger en forskerkarriere – de helbreder måske ikke her og nu, men de gør det på længere sigt. Nogle af os bliver ledere, hvilket er virkelig vigtigt i et sundhedsvæsen, der fremover også skal have lægefagligt aftryk. Og så kan man jo undervejs – midt i det hele – engagere sig i politik eller fagpolitik.

Kort sagt: At være læge i dag er et komplekst og vanvittigt spændende karrierevalg – nok det bedste, man kan vælge, hvis man spørger mig.

Her i bladet kan du læse portrætter af otte af dine kolleger, og de viser rigtig godt, hvor facetteret lægelivet er blevet – hvor mange specialer, vi kan fordybe os i, hvor mange forskellige virkeligheder lille Danmark tilbyder, og hvor mange overvejelser, man som yngre læger må igennem, når man planlægger sin karriere.

For det er ingen hemmelighed, at lægejobbet også er blevet et hårdt og krævende job med skæve arbejdstider, produktivitetskrav, trusler og vold, stress, it, der ikke dur etc. etc. Og så har jeg ikke engang nævnt, hvordan vi i stigende grad oplever, at sundhedsvæsenet bliver en politisk arena, hvor politikere fra både højre og venstre prøver at score point på vores arbejdsplads.

Omdrejningspunktet for alle overvejelser er patienterne – kernen i fagligheden uanset vinkel – men ikke mindst os selv. Vi skal være tro mod vores fornemmelse af, hvilke veje vi kunne forestille os at gå og de overvejelser, der skal til – det tjener både patienterne og os selv bedst.

Og vi må og skal faktisk være stolte af at være læger, selvom vi ikke længere er Lægen. Vi gør en forskel – og stoltheden tjener kvaliteten af det, vi gør. Ikke blot for den enkelte patient, men for grupper af patienter og for sundhedsvæsenet generelt. Det kan godt være, at vi ikke har verdens nemmeste hverdag, men vi har et job, der giver mening – hver dag.

Læs alle artiklerne fra sommertillægget i Ugeskriftets arkiv