Et kludetæppe der skal syes om

Lægeforeningens etiske og kollegiale regler trænger til et grundigt serviceeftersyn. Så meget stod klart, efter at diskussionen på sidste års Lægemøde viste, at arbejdet ikke kunne gøres færdigt dér, men krævede et mere omfattende udvalgsarbejde.

Udvalget kommer ikke med egentlige ændringsforslag til de nuværende regler, men derimod en række anbefalinger. Og selv om de etiske og kollegiale regler bliver et hovedemne på Lægemødet, vil det heller ikke i år blilve muligt at rejse hjem med et sæt nye regler i mappen; dem bliver det op til en ny arbejdsgruppe at lave forslag til.

Diskussionerne sidste år fik blandt andre Yngre Læger til at nærlæse reglerne - og undre sig:

En læge skal udvise »omhu og samvittighedsfuldhed«, hedder det overordnet (§2) i Lægeforeningens etiske regler. Jamen, naturligvis da!

Men er det så også nødvendigt at skære ud i pap (§ 13), at lægen ikke må have sex med patienten? Og at lægen skal afholde sig fra undersøgelser og behandling, som ikke beherskes?

Og hvorfor skal det indskærpes, at en læge også er bundet af sine etiske forpligtelser under en arbejdskonflikt (§ 20)? Er det ikke en selvfølge? Er denne paragraf i virkeligheden ikke et historisk levn fra Yngre Lægers strejke i 1981 - interessant for professionshistorikere, men dybest set overflødig.

Lap på lap

Jo mere, Yngre Lægers bestyrelse diskuterede disse spørgsmål, desto stærkere blev deres overbevisning om, at der måske var brug for en hovedreparation - eller måske ligefrem skrotning - end et serviceeftersyn.

Bedre så det efter Yngre Lægers opfattelse ikke ud med de kollegiale regler. Her findes detaljerede anvisninger for, hvordan faglig kritik af en kollega bør foregå, selvfølgeligheder om samarbejde og rent fagforeningsmæssige bestemmelser om aftaler og overenskomster, lige som der er en rørende gammel bestemmelse om gratis behandling af kolleger og deres ægtefæller samt »efterlevende ægtefæller og uforsørgede børn«.

Såvel de etiske som de kollegiale regler bærer kort sagt præg af at være blevet til over lang tid, hvor lap er blevet føjet til lap, indtil man har stået med et sælsomt og lidt forvirrende kludetæppe.

»Meget af det, som er omtalt i Lægeforeningens etiske regler, er også omfattet af lovgivningen - det være sig autorisationsloven, sundhedslovgivningen eller straffeloven. Andet er omfattet af juridiske habilitetsregler eller internationale konventioner - fx om tortur og menneskerettigheder«, siger Yngre Lægers formand, Lisbeth Lintz.

Hendes største betænkelighed ved reglerne er, at Lægeforeningen og delforeningerne risikerer at havne i en situation, hvor en delforening først hjælper et medlem i en sag, hvorefter Lægeforeningens etiske nævn rejser den samme sag over for det samme medlem.

»Medlemmerne oplever os jo ikke som selvstændige foreninger, der ikke taler sammen. For medlemmerne er vi alle sammen »Lægeforeningen«, og det kan blive meget bizart, hvis vi på én gang optræder som forsvarer for medlemmet udadtil, og derefter pludselig optræder som anklager på grundlag af de interne vedtægter«, siger Lisbeth Lintz.

Håb om klarere regler

Men er det ikke meget godt at sende et signal til omverdenen om, at lægerne har nogle høje standarder og ikke vil tolerere, at et medlem misbruger sin stilling?

»Jo. Men samfundet vil jo heller ikke have, at en læge misbruger sin stilling. Spørgsmålet er: Findes der nogle behov, som ikke er dækket af lovgivningen? Og er der behov for at sende et meget kraftigt signal om, at 'dette vil vi ikke finde os i`? For hvad er det, vi ikke vil finde os i? Hvis det er lovovertrædelser, så tager samfundet sig jo allerede af det. Det er problematisk bare at have nogle meninger i nogle vedtægter, som vi aldrig for alvor har gennemdiskuteret, så den diskussion håber vi nu at få, når der på Lægemødet bliver nedsat et udvalg til at kigge nærmere på det«, siger Lisbeth Lintz.

Yngre Læger er betænkelige ved, at Lægeforeningen har egne etiske regler, som overlapper og i nogle tilfælde er »strammere« end samfundets regler, og som retter sig mod enkeltindivider.

På den måde risikerer et medlem at blive dømt, først af retssystemet, og måske efter at Lægeforeningen har stillet juridisk bistand til rådighed - og derefter »dømt« igen af sin forening. Eller endnu værre: at blive frifundet ved en civil domstol og derefter alligevel »dømt« af sine egne.

»Jeg er selvfølgelig ikke blind for signalværdien i at have etiske og kollegiale vedtægter«, siger Lisbeth Lintz. »Vi skal bare have gennemtænkt, hvad det er for signaler, vi sender. Og dermed også have tænkt igennem, hvilke negative konsekvenser, der kan være«.

Som fx, at omverdenen kunne få den opfattelse, at Lægeforeningen holder hånden over brodne kar i egne rækker?

»Det ville være meget sørgeligt, og det er slet ikke hensigten. Der er jo ingen, som ikke synes, at vi skal opføre os ordentligt. Men vi vil gerne undgå at havne i en situation, hvor et medlem spørger sig selv, hvorfor hun egentlig er medlem af Lægeforeningen, som nu angriber hende på voldsomste vis«.

»Reglerne skal bevares«

Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, er enig i, at de etiske og kollegiale regler ligner noget, som er blevet til over lang tid.

Han deler dog arbejdsgruppens holdning - at nok trænges der til en gennemgribende revision og modernisering - men regler skal der fortsat være:

»Kludetæppe eller ej - så er reglerne et udtryk for den politik, som skiftende repræsentantskaber i Lægeforeningen har ment, at det var vigtigt at få indført i vedtægterne«.

Og nogle gange lidt på ad hoc-basis?

»Jo. Men stadigvæk helt velovervejet. Selvfølgelig er der god grund til at se på, om de svarer til den tid, vi lever i nu, og derfor er der god grund til at gå dem igennem«.

Jens Winther Jensen er enig med Yngre Læger i det hypotetiske dilemma, som Lisbeth Lintz påpeger: At et medlem risikerer at opleve Lægeforeningen som forsvarer, anklager og dommer i den samme sag. Det er dog aldrig forekommet, siger Jens Winther Jensen, men ser det dog som en vigtig opgave at skabe helt klare retningslinjer for praksis i håndteringen af disse sager internt i Lægeforeningen.

»For det skal stå helt klart, at et medlem trygt kan henvende sig og få hjælp i en sag, uden at de oplysninger, man giver, senere skal blive brugt mod én i en eventuel etisk-kollegial sag. Dér skal være vandtætte skotter«, siger Jens Winther Jensen.

På den anden side skal der være mulighed for at rejse en sådan sag mod et medlem, der skønnes at have forbrudt sig, og hvis repræsentantskabet mener, det bør medføre sanktioner.

»Men det må aldrig kunne ske på baggrund af de oplysninger, medlemmet har givet. Kun med oplysninger, man har fra anden side. Det skal vi sikre«.

Et andet spørgsmål er, om Lægeforeningen skal have interne regler, som er strammere end dem, der sættes op af samfundet i form af straffeloven, lægeloven og så videre. Jens Winther Jensen er ikke i tvivl. Han mener, lige som arbejdsgruppen i dens rapport, at det er meget væsentligt som standsforening at have et etisk regelsæt, og at der også er mulighed for at sanktionere grove overtrædelser.

Nogle har under diskussionerne luftet muligheden af helt at afskaffe de etiske og kollegiale regler. Men i så fald vil Lægeforeningen - som medlem af Verdenslægeforeningen WMA - under alle omstændigheder blive nødsaget til at forpligte sig til at overholde WMAs etiske regelsæt, påpeger formanden.

Andre standarder for læger

»Det er både arbejdsgruppens anbefaling, og min personlige holdning, at vi i kraft af lægeløftet fordrer en høj moral af læger, og dermed af denne forenings medlemmer. Og vi skal have muligheden for at kræve nogle etiske retningslinjer overholdt, som er anderledes end dem, man har i samfundet«.

Jens Winther Jensen peger konkret på den danske terrorlovgivning, som repræsentantskabet har fundet strider imod de principper, der bør gælde for lægers omgang med patientoplysninger. For to år siden vedtog Lægemødet således en udtalelse, som slog fast, at Politiets Efterretningstjeneste ikke skulle have automatisk adgang til patientoplysninger hos læger.

»Det er et eksempel på, at vi fordrer nogle andre etiske standarder end dem, man har vedtaget i samfundet«.

Et andet eksempel kunne være en situation, hvor en regering vil tillade brug af tortur. At eksemplet er ikke ren fiktion vidner Bush-administrationens lempelse af torturbegrebet og tilladelsen af hårdhændede afhøringsmetoder over for terrormistænkte. Også i en sådan situation vil Lægeforeningen være nødsaget til at indtage en anden holdning end den officielt fremherskende.

»I første omgang vil vi selvfølgelig argumentere kraftigt imod. Men hvis lovgiverne ikke lytter, skal vi have muligheden for at anlægge andre standarder i Lægeforeningen omkring medlemmers deltagelse ved tortur«.

Loven følger efter

Arbejdsgruppens rapport nævner i øvrigt et eksempel på, at lægernes egne etiske regler er gået foran resten af samfundet. Det skete, da reglerne blev revideret i 1989 med en klar markering af lægers forpligtelser i forhold til patientrettigheder. Også på andre områder har reglerne haft en normdannende og retsskabende funktion og har bidraget med en praktisk fortolkning af en uklar retstilstand. Det skete med bestemmelsen - ligeledes fra 1989 - om information og samtykke, som først fandt vej til lovgivningen langt senere.

Blandt andet også af den grund mener Jens Winther Jensen, at der er grund til at fastholde de etiske og kollegiale regler. De skal selvfølgelig moderniseres, så de passer til den tid, vi lever i - og det bliver opgaven på Lægemødet. Og formentlig i tiden derefter.

For der er næppe store chancer for, at en så gennemgribende revision allerede vil kunne ske under dagsordenens punkt 10. Den mest sandsynlige udgang på diskussionerne i Herning bliver derfor, at repræsentantskabet overlader opgaven til en arbejdsgruppe.

De regler, Jens Winther Jensen håber, bliver resultatet af dette arbejde, skal ikke kun være et redskab til at komme efter brodne kar i standen:

»Det er mindst lige så vigtigt, at man i reglerne har en vejledning, der gør det klart for medlemmerne, hvilken etisk standard, der fordres«, siger han.