Hver femte lever med smerter. Smertelægen Jette Højsted, Rigshospitalets Smertecenter, bruger som forsker og behandler sit faglige liv på dem. Hendes melding er klar: Cannabis er ikke et wonder drug mod smerter. Og der kommer aldrig et.
Da Jette Højsted som ung 1. reservelæge i anæstesiologi blev sendt i smerteklinik som vikar tænkte hun, at det måtte da være noget af det kedeligste.
Men så fandt hun ud af, at det forholder sig stik modsat: Det var noget af det mest spændende, hun kunne beskæftige sig med. Så det har hun gjort lige siden.
Hun arbejder i dag som specialeansvarlige læge med alle slags patienter med kroniske smerter på Rigshospitalets Smertecenter – på nær cancerpatienter, som er tilknyttet onkologisk afdeling.
Hovedparten af patienterne i smerteklinikken har rygsmerter – heraf har en del vedvarende smerter på trods af operation for diskusprolaps eller spinal stenose. En del patienter har nerveskader efter operation eller ulykker, der er patienter med nervebetændelse og nogle med piskesmæld og fibromyalgi.
Smerter er ikke bare smerter. Overordnet er der en forskel på akutte smerter og kroniske smerter, forklarer Jette Højsted:
»Den akutte smerte er et advarselstegn om, at noget er galt. Smerten sender signal om at flytte fingeren eller benet. Den akutte smertesans er helt nødvendig for overlevelsen«.
»Den kroniske smerte har mistet den betydning. Den har ikke noget formål, og den er ikke et advarselstegn. En person med for eksempel kroniske rygsmerter, der får værre smerter, skal derfor ikke tænke, at der er noget galt. Når smerten bliver ved med at være der eller bliver værre, er det fordi der er sket en omlægning i selve nervesystemet«.
Jette Højsted ser det som en »fabrikationsfejl«:
»Selvom den oprindelige årsag til smerten er væk – f.eks. ved operation for diskusprolaps – så har sygdommen ødelagt nerverne ned til benet, sådan så de bliver ved med at sende impulser til hjernen om, at der er noget, der gør ondt«.
Det er her, Jette Højsted andre smertelæger kommer ind, og der er masser af patienter.
Befolkningsundersøgelser viser, at antallet af kroniske smertepatienter over 16 år er steget fra ca. 19 pct. til ca. 26 pct. over de seneste ti år. Årsagerne er ikke kortlagt.
Det spørgsmål, der hver dag møder Jette Højsted og hendes kolleger verden over, er: Hvorfor er der nogle mennesker, der får kroniske smerter? Hvorfor er det sådan, at man opererer 1.000 mennesker på samme måde, og så bliver 5 pct. (50 mennesker) ved med at have smerter, som bliver kroniske?
Virkeligheden er, at det ved man ikke. Det må smertelægerne og deres patienter navigere i hver dag. Der forskes i det; meget. Men der er ikke noget gennembrud på vej.
»Det er en lang sej proces at nå frem til en større forståelse af det. Desværre er vi ikke der, hvor man kan sige, at forskningen viser, at hvis man gør sådan og sådan, så undgår vi, at smerten bliver kronisk«, siger Jette Højsted.
Noget tyder dog på, at to – ud af mange faktorer – spiller ind. Nemlig, hvor store de oprindelige, akutte smerter var, og hvor hurtigt patienten bliver behandlet for dem.
Derudover ved man det ikke. Derfor fokuserer en væsentlig del af smerteforskningen på overgangen mellem den akutte smerte og den kroniske smerte.
»Vi skal finde ud af, hvordan vi kan forebygge, at smerten bliver kronisk. Den forskning ligger også i de enkelte sygdomsområder. F.eks. ved vi i dag, at ved lænderygsmerter er det vigtigt at holde sig i gang. Tidligere var behandlingen at ligge stille. Nu ved vi, at det at holde sig oppe og i gang er med til at reducere konsekvenserne af smerterne”.
»Smerter er en subjektiv oplevelse«, siger Jette Højsted. Det betyder for eksempel, at to personer, der udsættes for den samme smertepåvirkning, kan have meget forskellig oplevelse af smerten.
»Der er mange faktorer, der spiller ind, når smerten opleves. Er det her en smerte, jeg har oplevet før, og hvad er min erfaring – går det helt galt, eller går det over i løbet af nogle timer? Det spiller også ind, om det er et menneske med angst, eller et menneske som er deprimeret eller stresset. Og så betyder det noget, om man kan se et formål med smerterne, hvorfor kommer de? For en del kroniske patienter er det ikke tilfældet«.
Er der forskel på behandlingen, alt efter hvor smerterne kommer fra?
»Det kan der være. Man skelner mellem smerter, som kommer fra vævsskader og så dem, der kommer fra læsioner i nervesystemet, nervesmerter. Der er forskelig medikamentel behandling. Men den supplerende behandling, som vi også altid tilbyder, er den samme: den psykologiske behandling, den sociale behandling og mindfulness. Det er, fordi smerten, uanset hvor den kommer fra, er blevet en tilstand”.
På centret tilbydes kurser i mindfulness, som sigter på lære patienterne at lade være med at kæmpe mod smerten og acceptere den. Det giver ro. Der er evidens for, at det reducerer smertepatienters stresstilstand, men alligevel er det kun ganske få, der benytter sig af tilbuddet.
»Man skal have vilje og tillid til tilbuddet og tro på, at man selv kan gøre noget. Det er måske forklaringen på at kun få bruger det«, siger Jette Højsted.
Den medicinske behandling sigter på at reducere smerterne ved at påvirke nerveimpulsernes signalstyrke på forskellig måde. De giver ofte bivirkninger – i form af hukommelses- og koncentrationssvækkelse. Lægemiddelgrupperne, der bruges, er morfinpræparater, epilepsimedicin og lidt ældre antidepressiva.
Morfinpræparaterne er desuden afhængighedsskabende og nedtrapning er ekstremt svær.
Hvad sætter man i stedet?
»Der er ikke nogen anden medicin, man kan sætte i stedet. Inden for de seneste ti år er der kommet et par præparater på markedet, som blev udråbt som løsningen på kroniske smerter. Men det var de ikke. De virker på måske en trediedel og der er stadig de samme, kendte bivirkninger, som de gamle har«.
Kommer der en effektiv behandling mod kroniske smerter?
»Nej, der kommer aldrig et wonder drug mod smerter, det er jeg sikker på. Det er for multifaktorielt«.
Sidehistorie:
CANNABIS - VIRKER, VIRKER IKKE
Omkring 40 patienter med nervesmerter i Rigshospitalets smerteklinik får lige nu behandling med et cannabispræparat. I hvert enkelt tilfælde har en læge ansøgt Lægemiddelstyrelsen om udleveringstilladelse.
»Vi bruger dronabinol som kapsler (Marinol) og som dråber, et cannabispræparat til patienter med nervesmerter, som har gennemgået en lang række af behandlingsforsøg med anden medicin, som ikke har hjulpet. Stoffet virker på nogle cannabinoidreceptorer i kroppen. Dronabinol er THC, som er det psykoaktive stof, der er beroligende og virker på smerter og spasmer, og det bliver man skæv af – det er der, cannabis adskiller sig fra andre fra andre præparater«, siger Jette Højsted.
Spørgsmålet er så, om det virker. Svaret er ja. Og nej.
»Det virker hos nogle, men ikke alle. Nogle bliver skæve af det – selv om det er ret små doser«.
Jette Højstedt oplyser, at der er en del undersøgelser af effekten af dronabinol på patienter med nervesmerter, hvor randomiserede undersøgelser med et stort antal patienter viser, at der i gennemsnit ikke er nogen særlig effekt af det. Det betyder, at der i den ene ende er patienter, som det overhovedet ikke virker på, og i den anden ende er der patienter, som det virker rigtig godt på. Men i gennemsnit er der ikke nogen særlig effekt.
Derudover har Jette Højsted været med til at gennemgå nyere litteratur, hvor der er set på effekten på andre smertetilstande, såsom fibromyalgi. Gennemgangen viser en signifikant statistisk forskel til fordel for cannabismedicin. Alligevel er der ikke tale om overbevisende fund:
»Undersøgelsen viste, at på smerteskalaen faldt smerten i gennemsnit med et halvt point på 10-punktskalaen. Man plejer at sige, at for at medicin skal virke, skal der være et fald på mindst to point. Et halvt point har ingen klinisk betydning. Men selvfølgelig dækker det over, at på nogle har det god effekt, og det er dem, vi hører om i pressen«.
Hvad er din holdning til, at der efter en Folketingsbeslutning skal laves forsøg med at give cannabis på recept?
»Problemet ligger i den cannabismedicin, som politikerne taler om. Den er lavet på plantedele, som bliver forarbejdet, så man kan lave te af det eller ryge det i en cigaret eller putte det i kager. Og vi ved ikke, hvad der er i det. Derfor er det et problem for mig som læge, at jeg skal ordinere plantedele. Normalt ordinerer jeg tabletter, mikstur eller dråber, hvor jeg har fremstillerens ord for, at denne tablet eller dråbe olie indeholder så og så meget dronabinol. Vi ved ikke, hvor meget plantedelene indeholder af stoffet«.
»Jeg opfordrer virkelig regeringen til at følge op på forsøget og indsamle data. Ellers risikerer vi at stå om fem år og have brugt en formue uden at være blevet klogere«, siger Jette Højsted.
