Et middel mod turnusfiasko

Andreas Lundh og Helle Christiansen kan fortælle i timevis om gode og dårlige erfaringer som turnuslæger. Erfaringer om introduktion, om læring og om lægekultur, som de har diskuteret med andre, og som nu kan læses i artikelform på Laeger.dk Hensigten er ikke at tage modet fra de næste hold, der skal ud og lære at være læger, men at fortælle, hvad de selv kan gøre, for at turnusopholdet giver det bedste udbytte og ikke - som Helle Christiansen kender et par eksempler på - får nogle til seriøst at overveje en anden karriere.

Det begyndte godt

Den første dag, Helle Christiansen trådte ind ad døren til sit sønderjyske turnussygehus, var alt bare, som det skulle være:

»De nye blev taget imod på en ret velorganiseret måde. Alle på afdelingen var opmærksomme, og alle kom hen for at hilse og sige velkommen. Vi blev introduceret som gruppe på morgenkonferencen - der var vist endda en navnerunde, selv om vi var ret mange. Bagefter var der rundvisning og introduktion. Faktisk var der en hel uge med planlagte aktiviteter om formiddagen«, fortæller Helle Christiansen, som er færdig med hospitalsdelen og nu er i praksis.

Så heldig var Andreas Lundh ikke:

»Det første sted, jeg arbejdede, havde der været noget forvirring om vores ankomst. Så det kom lidt bag på folk, da vi troppede op på afdelingen«, fortæller Andreas Lundh, som for nylig afsluttede sin turnus i Frederiksborg Amt.

»Ingen i ledelsen vidste, om vi skulle være til introduktion på afdelingen eller på Amtsgården. Så det var lidt kaotisk med lidt standardforklaringer om procedurer, hvorefter man blev hægtet på en tilfældig yngste læge på stedet, der ikke var informeret om, at vi skulle komme, hvad hun skulle stille op med os og i øvrigt havde rigeligt andet at se til«.

»Nogle dage senere var der planlagt noget formaliseret introduktion. Problemet var så, at den afdelingslæge, der skulle stå for det, samtidig skulle operere. I stedet for at lære om ortopædkirurgisk undersøgelsesteknik, endte jeg med at stå på operationsstuen og høre lidt, hvordan diabetiske fodsår så ud. Meget interessant, Men måske ikke så praktisk anvendeligt, når man er på vej ned for at arbejde i skadestuen«.

Den dybe tallerken - igen

Efter at have talt med andre på sin årgang mener Helle Christiansen, at introduktionen på hendes turnussted »lå væsentligt over gennemsnittet«. Selv på naboafdelingen på samme sygehus var introduktionen mere uorganiseret og tilfældig:

»Det bliver nemt til, som Andreas siger, at man lige bliver hægtet på den, som har vagten den dag, typisk i skadestuen. Og så skal vedkommende den dag - oven i alt det andet - også lige forklare, hvordan man gør det ene og det andet, hvor man skal lægge papirerne osv. Og det fremmer jo ikke ens lyst til at spørge så meget, for man kan jo godt se, at kollegaen, der måske kun har været der en måned, har rigeligt at gøre med selv at holde næsen oven vande«.

»Et af de store problemer er, at man åbenbart skal opfinde den dybe tallerken igen og igen«, siger Helle Christiansen. »Typisk er der noget galt et sted, hvor nogen så sætter sig ned og siger: Det kan vi gøre bedre. Typisk er det de yngste læger, der gerne vil gøre det bedre for de næste«.

Det havde de yngste læger således gjort på Helle Christiansens naboafdeling, hvor de gav det til den uddannelsesansvarlige overlæge.

»De blev glade og sagde tak, det var dog dejligt, at I har lavet det store stykke arbejde. Et halvt år senere talte jeg tilfældigt med en fra det næste hold turnuslæger på afdelingen. Han fortalte, at de netop var i gang med at lave et introduktionsprogram til de næste, for det kørte jo ikke så godt ... Det tror jeg, sker tit. Tingene bliver simpelt hen væk«.

»I det mindste kunne man jo give det til en sekretær eller hvorfor ikke lade det indgå i afdelingens instruks, som afdelingerne gerne er rimeligt gode til at vedligeholde«, siger Andreas Lundh.

Klar dig selv

Ud over introduktionen, oplever mange turnuslæger også problemer med undervisningen. Læringen er mange steder baseret på, at man lige får vist, hvordan man gør, og så »kan man selv«.

»Kulturen er: Klar dig selv hurtigst muligt«, siger Helle Christiansen.

»Tit står man alene om natten og bliver presset ud i ting, man ikke rigtig har prøvet siden 8. semester og ikke føler sig helt tryg ved. Tit kan man så alligevel, og så er det fedt. Men måske kunne det gøres anderledes. Der skulle være nemmere adgang til opbakning, og faktisk arbejder Yngre Læger jo på at få vendt vagtpyramiden, så der er flere erfarne læger på vagt, og de yngste ikke kommer til at blive presset ud i den slags situationer. Man skal lære, mens der er nogen til at evaluere«.

Andreas Lundh har den samme erfaring. »Selvfølgelig vil de vilkår altid eksistere for yngste mand i en vagt. Man kan ikke få sin bagvagt ind til alt. Problemet er, at der ligger utroligt mange procedurer i dagtiden, som måske bliver udført af mere erfarne læger. Der mangler en kultur, der siger: Hov! Her er lige en meningitpatient, vi skal lumbalpunktere. Har du egentlig prøvet det? Og så hiver man lige fat i vedkommende, så han kan blive frigjort og komme med for at se, hvordan man gør, så han næste gang kan gøre det selv, under supervision«.

Gode hensigter, men ...

Den øgede fokus på medicinsk pædagogik i den nye speciallægeuddannelse er ikke sivet helt derned, hvor den kommer de yngste læger til gode, finder de to.

»Man kan godt opstille alskens fine papirer«, siger Andreas Lundh. »Men det kan nemt blive nogle pseudotjeklister og pseudologbøger, hvis kulturen ikke er gearet til det. En del er jo ret bredt defineret, og det kan nemt blive til, at man ved afslutningen af turnusopholdet bliver spurgt: Har du set en patient med den og den sygdom? Jo, det har man da. Jamen, så får du et kryds. Hvor det at beherske kompetencen måske er noget helt andet«.

»Ser du på to kandidater, der har opnået en given kompetence, kan måden, de har lært og behersker den kompetence på, være ekstremt forskellig, afhængigt af, hvilken afdeling, de har været på«.

»Det er rigtigt, at der findes uddannelsesansvarlige overlæger, og at alle vejledere skal på kurser. Intentionerne og ambitionerne er gode nok. Men der er stadig mange steder, hvor de ikke har været det - og selv om de har, betyder det jo ikke, at man ændrer indstilling. Man kan være heldig at rende ind i en ildsjæl eller to. Men man kan også opleve det stik modsatte«, fortæller Helle Christiansen.

På den afdeling, hvor hun fik så god en introduktion, var der ifølge Helle Christiansen en »generelt muggen stemning«, hvor man var hårde ved hinanden og ved turnuslægerne: »Du har glemt at sætte en diagnosekode på det her«, kunne man få smidt i hovedet på en morgenkonference, inden der overhovedet blev sagt godmorgen«.

En af de hårdeste ved morgenkonferencerne var endda en af dem, der havde væ ret mest positiv ved introduktionen. »Den pågældende læge havde nu engang den pædagogiske ide, at straf og pisk var den bedste måde at lære folk noget på. Bad man om feedback, var svaret: Hvis du ikke har hørt noget, er det, fordi det er godt!«

Det handler om kultur

»Jeg vil da gerne have at vide, hvis der er noget, jeg kan gøre bedre«, siger Andreas Lundh.

»Og jeg har svært ved at tro, at hvis jeg på en afdeling har skrevet tonsvis af journaler, indlagt patienter og behandlet dem, ikke bare en gang har taget fejl, eller kunne have gjort noget bare lidt bedre«.

»En gang, tidligt i mit ophold, skete det, at en uddannelsesansvarlig overlæge gennemgik en af mine patienter. Jeg havde stetoskoperet en patient og havde ikke lige hørt, at der var krepitation. Overlægen havde lige skrevet: Husk, når du stetoskoperer, at gå helt ned på bagfladen af lungen - hvor jeg åbenbart havde overset noget. Det, syntes jeg, var fint at få at vide. Bare det, at han lige havde brugt fem minutter til at skrive det på en seddel og lægge det ind i mit dueslag. Det var så fedt, at han lige havde bekymret sig lidt om min uddannelse«.

»Selvfølgelig er der travlt i hverdagen, men jeg tror lige så meget, at det handler om en kultur«.

Også Helle Christiansen har haft positive oplevelser med en ældre kollega, en kardiolog under hoveduddannelse, som tænkte på sin yngre kollegas uddannelse:

»Hun var fantastisk til lige at sige: Kan du huske den eller den patient eller ham, der blev sendt til Odense? Hun kunne huske de mest fantastiske detaljer om patienter, og hvilken yngste læge der havde set dem. Hun kom ofte hen med en tilbagemelding - ikke bare en gang, men hele tiden«.

»Så de findes selvfølgelig - selv om hun godt nok også var yngre læge og ikke så meget på afstand af det hele, som nogle af overlægerne«.

Tilfældige møder

Andreas Lundh og Helle Christiansen har haft blandede oplevelser med vejledere. Enkelte var rigtig gode. Andre havde bare fået vejlederopgaven pålagt. Nogle var marginalt ældre end de nystartede turnuslæger og var sat på opgaven uden instruktion og tydeligvis uden entusiasme.

»Modsat min tid i almen praksis, hvor vejledningen var over al forventning god, og der var daglig supervision, har min hospitalsvejledning været ekstremt elendig«, siger Andreas Lundh. »Vejlederne har været udmærkede personer, men deres vilkår var ikke optimale. På min første afdeling fik jeg en vejleder, som var afdelingslæge. Vi nåede så ikke at holde nogen samtaler, og efter en måned blev han overlæge på et andet sygehus. Jeg fik en ny vejleder, og det endte med, at jeg i min kirurgiske turnus havde en startsamtale tre måneder inde i ansættelsen, og slutevalueringen kom tre måneder inde i min medicinske ansættelse. Så vidt jeg husker, var der ingen midtvejsevaluering«.

»Det var søde mennesker, men noget gik i hvert fald galt. I min medicinske turnus endte mine to første vejledere også med at forlade afdelingen, så det endte med at være den uddannelsesansvarlige overlæge, der var min vejleder«.

»Selvfølgelig har man selv et ansvar for at få udbytte af det«, siger Helle Christiansen. »Det skal bare ikke være sådan, at den helt grønne turnuslæge hele tiden skal rende rundt og hive i sin vejleder for at få en samtale, som ingen ved, hvad går ud på. Da jeg skulle have min introduktionssamtale, havde vi aftalt, at jeg skulle møde tidligere på min aftennattevagt, fordi vejlederen havde vagt der. Så kunne vi holde samtalen inden, han skulle gå på ferie. Da jeg så kom, stod han og opererede og havde fuldstændig glemt vores aftale. Næste gang havde vi aftalt, at vi skulle mødes en morgen, når jeg havde fri fra vagt. Tilfældigt mødte jeg ham den morgen - han var på vej til et andet sygehus og havde bestemt ikke tid til at tale med mig«.

»Nogle tager opgaven alvorligt, andre gør det slet ikke. Men de får jo tid sat af til det - og de vejledere, som er yngre læger, får endda nogle steder tillæg for det. Så skal vejledningen altså ikke foregå helt tilfældigt, når det lige passer«, siger Helle Christiansen.

Andreas Lundh mener, at det er en ledelsesmæssig opgave også at afsætte tid til vejledersamtaler:

»Hvis overlægen skal til en konference eller undervise studenter, kan han jo godt finde ud af at lukke ambulatoriet. Hvis man signalerer, at uddannelse ikke er så vigtigt, vil det glide i baggrunden«.

Læs mere i de tre artikler om introduktion, læring og lægekultur på www.laeger.dk: Arbejdsliv > Arbejdsforhold > Nyuddannet og turnus > Turnuslæge anno 2006 og arbejdsmiljøet