Et samfund gennemsyret af medicin

»Mine ben hævede op,« fortæller Miyuki Takahashi, der arbejder for Pasona, et af Japans største rekrutteringsfirmaer. »Jeg fik det ikke bedre, tværtimod, og jeg lå ubevægelig i sengen.« Miyuki fik i oktober sidste år voldsomme mavesmerter og tog til sin læge for at blive behandlet. Han gav hende en stor pose antibiotika med hjem men ville ikke fortælle hende, hvad det var for medikamenter, han havde forsynet hende med. Umiddelbart efter at have påbegyndt kuren hævede Miyukis ben voldsomt op, og smerterne forsvandt ikke. Da hævelserne kunne ligne en allergisk reaktion, turde hun ikke fortsætte med kuren, men da hun ringede til lægen, nægtede han pure at fortælle hende navnet på det antibiotikum, han havde udskrevet, eller hvad hun fejlede, og han meddelte, at han ikke havde tid til at se hende igen. »Det var bredspektret antibiotika - det var det eneste, han ville ud med, da jeg spurgte. At jeg reagerede allergisk over for medikamenterne, interesserede ham tilsyneladende ikke,« forklarer hun.

Ringe udvalg af præparater

Som verdens andenstørste økonomi og med den legendariske japanske effektivitet og teknologiske snilde skulle det være en selvfølge, at landets sundhedsvæsen også var blandt verdens bedste. Virkeligheden er en anden, og den japanske sundhedssektor har længe været kritiseret, både internationalt og blandt japanerne selv.

I Japan er der en næsten grænseløs respekt over for læger, og det er for de fleste japanere utænkeligt at stille kritiske eller uddybende spørgsmål, når de ligger på briksen, og for lægerne er det almen praksis kun nødigt at fortælle patienterne, hvad de fejler, hvad der udskrives til dem, eller at uddybe deres sygdomsforløb.

Japanernes ukritiske holdning til deres sundhedssektor har haft alvorlige konsekvenser. Værst er det inden for den kliniske forskning, hvor man er så langt bagefter, at selv alvorligt syge patienter ikke kan få adgang til vital medicin, selv når denne medicin for længst er blevet godkendt i udlandet. Al udenlandsk medicin skal grundigt gentestes, før den lovligt kan sendes ud på det japanske marked. Medicin, der bruges frit i vesten, kommer i gennemsnit først ud til japanske patienter fire år efter, at en godkendelse har fundet sted i Europa eller USA, og da dette tidsrum konstant forlænges, er 39 af verdens 99 mest sælgende præparater stadig ikke tilgængelige for japanske patienter. Den japanske lægemiddelindustri har derfor også længe valgt at udføre sine kliniske test i udlandet for at undgå Japans regler, hvilket kun forringer patienternes udvalg af præparater.

Storforbrugere af receptpligtig medicin

Motivationen for landets læger til at udføre klinisk forskning er lille, og ikke overraskende vælger de fleste læger i stedet at udføre grundforskning, men stilen lægges allerede fra begyndelsen af lægeuddannelsen, hvor kun seks af landets 80 lægefakulteter tilbyder et fag som klinisk farmakologi.

Det kan derfor ses som lidt af et paradoks, at Japan samtidig hører til blandt verdens storforbrugere af receptpligtig medicin. Selv i midten af 1990'erne, hvor landets økonomiske stagnation var på sit værste, brugte japanerne over 437 milliarder kroner på receptmedicin - mere end landets forsvarsbudget og over to gange så meget, som japanerne brugte på ris. Ifølge den seneste rapport fra OECD i 2004 ligger Japan nu som nummer 27 ud af 30, når det kommer til antal læger pr. tusind indbyggere - to i Japans tilfælde, og landets læger er derfor ofte nødt til at se over hundrede patienter om dagen. Desuden er japanske læger dårligt lønnet, og da den nationale sundhedsplan fra 1962 betyder, at statens støtte til både læger, klinikker og hospitaler er baseret på, hvor mange præparater der udskrives til patienterne, har disse faktorer sammen med den moderne lægemiddelindustris indtog resulteret i, hvad japanerne selv kalder et kusuri zuke shakai, eller »et samfund gennemsyret af medicin«, med et marked beregnet til en værdi på næsten 330 milliard kroner.

Skandaler og dødsfald

I midten af 1990'erne lavede dr. Hirokuni Beppu, tidligere deputy medical superintendent på Tokyo Metropolitan Hospital og chefredaktør for et af Japans store lægemagasiner, en undersøgelse, der viste, at der i de sidste 40 år i Japan havde været elleve større skandaler omhandlende præparater med stærkt skadelige bivirkninger. Skandalerne var alle resultater af utilstrækkelig klinisk testning i lægemiddelindustriens forsøg på at få så mange præparater ud til forbrugerne som muligt. Skandalerne har ramt op mod 20.000 patienter og været skyld i næsten 200 dødsfald.

Den lange testfase for udenlandsk medicin er derfor både et resultat af den angst, de skadelige præparater har givet japanere over for nye medikamenter, og regeringens protektionisme over for den japanske medicinalindustri. Et eksempel er p-pillen, der på trods af dens udbredelse i vesten, først efter 30 år blev tilladt i Japan i et forsøg på at beskytte den lukrative abortindustri, og japanske læger skræmmer stadig kvinder fra at bruge den. »Min læge sagde, at jeg kunne få æggestokskræft eller højst sandsynligt blev steril, hvis jeg brugte den,« siger Sachie Takao fra Okayama, der ligger tæt på Hiroshima. »Jeg er ligeglad, hvad vestlige læger siger om sagen. Jeg vil betale, hvad der skal til for ikke at bruge pillen.«

En tikkende bombe under sundhedssektoren

Problemerne i den japanske sundhedssektor vil kun forstærkes i fremtiden som følge af den aldrende befolkning. I 1950 udgjorde japanerne over 65 år kun fem procent af befolkningen, i 2000 næsten 17, og eksperterne regner med, at tallet vil være helt oppe på 26 procent i 2020. Da japanere over 59 år i gennemsnit koster samfundet 4,9 gange så meget som dem under denne aldersgrænse, hviler den japanske sundhedssektor og Japan som helhed på en tikkende bombe.

»Mit land kan snart ikke længere fungere som et førsteverdensland med tredjeverdensmedicin,« siger Miyuki Takahashi.