Fakta og vurdering
I forordet siger forfatteren, Ingeborg Bonnevie, at man skal »… øve sig i at være opmærksom på sin iboende evne til empati«. Bogen koncentrerer sig om denne øvelse.
Der er flere bud på, hvad man forstår ved empati. Den navnkundige læge William Osler gav en slags arbejdsdefinition, da han sagde: »It is much more important to know what sort of a patient has a disease than what sort of disease a patient has«.
I kapitel 1 får vi en teoretisk gennemgang af empatiens begrebsapparat. Der er tre grundpositioner i den empatiske proces: den affektive position, den kognitive position og den kommunikative position.
I den affektive position berøres man af den person f.eks. en patient, som man er i kontakt med; begreber som indlevelse, resonans og identifikation indgår. I den kognitive position reflekterer man over det verbalt og nonverbalt meddelte. Den kommunikative position fokuserer på at fremhæve, hvad man har opfattet, så man i fortsat dialog kan fremme den empatiske forståelse yderligere.
I kapitel 2 beskrives den empatiske samtale. Grundholdningen for samtalen er at være lyttende, at suspendere eget perspektiv for at fokusere på fortællerens perspektiv, at være anerkendende og ikkedømmende. I kapitel 3 uddybes »den empatiske lytning«. Kapitel 4 og kapitel 5 gennemgår henholdsvis indre (nemlig hos den sundhedsprofessionelle) og ydre hindringer (såsom tidspres og forstyrrelser) for den empatiske forståelse. Endelig giver kapitel 6 forslag til øvelser.
Engang hørte jeg en sygeplejerske sige: »Man skal sætte sig i den døendes sted!« Et eksempel på en sætning, som i første omgang lyder rigtig, men som – da det ikke kan lade sig gøre – bliver forkert og på en sådan måde, at man oplever at have svigtet, når forsøget må opgives. Ingeborg Bonnevie nævner også, at empati i daglig tale ofte henviser til »at sætte sig i den andens sted«, men undervejs i bogen bliver det heldigvis nuanceret og dermed tydeliggjort, at der nødvendigvis sker en adskillelse fra identifikationen.
Den norske trubadur Bjørn Eidsvåg har udtrykt dette med andre ord, når han synger: »Jeg ser, at du er træt,/men jeg kan ikke gå/alle skridtene for dig /du må gå dem selv,/men jeg vil gå dem med dig/jeg vil gå dem med dig«.
Den såkaldt svære samtale kan dybest set ikke gøres rigtigt, fordi den »rigtighed«, som på en måde ønskes, er, at det ikke er så slemt, som det er. Den rigtighed kan ikke »leveres«, og det får bogen fortalt med fine cases og vejledende eksempler på empatisk forståelse.
Det er tydeligt, at Ingeborg Bonnevie behersker sit stof, men fremstillingen kan indimellem blive lidt kompliceret, f.eks. når det skal forklares, hvem en vakt følelse tilhører. Man får det indtryk, at teorien og de mange gode eksempler (cases) stammer fra kurser, som har været givende. Men at omsætte undervisningen til en bog betyder, at man får pointerne rigeligt ind med skeer i lighed med, når man giver sig til at forklare en vittighed: »Det morsomme her er …«. Det mundtlige udgangspunkt får også Ingeborg Bonnevie til at veksle mellem beskrivende passager i tredje person og en lidt frisk, direkte henvendelse til læseren med »du« og »dig«.
Bogens erklærede målgruppe er studerende på de sundhedsprofessionelle grund- og videreuddannelser, men også færdiguddannede inden for sundhedsvæsenet vil kunne have glæde af dens teoretiske afsnit og dens cases og øvelser.
