Et stigende antal speciallæger har hovedbeskæftigelse i det private

En opgørelse foretaget blandt medlemmer af Foreningen af Speciallæger, FAS, i oktober 2023 viser, at det private tiltrækker et stigende antal speciallæger. Hvor der i 2017 var 249 blandt FAS’ medlemmer, der havde hovedbeskæftigelse i det private, var det i 2023 steget til 535.

FAS har optalt udviklingen inden for fem specialer i samme periode (se graf), som viser, at ikke blot inden for psykiatrien er der en tendens, det gælder også andre specialer. Det viser en bekymrende tendens, siger formanden for FAS og Overlægeforeningen, Susanne Wammen.

»Manglen på speciallæger er et af de allerstørste problemer i sundhedsvæsenet. Derfor er det virkelig bekymrende, at flere overlæger fra de store specialer som kirurgi, radiologi og anæstesiologi søger væk fra det offentlige sundhedsvæsen og i stedet vælger fastansættelse i den private sektor. Selvom tallene i disse specialer endnu ikke er store, så er der stadig tale om en fordobling af overlæger, som arbejder privat. Det kan ikke undgå at få konsekvenser for bl.a. operations- og udredningskapaciteten lokalt på offentlige sygehuse, som i ­forvejen mangler speciallæger«, siger hun.

Hun peger på, at undersøgelsen er et markant signal til arbejdsgiverne i regionerne om at styrke indsatsen for at sikre ordentlige arbejdsvilkår på de offentlige ­sygehuse.

»Vi ved fra tidligere undersøgelser, at det især er for højt arbejdspres og problemer med arbejdsmiljøet, som får overlæger til at skifte fra det offentlige til det private sundhedsvæsen. Så undersøgelsen viser, at der er hårdt brug for, at regionerne i langt højere grad lytter til ­medarbejderne og tager dem med på råd for at skabe et bedre arbejdsmiljø. Ellers bliver det endnu sværere at fastholde de erfarne overlæger, og det vil blive sværere at rekruttere nye«, siger Susanne Wammen.

Ortopædkirurger: En fordobling

Pukkelafvikling og ventetidsgarantierne har især øget aktiviteten i ortopædkirurgiske ­behandlinger på privathospitaler, og det har medført en øgning i antallet af speciallæger, der arbejder i det private.

FAS’ optælling viser, at siden 2017 er antallet fordoblet, fra 29 til 68 i år. Medregnes de ortopædkirurger, der har hovedbeskæf­tigelse i det offentlige, men deltidsstillinger eller konsulenttilknytning til privathospitaler, vil tallet være større, pointerer formanden for Dansk Ortopædisk Selskab, Michael Mørk Petersen.

Han mener, at mange patienter kan have fordel af et »veludbygget privat hospitals­system«, men advarer også om nogle konsekvenser for det samlede sundhedsvæsen, hvis privatsektoren fortsætter med at vokse.

»Det er en fordel for mange patienter, specielt dem, der har en privat sundhedsforsikring, eller dem, som efterspørger behandling af ikke højt specialiserede sygdomme eller skader, f.eks. et kunstigt hofteled pga. slidgigt eller et nyt korsbånd efter en sportsskade, hvor de pga. behandlingsgarantien kan blive behandlet hurtigt«, siger han.

Men der er også patienter, der ikke kan blive behandlet på privathospitaler. Det er f.eks. patienter med komorbiditet, hvilket betyder, at de selvom de skal have en relativt simpel standardoperation, må vente på det offentlige. Det samme gælder patienter, der skal have en højt specialiseret behandling, fordi den slags ikke udføres på privathospitaler.Og der andre ulemper, påpeger Michael Mørk Petersen, som han mener, bør håndteres, så der kan blive uddannet nok speciallæger.

»Den private sektor deltager ikke elleri meget begrænset omfang i uddannelsen af de kommende speciallæger. Samtidig er ­antallet af uddannelsesrelevante ortopæd­kirurgiske operationer i det offentlige sundhedsvæsen faldende. F.eks. udføres 38% af alle primære knæalloplastikoperationer ifølge Dansk Knæalloplastikregisters års­rapport fra 2023 i privat regi«.

Michael Mørk Petersen forudser, at en fortsat vækst i privatsektoren kan få konsekvenser for rekrutteringssituationen i den offentlige sektor.

»Der er det antal læger og sygeplejersker, der er, og hvis flere bliver fuldtidsansat på privathospitaler, går det ud over mulighederne for at få besat ledige stillinger i det ­offentlige sygehusvæsen. Ser vi på de ortopædkirurgiske afdelinger, er over halvdelen af indlæggelserne akutte. Det er f.eks. efter traumer, akutte muskuloskeletale smerter, komplikationer efter operative indgreb osv., og hvis en større og større del af special­lægerne ansættes i privatregi, bliver der problemer med at skaffe speciallæger nok til at dække akutfunktionerne på de offentlige ­sygehuse«.

Anæstesilæger:Flytter med ­kirurgerne

»Der hvor kirurgien foregår, flytter anæstesilægerne hen. Og der foregår mere kirurgi i det private end nogensinde før«.

Det er specialeselskabsformand Christian Wambergs enkle forklaring på, at der er ­inden for de seneste tre år er sket mere end en fordobling i antallet af anæstesilæger, der arbejder i det private. Fra 15 i 2020 til 38 i 2023, siger optællingen fra FAS.

»Det er ikke mange, og jeg er ikke be­kymret, for der er så mange af os«, siger han. Ifølge STPS’ autorisationsregister er der 2.068 autoriserede anæstesiologer.

Han fortsætter:

»Jeg kan ikke have ondt af, at der foregår kirurgi i det private. Det offentlige kan så tage sig af de svageste, men der skal være en balance, så det ikke går ud over dem. Så længe det ikke bliver helt forsikringsdrevet som i USA f.eks., hvor de svageste bliver ­taberne, er der ingen fare for mig at se«.

At anæstesiologer kan være tiltrukket af at arbejde i det private, forstår han godt. ­Efter hans skøn er det hovedsageligt de nye speciallæger og de ældre, der søger over i det private – det kan passe godt ind i en livssituation.

»Vilkårene er bedre i det private. De unge går tiltagende op i work-life-balancen, og på de private kan man arbejde kl. 8-16 mandag til fredag og få mere i løn og få mere tid til familien. Vi er et vagttungt speciale, og de ældre har måske arbejdet i 25 år med én vagt om ugen og synes, det er nok, og søger over i det private. Men prisen, man betaler, er faglig. Man har ikke de spændende patienter i det private«.

Selv arbejder han i det offentlige – på Bispebjerg Hospital og på Holbæk Sygehus. »Vi skal jo sørge for, at der er nok mennesker på de offentlige hospitaler«, siger Christian Wamberg.

Radiologi: For få uddannede

Der er en mangel på radiologer, men den har dog ikke rod i, at radiologer arbejder i det private. Det er der kun få, der gør – 23 ud af 1.011 autoriserede radiologer – viser op­gørelsen.

»Tæller man de deltidsansatte i det private med, ville tallet dog være noget højere. En del har bibeskæftigelse, f.eks. på privat­hospitaler. Grundet stigende efterspørgsel på ultralyd og MR-undersøgelser er der flere radiologer, som tager ekstraarbejde uden for deres primærbeskæftigelse.

Der er et umødt behov i det offentlige, hvor ressourcerne ikke slår til i forhold til ­efterspørgslen. Det er en vigtig ventil i et samlet sundhedsvæsen, hvor det offentlige skal prioritere akutte patienter, kræftpakker, komplicerede forløb og multidisciplinære konferencer«, siger Martin Lundsgaard Hansen, formand for Dansk Radiologisk Selskab.

Han anfører, at der har været en træghed i at øge antallet af uddannelsesstillinger i ­specialet, i takt med at antallet af under­søgelser er steget meget. Aktuelt er der stor søgning til specialets uddannelsesstillinger, oplyser han.

Børne- og ungdomspsykiatri: Dybt ulykkeligt

Blandt speciallæger i børne- og ungdoms­psykiatri er der stor bevægelse, det er en kendt sag. Det er det mindste speciale – 399 ifølge Autorisationsregistret – med ­relativ størst andel, der har søgt over i det private.

I 2017 var antallet af børne- og ungdomspsykiatere i det private 12, og det er i dag vokset til 38. Størst stigning har der ­været fra 2020 til i dag.

Tallene overrasker ikke selskabets formand, Nina Tejs Jørring, men det er en dybt ulykkelig udvikling, siger hun.

»Det har jo været undervejs i nogle år og har givet mig ondt i maven længe. Jeg føler, at den offentlige psykiatri er truet«, siger hun.

Det er bl.a. de erfarne børne- og ungdomspsykiatere, der søger væk fra det offentlige. Og en stor del af forklaringen er, at lægen langt hen ad vejen er taget ud af psykiateren, mener Nina Tejs Jørring.

»De mister lysten, og de føler sig ikke anerkendt af det politisk styrede ledelseslaget over dem«.

Men ikke blot dem:

»Vi mister i det hele taget både de helt unge og de erfarne børne- og ungepsykiatere, fordi de ikke føler, at de får lov til at ­udføre deres lægegerning«.

Nina Tejs Jørring håber, at der nu bliver »stukket en kæp i den negative spiral«, ­området er inde i.

»Og det tror jeg, vi kan, hvis tiårsplanen for psykiatri og de visioner, som Sophie Løhde har fremlagt om børne- og ungdomspsykiatrien, bliver realiseret«, siger hun.

En forudsætning er, at det bliver muligt at påbegynde behandlingen med det samme, når barnet kommer ind, i stedet for at vente på diagnosen.

»Altså begynde en ikkediagnostisk behandling, som giver familien en følelse af, at der er håb, og en oplevelse af, at vi kan gøre noget. Det vil sige, at vi stopper katastrofen, mens vi udreder, hjælper familien med at holde ud og magte deres svære liv«.

Fra politisk hold skal der etableres et nyt mål, som lederne kan arbejde efter.

»De skal ikke bare måles på længden af ventelister. Det skal have samme rang i hierarkiet, om patienterne kommer tilbage i skole, om de bliver livsduelige, og om de får det godt og bliver raske«, siger Nina Tejs Jørring. Hun ser med spænding frem til, at Sophie Løhde indkalder til et – lovet – møde om udrednings- og behandlingsgarantierne i børne- og ungepsykiatrien.

Psykiatri: De flygter, men kan ­tilbagerekrutteres

I psykiatrien findes det største antal speciallæger, der arbejder i det private. I 2017 havde 45 psykiatere hovedbeskæftigelse i det private, i dag er der 75, med en relativt stor stigning fra 2020.

Næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, Mikkel Rasmussen, siger:

»Det er en dårlig udvikling, fordi det skaber ulighed i sundhedsvæsenet: Når der er flere psykiatere, der går privat, så bliver det enten de patienter, der kommer via sundhedsforsikringer og pensionsselskaber, eller de patienter, der selv kan betale, der bliver behandlet. Resten må vente i den offentlige psykiatri, hvor der i forvejen er ventelister, og der er færre psykiatere«.

En vigtig pointe er dog, at det ikke nødvendigvis er det private, psykiaterne søger til, men det offentlige, de flygter fra, siger Mikkel Rasmussen.

Man flygter fra skemafokuserede ledelser og dårligt arbejdsmiljø, og fordi der i det ­offentlige ikke er plads til at gøre det fagligt relevante.

»Mange af dem kan tilbagerekrutteres, for de er kede af at vende det offentlige ryggen. De vil gerne det offentlige, men føler sig presset til at tage et andet valg«, siger Mikkel Rasmussen.

Det kræver ordentlige forhold og bedre rammer samt nok af medarbejdere, også fra andre personalegrupper.

Mikkel Rasmussen har tiltro til tiårs­planen:

»Lige nu oplever mange, at der ikke sker noget, at alt er, som det plejer at være, og har ingen håb om ændringer. Men til sommer kommer der en mere detaljeret og tydeligere implementeringsplan, bl.a. om, hvad der skal ske år for år. Jeg tror, at det kan skabe håb om, at der er forbedringer på vej. Det kan måske få nogen til vende tilbage og fastholde dem, der stadig holder fanen højt i det offentlige«, siger han.