Skip to main content

»Han har godt nok travlt lige nu.«

Lægesekretæren bag skranken smiler på en bekymret måde. Normalt er der 5 læger i praksisen på 1. sal på Skanderborg Sundhedscenter. Men flere holder sommerferie, og de, der er tilbage, har travlt. Rigtig travlt.

Jeg bliver placeret i frokoststuen med en kop kaffe. Men der går ikke mere end et øjeblik, før 53-årige Bjarke Skov kommer ind.

Han giver hånd og kigger undskyldende på mig.

»Jeg bliver nødt til lige at ordne noget i røntgen.«

Med hurtige skridt forlader vi »Lægerne på 1. sal«. Ved siden af lægepraksisen bor der en fysioterapeut, på den anden side en diætist, længere nede på gangen hører taleinstituttet til og på samme etage ligger en psykologklinik, en kiropraktor, en jordemoderklinik, som også fungerer som blodbank, en natur- og zoneterapeut og endelig er der både misbrugs- og alkoholrådgivning. Alt sammen på 1. sal. Sundhedscenteret har i alt fire etager. Vi løber ned ad trapperne, der hele tiden skifter farve. De blev malet tilbage i 1993, da det tidligere sygehus skulle forvandles til et sundhedscenter.

Bjarke Skov kan huske det hele. Han var ansat på Skanderborg Sygehus og har været på sundhedscenteret lige siden starten.

Han skubber en glasdør op til gangen med ambulatorier. Et medicinsk, et ortopædkirurgisk, et gynækologisk og et parenkymkirurgisk laboratorium. Dertil kommer røntgenambulatoriet. Hele afdelingen er en satellitenhed til Silkeborg Sygehus.

Røntgenambulatoriet er det eneste, der har åbent alle ugens dage.

Bjarke Skov ser på billederne af en kvindelig patient, der kom ind med smerter i knæet. Han har en mistanke om slidgigt. Normalt får Bjarke Skov et skriftligt svar fra røntgenambulatoriet i løbet af en uge. Men det er ikke hurtigt nok i dette tilfælde. Kvinden skal af sted på vandreferie i løbet af få dage. Derfor er Bjarke Skov selv gået ned for at kigge på billederne.

»Det er en af fordelene ved sundhedscenteret. Hvis jeg havde haft en praksis et andet sted i byen, så havde jeg ikke løbet herned,« siger han.

Det er ti år siden, at Skanderborg Sundhedscenter blev etableret - og altså ingen nyhed. Men centeret er pludselig blevet aktuelt inden for de seneste måneder. Først beskrev regeringens Strukturkommission hele sundhedscentertanken i en omfattende sektorrapport. Rapporten beskrev blandt andet de kommunale sundhedscentre som en mulig løsning på, at der bliver længere til de færre og stadig mere specialiserede sygehuse.

I den forbindelse skrev Strukturkommissionen, at Skanderborg Sundhedscenter sammen med fire andre danske sundhedscentre er eksempler på, at Danmark allerede har erfaringer med at drive sundhedscentre.

Derefter anbefalede det såkaldte Sundhedskartel varmt sundhedscenter-ideen. Sundhedskartellet er ikke noget ligegyldigt foretagende, men 12 fagforeninger inden for sundhedsområdet, anført af Dansk Sygeplejeråd. Lægeforeningen er ikke med i kartellet, og Lægeforeningen har flere gange både på Lægemødet og i Ugeskriftet udtrykt sin skepsis over for lokale sundhedscentre. Det har Bjarke Skov svært ved at forstå.

»At se folk i øjnene«

»Det er en fordel for os, der arbejder her. Det giver mulighed for mere samarbejde. Og det er en fordel for patienterne,« mener Bjarke Skov.

Han er færdig med at kigge på røntgenbillederne. Der var ingen tegn på slidgigt i knæet, og vi går tilbage mod lægerne på 1. sal. Bjarke Skov stopper på gangen ved en meget gammel »cardio-aid«, der hænger på væggen.

»Den lod de hænge, da sygehuset lukkede. Og for to år siden reddede jeg sgu en mand med den,« smiler han.

På vej op fortæller han, at manden var med konen til fysioterapi. Det blev åbenbart for meget for manden. Han fik i hvert fald en blodprop i hjertet, og var »svindeheldig« med, at han faldt om i nærheden af en læge.

Vi sætter os i frokoststuen igen. Bjarke Skov betragter ikke sundhedscenteret som et »regulært sundhedscenter«, da »beboerne« alle har lejet sig ind. Som små selvstændige enheder. Men det er på den anden side heller ikke som at være i en helt almindelig praksis, understreger han.

»Forskellen mellem at være her og være i en praksis et andet sted i byen er, at vi har tingene tæt på. Vi sidder faktisk oven på sygehuset,« siger Bjarke Skov.

»Vi får taget alle blodprøverne dernede. Og i en snæver vending kan man få en af lægerne til at kigge på en patient akut. Jeg havde en hjertepatient, som jeg traskede ned med for nylig. Jeg havde en mistanke om, at der var en hjerteklapfejl. Så tog lægen og scannede hende.«

Bjarke Skov taler også med distriktspsykiatrien, der bor på 4. sal.

»Hvis vi har et problem, kan vi tage journalen under armen og gå derop. Jeg har det sådan, at jeg bedst kan lide at se folk i øjnene.«

Bjarke Skov løfter pludselig øjenbrynene.

»Alkoholrådgivningen ligger på den anden side af trappen. Hvis en alkoholiker uforvarende kommer til at sige, at han vil i behandling, så sender jeg ham derover øjeblikkeligt.«

På spørgsmålet om der ikke er ulemper ved at være i sundhedscenteret, løfter han øjenbrynene og kigger ud i luften.

»Næhh. Vi bor jo billigt. Og vi er fri for indbrud - vi bor på 1. sal.«

Bjarke Skov har derfor svært ved at forstå modstanden i Lægeforeningen mod sundhedscentre. Han synes, at det er en rigtig god ide at dele hus med andre sundhedspersoner. Men han er til gengæld rørende enig i, at et sundhedscenter, der er drevet og ejet af kommunen, ikke er sagen. På det punkt er han glad for, at Lægeforeningen slår bremserne i.

»Selv om jeg er gammel socialist,« griner han.

»Jamen, hvis vi blev ansat under kommunen, så ville jeg starte med at sige: Fint, min arbejdsuge er 37 timer. Grunden til at vi praktiserende læger arbejder så meget, som vi gør, er at vi er selvstændige,« siger Bjarke Skov, der sagtens mener, at man kan oprette sundhedscentre med selvstændige praktiserende læger.

De patienter, som vi støder på denne våde julidag, er også glade for at have sundhedscenteret. »Det er rart, at det hele er samlet,« lyder standardsvaret. Blandt andet fra pensionisten Børge Rasmussen, som først kæmpede indædt for at bevare sygehuset, og nu er formand for det såkaldte brugerråd på centeret.

»Det er helt sikkert en fordel for borgerne,« mener han.

Der er dog mindst en person på det tidligere sygehus i Skanderborg, der er fuldstændig uenig i lovprisningen af sundhedscenteret. Han hedder Ole Lund, er praktiserende læge og har sin lægepraksis på 2. sal.

Foretrækker at ringe

»Før jeg flyttede herover, boede jeg i en anden koncentration af læger ovre på Adelgade,« siger han og kigger ud af vinduet. Man kan se taget af byens andet store hus med læger, hvor der også er en fysioterapeut og en øjenlæge, som har lejet sig ind.

»Jeg oplevede ikk e nogen ændring ved at komme herover,« siger han langsomt.

»Selvfølgelig er det lettere at sende folk på et ambulaboratorium, men det drejer sig om 200 meter, og det spiller altså ikke nogen særlig stor rolle.«

Ole Lund sidder og tænker lidt. Han er iført »uniformen« - blå bomuldsskjorte med hvide tern, der er smøget op til albuerne og hvide lærredsbukser. Afslappet og troværdig på samme tid. Han synker en gang, inden han fortsætter:

»Jeg mener, det her er et kontorhus.«

»Man skal ikke lade sig forlede af ordet sundhedscenter. Det er tomt efter min mening. Der er mange lægehuse, der har egen laborant og sygeplejerske. De er mere et sundhedscenter, end det her,« siger han.

Ole Lund ser alvorlig ud. Men så smiler han lige pludselig.

»Det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide at være her. For det kan jeg. Der er også noget trygt ved at have muligheden for samarbejde og ved at vide, at der er andre. På en eller anden måde.«

Men hvor kollegaen Bjarke Skov går rundt på centeret og taler med de andre lejere, foretrækker Ole Lund at ringe.

»Jeg får lægebrev fra neurologen, der bor lige ved siden af,« smågriner han.

»Jeg kunne få mere fællesskab i morgen, hvis jeg ville. Og jeg har da tænkt på det. Men vi er meget forskellige. Jeg tror ikke rundbordskonferencer ligger til praktiserende læger.«

Ole Lund har været praktiserende læge i 28 år, og han har snart prøvet alle praksisformerne.

»Og jeg foretrækker soloformen. Så kan man selv bestemme.«

Ved siden af ham ligger det seneste nummer af Ugeskrift for Læger.

»Jeg var faktisk ikke klar over, at Lægeforeningen var skeptiske over for sundhedscentre, før jeg læste det her. Men jeg er 100 procent enig. Der er ikke noget nyt at komme efter. Vi har alt det netværk, vi overhovedet vil ha'. At det bliver fysisk lidt nemmere spiller ingen rolle,« siger han.

Ole Lund ved godt, at han og Bjarke Skov er »rygende uenige«. Men de to læger er dog enige i, at et kommunalt drevet sundhedscenter ikke er en god ide. For nu at udtrykke det mildt.

»Jamen, det er noget af det værste, jeg kan forestille mig,« siger Ole Lund og ser nærmest ud som om, han væmmes.

»Vi har det godt i dag. Jeg tror, store enheder ville give en masse bureaukrati,« siger Ole Lund og ryster på hovedet.

På den anden side af gangen findes det, som Ole Lund ville kalde bureaukrati. Hun hedder Judy Rasmussen og er ansat af amtet til at administrere Skanderborg Sundhedscenter.

Hviler i sig selv

Judy Rasmussen er den eneste i administrationen på Skanderborg Sundhedscenter. Hun kender godt påstanden om, at det er pengespild, at amtet administrerer et hus med sundhedsfolk. Praktiserende læger, fysioterapeuter og andre, der normalt er selvkørende. Derfor kommer forsvaret også hurtigt:

»Driften af bygningen hviler i sig selv,« siger hun.

»Jeg skraber blandt andet min løn ind ved at arrangere foredragsaftener,« siger hun og går ind i et stort mødelokale.

»... Om sundhed selvfølgelig.«

Skanderborg Sundhedscenter belaster med andre ord ikke amtets driftsbudget. Men det er kun fordi de gamle sygehusbygninger allerede var der. Hvis de skulle være bygget eller købt, havde det været en anden historie. Det ved Judy Rasmussen godt.

»Hvis man ikke havde haft noget sundhedscenter i Skanderborg i dag, så tror jeg ikke, man havde bygget noget. Læger og andre sundhedspersoner er bundet af deres adresse. Og læger er meget konservative,« siger hun med et smil.

»Men borgerne vil gerne have sundhedscentre. Det er jeg sikker på. Det er jo ligesom et storcenter - bare med sundhed.«

Da Skanderborg Sundhedscenter blev åbnet i 1993 var det næsten umuligt at få nogen til at flytte ind. Men da »lægerne på 1. sal« blev lokket ind, begyndte efterspørgslen at vokse.

»I dag er der venteliste,« fortæller Judy Rasmussen. De seneste måneder er interessen fra resten af landet også vokset. Formand for brugerrådet, Børge Rasmussen, har været ude at holde flere foredrag om, hvordan man etablerer sundhedscentre, og Judy Rasmussen fortæller, at hun netop er blevet ringet op af Kommunernes Landsforening. »De vil lave en vejledning om, hvordan man opretter sundhedscentre,« siger hun og tilføjer: »Der kommer snart flere.«

Fra sygehus til sundhedscenter

Skanderborg Sygehus blev under store lokale protester lukket i 1988. Det lykkedes aldrig amtet at sælge sygehuset, og næsten fem år senere åbnede Skanderborg Sundhedscenter i samme lokaler.

Bygningerne er stadig ejet af Århus Amt, der også har ansat en administrator. Sundhedscenteret rummer i dag 7.500 kvadratmeter inklusive kælderplan.

Samtlige kvadratmeter bliver udnyttet - enten af praktiserende læger, fysioterapeuter, psykologer, neurologer, andre selvstændige sundhedsfolk, kommunale aktiviteter eller satellitambulatorier. Se:

www.skanderborg-sundhedscenter.dk