Etisk ulandshjælp

Behovet for at etablere videnskabsetiske komiteer i ulandene er stort og presserende.

For medicinalvirksomheder og forskningsinstitutioner i de rige lande fortsætter med at lave etisk uforsvarlige forsøg på mennesker i fattige lande som fx Bangladesh, Nigeria og Gambia.

Det fremgår af den hidtil mest omfattende kortlægning af problemet i den ny rapport »The ethics of research related to healthcare in developing countries« (http://www. nuffieldbioethics.org/developing-countries/) fra britiske Nuffield Council on Bioethics, som er økonomisk støttet af blandt andet den engelske forskningsstyrelse, Medical Research Council.

»Med den tiltagende globalisering af forskningen er etisk diskutable forskningprojekter blevet eksporteret til ulandene«, konkluderer dr.med., professor Povl Riis, som har deltaget i arbejdsgruppen bag rapporten.

Derfor ville forskningsetiske komiteer være et værn mod overgreb på den fattige befolkning fra landenes egne forskere, men især fra pengestærke forskere fra de rige lande, mener Povl Riis. Men selv om WHO hist og her arbejder på at hjælpe med at højne forskningsetikken, er et etisk organ fx i stil med den danske model stort set ikke-eksisterende.

Det glæder ham, at arbejdsgruppen ikke bestod af »den sædvanlige gruppe af velmenende vesterlændinge«, men også inkluderede repræsentanter fra de fattige lande og sågar medicinalindustrien.

»Vi har lagt en menneskekærlig form for realisme ind i projektet. I fx Helsinki-deklarationen (om biomedicinske forsøg på mennesker, red.) er man visse steder så ideel, at man fjerner sig så meget fra virkeligheden, at man ikke rigtigt får nogen indflydelse«, nævner Povl Riis.

Flere af hans kongstanker omkring forskningsetik i de underudviklede lande, som han blandt andet i WHO regi har undervist i, er medtaget som nøglepunkter i rapporten.

Fx at et forskningsprojekt skal godkendes af en videnskabsetisk komité i både giver- og modtagerlandet. En praksis som danske virksomheder og forskningsinstitutioner har fulgt i de seneste 20 år, og hvor Danmark er et foregangsland.

»Danske medicinalvirksomheder ville ikke drømme om at omgå de etiske retningslinier«, mener Povl Riis.

Rapporten fra Nuffield Council on Bioethics foreslår videre, at forskningen i ulandene skal have relevans for lokalbefolkningen. Et gammelt, men godt eksempel kunne her være p-pillerne. Da de for første gang skulle videnskabeligt undersøges, måtte caribiske kvinder lægge krop til. For den slags kunne de amerikanske forskere ikke byde hjemlandets kvinder.

For Povl Riis har det været væsentligt at fastslå, at ingen skal deltage i et videnskabeligt forsøg mod deres vilje, og her er han særlig glad for, at rapporten lægger vægt på kvindernes selvbestemmelse.

»Folk fra bushen vil næsten gå med til hvad som helst bare for at få kontakt med sundhedsvæsenet, hvis der kommer eksperter fra de udviklede lande for at forske. Men lokalbefolkningens accept af at deltage i et forsøg skal ikke blot være et fortvivlet forsøg på at komme i kontakt med en læge fra et udviklet land. Den største udfordring for mig i at have været med i arbejdsgruppen har været at se på kvindernes rettigheder. For i mange af disse lande er det den landsbyældste, som beslutter, om der skal laves forsøg eller ej. Eller manden har ret til at sige, om konen skal med i forsøg eller ej. Nu anbefaler vi, at kvinderne selv skal spørges, og siger de nej, betyder det ikke noget, at manden eller landsbyhøvdingen siger ja«, fortæller Povl Riis.

Han erkender, at den fra de rige lande sponsorerede forskning er livsvigtig for ulandene, som ganske enkelt ikke har tilstrækkelige resurser til at foranstalte vedvarende og kompetent forskning. Men han tror ikke, at mere etisk restriktive retningslinjer vil afholde virksomhederne og forskningsinstitutter fra at forske i ulandene.

»Medicinalvirksomhederne efterspørger selv klare etiske retningslinjer, for de er klar over, at forskningen ellers risikerer ikke at blive anerkendt i de videnskabelige tidsskrifter, som er en anden etisk domstol ved siden af de videnskabsetiske komiteer«, nævner Povl Riis.