Etnisk ulighed i sundhed blandt gravide og spædbørn

Spædbarnsdødelighed anvendes ofte internationalt som en sensitiv indikator for befolkningssundhed og sundhedsvæsenets kvalitet. I modsætning til vores relativt dårlige middellevetid giver denne indikator Danmark en flot placering internationalt. Det er dog ikke alle nyfødte i Danmark, som nyder lige godt af den fine placering. Social ulighed er også på dette felt et velkendt fænomen - selv i vore nordiske velfærdssystemer [1]. Betydningen af migration og etnicitet for sundhed og død får imidlertid stigende opmærksomhed i lyset af de sidste årtiers indvandring. Ugeskriftet bringer i dette nummer et vigtigt bidrag til belysning af denne problemstilling, som klart illustrerer alvorlig etnisk ulighed i dødfødsler og spædbarnsdød i Danmark [2]. Nogle indvandrergrupper har en klar overhyppighed af dødfødsler og spædbarnsdød sammenlignet med danskfødte, andre ligger på samme niveau. Undersøgelsen udmærker sig derudover ved at inddrage socioøkonomiske faktorer i analyserne - og mønsteret forbliver det samme.

Resultaterne understreger, at indvandrere ikke kan anskues som en samlet gruppe, men må opdeles i forhold til særlige karakteristika. Migration i sig selv kan givetvis lede til sundhedsproblemer, men andre forhold spiller også en rolle blandt indvandrere. Når dødfødsler og spædbarnsdød er relativt hyppigere blandt kvinder med tyrkisk, pakistansk og somalisk baggrund, mens det ikke er tilfældet blandt indvandrere fra Libanon og det tidligere Jugoslavien, må der søges andre forklaringer end indvandrerstatus i sig selv, og det er tilsyneladende ikke alene dårligere socioøkonomiske forhold, som spiller ind.

Årsagerne kan søges blandt kendte risikofaktorer som f.eks. uhensigtsmæssig kost og rygning. Også nært slægtskab mellem forældrene kan tænkes at spille ind. Herudover har kontakten til sundhedsvæsenet en meget væsentlig betydning for forebyggelse og tidlig identifikation af problemer før, under og efter fødslen. Nogle indvandrergrupper har ringe erfaring med brug af sundhedsvæsenet, herunder svangreomsorg og forebyggelse blandt spædbørn. God kommunikation med patienter er en generel udfordring for sundhedsvæsenet, men kan være et særlig alvorligt problem, når den kulturelle afstand og manglende indsigt i patienternes forudsætninger giver usikkerhed og utryghed hos personalet og ineffektiv forebyggelse, diagnostik og behandling [3, 4]. Manglende viden blandt patienterne om symptomer, risikoforhold og sygdom skærper behovet for tæt, åben kontakt og rådgivning.

De sårbare og særligt udsatte indvandrere skal sikres en særlig og intensiveret intervention, som tager højde for deres specielle forudsætninger. En henvisning til generelle socioøkonomiske tiltag er ikke tilstrækkelig. Forudsætningen er imidlertid bedre viden, og dertil kræves løbende monitorering af risikofaktorer med inddragelse af relevante karakteristika, der er relateret til migration og etnicitet samt forskning om årsagsmønstre og om effekten af interventioner, der er målrettet særlige risikogrupper [5]. Samtidig kan indsatsen umiddelbart skærpes med henblik på at sikre, at indvandrere informeres systematisk og effektivt om sundhedsvæsenet og dets tilbud i Danmark. Deltagelse i svangreforebyggelsen bør stimuleres gennem øget information og involvering af repræsentanter for særligt sårbare minoritetsgrupper, og sundhedspersonalet må støttes med henblik på udvikling af relevante kulturelle kompetencer. Lighed forudsætter ulige indsats.

Korrespondance: Allan Krasnik, Afdelingen for Sundhedstjenesteforskning, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, CSS, Øster Farimagsgade, DK-1014 København K. E-mail: a.krasnik@pubhealth.ku.dk

Interessekonflikter: Ingen